Erasmus Montanus

Actus III

* * *

Scen. I.

Jeppe. Nille. Montanus

Nille. Min Søn Montanus blir noget længe borte;

jeg vilde ønske, at han kom hiem, førend Fogeden gaaer

fra os, thi han har stor Lyst at tale med ham, og er

curiøsk for at spørge ham om eet og andet, som ....

Men der seer jeg ham komme. Velkommen tilbage, min

kiære Søn! Den gode Jeronimus blev vel ikke lidet glad

ved at see Hr. Søn ved god Helbred efter saa lang

Fraværelse?

Montanus. Jeg har ikke talt hverken med Jeronimus

eller hans Datter formedelst denne Knegt, som jeg

faldt i Disput med.

Nille. Hvad var det for en Karl? Det var maa

skee Skolemesteren?

Montanus. Ney det var en fremmed Person, som

reyser herfra i Dag. Jeg kiender ham nok, skiønt jeg

ingen Omgiængelse har haft med ham i Kiøbenhavn.

Jeg kand ærgre mig ihiel over de Folk, som bilder sig

ind at have opsluget all Viisdom, og dog ere Idioter.

Jeg skal sige Moerlille, hvori det bestaaer: Knegten har

været et Par Gange ordinarins Opponens[1]; deri bestaaer

alle hans Merita[2]. Men hvorledes forrettede han sine

Partes[3]? Misere & haesitanter absqve methodo[4]. Da

[1] Ordinarius opponens] beskikket angriber.

[2] Merita] fortjenester.

[3] sine Partes] sit hverv.

[4] Misere o. s. v.] ynkelig og stammende, uden plan.

Præses[1] engang distingverede inter rem & modum rei,[2]

spurdte han: Qvid hoc est?[3] Slyngel! det skulde du have

lært, anteqvam in arenam descendis.[4] Qvid hoc est?

Qvae bruta![5] En Karl, der ignorerer distinctiones cardinales[6],

og vil disputere publice[7]!

Nille. Ey, Hr. Søn skal ikke legge saadant paa

Hiertet. Jeg kand høre af det, I fortæller, at det maa

være en Nar.

Montanus. En Ignorant.

Nille. Det er intet vissere.

Montanus. En Idiot.

Nille. Jeg kand ikke merke andet.

Montanus. Et qvidem plane hospes in philosophia.[8]

Lad den Hund legge det fra sig, som han begik udi saa

mange brave Folkes Nærværelse.

Nille. Lod han noget gaae? Derpaa skal man kiende

et Sviin.

Montanus. Ney Moerlille! han gjorde det, som

verre er: han confunderede offentlig materiam cum

forma.[9]

Nille. Han burde faae en U-lykke.

Montanus. Vil den Karl indbilde sig at kunde

disputere?

Nille. Han maatte kunde Fanden.

Montanus. Ikke at tale om den Feyl, han begik

[1] Præses] forsvareren.

[2] distingverede inter o. s. v.] skjelnede mellem tingens

væsen og tingens tilfældige egenskaber.

[3] Qvid hoc est] hvad er det?

[4] anteqvam o. s. v.] før du stiger ned paa kamppladsen.

[5] Qvæ bruta!] hvilke taabeligheder!

[6] ignorerer distinctiones cardinales] ikke kjender hovedbegreberne.

[7] publice] offentlig.

[8] Et qvidem o. s. v.] og en aldeles uvidende person i filosofien.

[9] confunderede materiam cum forma] forvekslede indhold med form.

udi sit Proemio,[1] da han sagde: Lectissimi & doctissimi

Auditores.[2]

Nille. Hvilken Nar det maa være!

Montanus. Setter mig lectissimus for doctissimus,

da dog lectissimus er et Prædicat, man kand give en

Deposituro.[3]

Jeppe. Men fik min Søn da ikke tale med Jeronimus?

Montanus. Ney ret som jeg vilde gaae ind i Stuen,

saae jeg den Karl gaaende forbi Porten, og som vi kiendte

hinanden, gik jeg hen at hilse ham, hvorpaa vi strax kom

i Snak om lærde Sager og endelig i Disput, saa jeg

maatte sette min Besøgelse op.

Jeppe. Jeg er saa bange, at Monsieur Jeronimus

tar det ilde op, naar han hører, at min Søn har været i

Gaarden, men gaaet bort uden at tale med ham.

Montanus. Ja jeg kand ikke hielpe det. Naar een

griber Philosophien an, saa griber han mig an paa min

Ære. Jeg holder vel af Mademoiselle Lisbed; men min

Metaphysica, min Logica har Prioritet.

Nille. Ach min hierte Søn! hvad hører jeg? Har

du forlovet dig med to andre Piger i Kiøbenhavn? Det

kand blive en forbandet Sag for Capitels-Retten.

Montanus. I forstaaer mig ikke; det er ikke saa

meent. Det er ikke Piger, men tvende Videnskaber.

Nille. Ja det er andet. Men der kommer

Ridefogeden; vær nu ikke vreed længer.

Montanus. Ham kand jeg ikke blive vreed paa;

det er en eenfoldig u-lærd Mand, som jeg ikke kand komme

i nogen Disput med.

[1] Proemium] indledning.

[2] lectissimi o. s. v.] ædle og høilærde tilhørere.

[3] depositurus] en rus, en, som staar i begreb med at tage studentereksamen.

Scen. 2.

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper.

Jesper. Serviteur, Monsieur! Jeg gratulerer

Ankomsten.

Montanus. Jeg takker, Hr. Ridefoget!

Jesper. Det er mig kiært, at vi har faaet saadan

lærd Mand her i Byen. Det har vel kostet ham mangen

Hoved-Bryden, førend han er kommen saa vidt. Jeg

ønsker jer ogsaa til Lykke, Jeppe Berg! med jer Søn;

nu har I faaet Glæde paa jer gamle Alder!

Jeppe. Ja det er sandt.

Jesper. Men hør, min kiære Monsieur Rasmus! jeg

vilde spørge ham om noget.

Montanus. Mit Navn er Montanus.

Jesper sagte til Jeppe. Montanus, er det Rasmus paa

Latin?

Jeppe. Ja det maa saa være.

Jesper. Hør, min kiære Monsieur Montanus Berg!

jeg har hørt, at lærde Folk skal have saa underlige

Meninger. Er det sandt, at man holder for i Kjøbenhavn,

at Jorden er rund? Her paa Bierget vil ingen troe det;

thi hvor kand det være, efterdi Jorden synes jo

gandske flak?

Montanus. Det kommer deraf, at Jorden er saa

stor, at man ikke kand merke dens Rundhed.

Jesper. Ja det er sandt, Jorden er stor, det er fast

den halve Deel af Verden. Men hør, Monsieur! hvor

mange Stjerner vilde der vel til at gjøre en Maane?

Montanus. En Maane! Maanen er mod en Stjerne

ligesom Pebling-Søen mod hele Siælland.

Jesper. Ha ha ha ha! de lærde Folk ere aldrig

rigtige i Hovedet. Jeg har min Troe hørt dem, der siger,

at Jorden løber, og Solen staaer stille. Monsieur tror

vel ikke det ogsaa?

Montanus. Ingen fornuftig Mand tviler meer derom.

Jesper. Ha ha ha! skulde Jorden løbe, maatte vi

jo falde iblant og slaae Halsen i Stykker.

Montanus. Kand ikke et Skib løbe med jer, uden

at I slaaer Halsen itu?

Jesper. Men I siger jo, at Jorden løber omkring;

skulde nu Skibet vende sig om, faldt da Folkene ikke

udi Søen?

Montanus. Ney jeg skal forklare jer det tydeligere,

hvis I vil have Taalmodighed.

Jesper. Jeg vil min Troe intet høre derom. Jeg

maatte jo være gall, om jeg troede saadant. Jorden skulde

velte sig om, og vi skulde ikke falde hovedkulds Fanden

i Vold ned i Afgrunden, ha ha ha! Men, min kiære

Monsieur Berg! hvoraf kommer det, at Maanen er

undertiden saa liden, undertiden saa stor?

Montanus. Om jeg nu siger jer det, vil I dog ikke

troe det.

Jesper. Ach vær saa god og siig mig det.

Montanus. Det kommer deraf, at naar Maanen er

voxen til, klipper man Stykker af den for at gjøre

Stjerner af.

Jesper. Det er min Troe kuriøskt; jeg vidste det

min Troe ikke tilforn. Dersom man klippede ikke

Stykker af den, vilde den voxe alt for stor, og blive saa breed

som hele Sælland. Naturen regierer dog alting meget

viseligen. Men hvoraf kommer det, at Maanen varmer

ikke saavel som Solen, da den dog er ligesaa stor?

Montanus. Det kommer deraf, at Maanen er intet

Lys, men af samme mørke Materie som Jorden, der

laaner sit Lys og Skin af Solen.

Jesper. Ha ha ha ha ha ha! Lad os tale om

noget andet; det er noget forstyrret Tøy, man kand blive

catholsk i Hovedet deraf.

Scen 3.

Jeppe. Nille. Montanus. Jesper. Per Degn.

Jeppe. Velkommen, Per! Hvor got Folk er,

kommer got Folk efter. Der seer I min Søn, som er nyelig

kommen hiem.

Per. Velkommen her, Monsieur Rasmus Berg!

Montanus. I Kjøbenhavn er jeg vant til at hede

Montanus; jeg beder, I vil kalde mig ligeledes.

Per. Ja sommænd; det kand komme mig paa eet

ud. Hvorledes staaer ellers til i Kiøbenhavn?

Deponerede der mange i Aar?

Montanus. Som der pleyer.

Per. Blev der nogen rejicered i Aar ?

Montanus. To á tre conditionaliter[1].

Per. Hvem er Imprimatur i Aar?

Montanus. Hvad vil det sige?

Per. Jeg mener, hvem er Imprimatur[2] til Vers og

Bøger, som gaaer i Trykken?

Montanus. Skal det være Latin?

Per. Ja i min Tiid var det got Latin.

Montanus. Var det da got Latin, saa maa det

endnu være ligeledes; men det har aldrig været Latin i

den Mening, som I vil have det.

[1] Conditionaliter] betingelsesvis.

[2] Imprimatur] maa trykkes.

Per. Jo min Troe er det got Latin.

Montanus. Skal det da være et Nomen eller et

Verbum?

Per. Det er et Nomen.

Jesper. Det er ret, Per! svar kun brav for jer.

Montanus. Cuius declinationis er da Imprimatur?[1]

Per. Alle de Ord, som nævnes kand, henføres til

8 Ting, som er Nomen, Pronomen, Verbum, Principium,

Conjugatio, Declinatio, Interiectio.

Jesper. Jo jo, hør kun til Per, naar han vil ryste

sine Ærmer. Det er ret, klem kun paa ham.

Montanus. Han svarer intet til det, jeg spør ham.

Hvad har Imprimatur i Genetivo?

Per. Nominativus Ala, Genetivus Alae, Dativus

Alo, Vocativus Alo, Ablativus Ala.

Jesper. Jojo, Monsieur Montanus! vi har sommænd

ogsaa Folk her paa Bierget.

Per. Det skulde jeg ogsaa mene. Der deponerede

min Troe andre Karle i min Tiid end nu omstunder;

det var Karle, som lode sig rage to Gange om Ugen, og

kunde alle scandere alle Slags Vers.

Montanus. Det er en mægtig Sag; saadant kand

man nu giøre udi anden Lectie. Nu omstunder

deponerer Karle fra Kiøbenhavns Skole, som kand gjøre

Hebraiske og Chaldaiske Vers.

Per. Saa maa de ikke kunde meget Latin da.

Montanus. Latin! Om I kom i Skolen nu, kunde

I ikke komme høyere end i Sinke-Lectien.

Jesper. Siig ikke det, Montanus! Degnen er min

[1] Cuius declinationis] af hvilken deklination er o. s. v.

Troe en brav studeret Mand; det har jeg hørt baade

Herredsfogeden og Amtsforvalteren sige.

Montanus. Maa skee de forstaae ligesaa lidet Latin

som han.

Jesper. Jeg hører dog, han svarer brav for sig.

Montanus. Han svarer jo ikke til det, jeg spør ham

om. E qva Schola dimissus es, mi Domine?[1]

Per. Adiectivum & Substantivum genere, numero

& caseo conveniunt.[2]

Jesper. Han maaler ham min Troe Skieppen fuld.

Ret, Per! vi skal min Troe drikke en Pæl Brændeviin

sammen.

Montanus. Dersom Hr. Foged vidste hvad han

svarede, skulde han lee sin Mave itu. Jeg spør ham, fra

hvilken Skole han har deponeret, han svarer noget andet

hen i Taaget.

Per. Tunc tua res agitur, paries cum

proximus ardet.[3]

Jesper. Jo jo, nu vil hun min Troe ret gaae an.

Svarer I nu dertil.

Montanus. Jeg kand ikke svare dertil; det er

lutter Pølse-Snak. Lad os tale Dansk sammen, som de

andre kand forstaae, saa skal man strax faae at høre,

hvilken Karl det er.

Nille græder.

Jesper. Hvorfor græder I, Bestemoer?

[1] E qva Schola o. s. v.] fra hvilken skole er De dimitteret, min

herre.

[2] Adiectivum Substantivum o. s. v.] adjektivet og

substantivet stemmer overens i kjøn, tal og ost (caseo istedetfor casu,

kasus).

[3] Tunc tua res o. s. v.] din eiendom staar paa spil, naar

naboens væg brænder.

Nille. Jeg har saa ont deraf, at min Søn skal give

sig tabt i Latinen.

Jesper. Ach Bestemoer! det er jo ingen Under.

Per er jo ogsaa meget ældre end han. Det er jo ingen

Under. Lad dem nu tale Dansk da, som vi alle forstaae.

Per. Ja nok; jeg er parat til hvilken af Delene han

vil. Vi vil give hinanden nogle Spørsmaal; for

Exempel, hvem var det, som skreg saa høyt, at man kunde

høre ham over den hele Verden?

Montanus. Jeg veed ingen, som skriger stærkere

end Esle og Landsbye-Degne.

Per. Snak! kand man høre dem over hele Verden ?

Det var et Asen i Noæ Ark; thi hele Verden var i Arken.

Jesper. Ha ha ha! det er min Troe sandt, ha ha

ha! Der sidder et forslagen Hoved paa den Per Degn.

Per. Hvem slog den 4de Deel af Verden ihiel?

Montanus. Ey, jeg svarer ikke til slige grove

Spørsmaal.

Per. Det var Cain, som slog sin Broder Abel ihiel.

Montanus. Beviis, at der var ikke meer end fire

Mennesker da til.

Per. Beviis I, at der var flere.

Montanus. Det giøres ikke fornøden; thi

affirmanti incumbit probatio[1]. Forstaaer I det?

Per. Ja vist. Omnia conando docilis sollertia

vincit[2]. Forstaaer I det?

Montanus. Jeg er ikke klogere, som staaer her og

disputerer med en Sinke. I vil disputere, og kand hverken

[1] Affirmanti incumbit probatio] bevisførelsen paahviler den, som

fremsætter paastanden.

[2] Omnia conando o. s. v.] ved at prøve alt seirer

den lærvillige flid.

Latin eller Dansk, langt mindre veed hvad Logica er.

Lad høre engang, qvid est Logica?

Per. Post molestam senectutam, post molestam

senectutam nos habebat humus[1].

Montanus. Vil din Slyngel fixere mig?

Faaer ham i Haaret, de slaaes, Degnen echapperer, og raaber:

Sinke, Sinke! De gaaer alle ud foruden Fogden.

Scen. 4.

Jesper. Jeronimus.

Jeronimus. Hans Tiener, Hr. Foged! Skal jeg

finde ham her? Jeg kommer at see min tilkommende

Svigersøn Rasmus Berg.

Jesper. Nu kommer han strax. Det var Skade, at

I ikke kom en halv Time tilforn, saa skulde I have hørt

ham og Degnen disputere sammen.

Jeronimus. Hvorledes løb det af?

Jesper. Skam faae Per Degn, han er slemmere,

end jeg havde tænkt; jeg merker nok, at han ikke har

glemt noget hverken af sin Latin eller Hebraisk.

Jeronimus. Jeg tror det nok; thi han har vel ingen

Tiid vidst meget deraf.

Jesper. Siig ikke det, Monsieur Jeronimus! der

sidder en forbandet Mund paa ham. Det er virkelig en

Lyst at høre den Mand snakke Latin.

Jeronimus. Det er meer, end som jeg havde

ventet. Men hvordan seer min Svigersøn ud?

[1] Post molestam senectutam (ɔ: senectutem), post molestam o.s.v.]

efter den besværlige alderdom eiede (for: skal eie: habebit) jorden os.

Jesper. Han seer forbandet lærd ud; I skulde neppe

kiende ham igien. Han har ogsaa et andet Navn.

Jeronimus. Et andet Navn! Hvad heder han da?

Jesper. Han kalder sig Montanus, hvilket skal være

det samme som Rasmus paa Latin.

Jeronimus. Ey fy, det er hæsligt. Jeg har kiendt

mange, der saaledes har forandret deres christne Navne;

men det har aldrig gaaet dem vel i Verden. Jeg kiendte

een for nogle Aar, der var døbt Peer, og vilde siden

fornye sin Mynt, da han var bleven til noget, og lod sig

kalde Peiter. Men den Peiter kom ham dyr nok at staae;

thi han brød sit Been, og døde i stor Ælendighed. Vor

Herre taaler ikke saadant, Hr. Foged!

Jesper. Det kand være med Navnet hvad det være

vil; men det staaer mig aldeles ikke an, at han har saa

selsomme Meninger udi Troen.

Jeronimus. Hvad har han da for Meninger?

Jesper. Ey, det er forskrækkeligt. Haarene reyser

sig paa Hovedet, naar jeg tænker derpaa. Jeg kand ikke

erindre alt hvad jeg hørte; men det veed jeg, at han

blant andet sagde, at Jorden var rund. Hvad kand jeg

kalde saadant, Monsieur Jeronimus? Det er jo ikke andet

end at kuldkaste all Reglion og føre Folk af Troen. En

Hedning kand jo ikke tale verre.

Jeronimus. Han maa kun have sagt det af Skiemt.

Jesper. Det er noget groft at skiemte saaledes.

See der kommer han selv.

Scen. 5.

Montanus. Jeronimus. Jesper.

Montanus. Velkommen, min kiære Svigerfar! Det

er mig kiært at see ham ved god Helbred.

Jeronimus. Helbreden kand ikke være synderlig

hos Folk af min Alder.

Montanus. I seer dog hiertelig vel ud.

Jeronimus. Synes jer det?

Montanus. Hvordan lever Jomfrue Lisbed?

Jeronimus. Vel nok.

Montanus. Men hvad er paa Færde? Mig synes,

min kiære Svigerfar! at I svarer mig saa koldsindig.

Jeronimus. Jeg har vel ikke Aarsag til andet.

Montanus. Hvad Ont har jeg da giort?

Jeronimus. Mig er sagt, at I har saadanne egne

Meninger; Folk skulde jo tænke, at I var gall eller catholsk

i Hovedet, thi hvorledes kand et fornuftigt Menneske

falde til den Daarlighed at sige, Jorden er rund?

Montanus. Ja profecto er hun rund; jeg maa sige

det, som Sanden er.

Jeronimus. Det maa være Pokker ikke Sanden;

saadant kand umueligt andet end komme fra Fanden,

som er Løgnens Fader. Jeg er vis paa at der er ikke

eet Menneske her i Byen, der jo fordømmer saadan

Mening; spør kun Fogden, som er en fornuftig Mand, om

han ikke er af samme Mening med mig.

Jesper. Det kand endelig komme mig paa eet ud,

enten hun er lang eller rund; men jeg maa troe mine

egne Øyne, som viser mig, at Jorden er flak som en

Pandekage.

Montanus. Det kand ogsaa komme mig paa eet

ud, hvad Tanke Fogden eller de andre her i Byen har

derom; men det veed jeg, at Jorden er rund.

Jeronimus. Hun er Pokker ikke rund. Jeg troer,

I er gall. I har jo Øyen i Hovedet saavel som andre

Mennesker.

Montanus. Det er jo bekiendt, min kiære

Svigerfar! at der boer Folk lige under os, som vender deres

Fødder mod vore.

Jesper. Ha ha ha hi hi hi ha ha ha!

Jeronimus. Ja Fogden maa nok lee; thi han har

virkelig en Skrue løs i Hovedet. Forsøg I kun at gaae

her under Taget, og vend Hovedet ned, og see saa til,

hvorledes det vil løbe af.

Montanus. Det er en gandske anden Sag,

Svigerfar! thi ...

Jeronimus. Jeg vil aldeles ikke være jer Svigerfar;

jeg har min Datter kiærere, end at jeg skulde give hende

saaledes bort.

Montanus. Jeg har jer Datter saa kiær som min

egen Siæl, det er vist; men at jeg skulde kuldkaste

Philosophien for hendes Skyld og drive min Forstand i

Landflygtighed, det er meer, end I kand begiære,

Jeronimus. Ha ha, jeg hører, at I har anden

Kiærlighed i Hovedet. I maa gierne beholde jer Lucie eller

Sophie; jeg skal saamænd ikke nøde min Datter paa jer.

Montanus. I forstaaer mig ikke ret. Philosophien

er ikke andet end en Videnskab, som har aabnet Øynene

paa mig saavel herudi som udi andet,

Jeronimus. Den har snarere forblindet baade Øyene

og Forstanden. Hvormed kand I giøre saadant got?

Montanus. Det er noget, som er ufornødent at

bevise. Ingen lærde Folk tviler meer derom.

Jesper. Da tilstaaer min Troe aldrig Per Degn jer

saadant.

Montanus. Per Degn! ja det er en fæd Karl. Jeg

er daarlig, at jeg staaer her og taler om Philosophie med

jer; men for at fornøye Monsieur Jeronimus, vil jeg dog

fremføre et Par Beviis, nemlig først af reysende Folk,

hvilke, naar de komme et Par 1000 Mile herfra, har de

Dag, naar vi har Nat, seer anden Himmel, andre Stjerner.

Jeronimus. Er I gall, er der meer end een

Himmel og een Jord?

Jesper. Jo Monsieur Jeronimus! der er 12 Himle,

den ene høyere end den anden, indtil man kommer til

Chrystal-Himmelen; derudi har han saa vidt Ret.

Montanus. Ach qvantæ tenebræ! [1]

Jeronimus. Da har jeg i min Ungdom 16 Gange

været til Kieler Omslag; men saa sandt som jeg er en

ærlig Mand, om jeg har seet nogen anden Himmel end

den, vi her have.

Montanus. I maa reyse 16 Gange saa langt,

Domine Jeronyme! [2] førend I kand merke saadant; thi ...

Jeronimus. Holdt op med den Snak; den har

ingensteds hiemme. Lad os høre den anden Beviis.

Montanus. Den anden Beviis tages af Solens og

Maanens Formørkelse.

Jesper. Ney hør nu engang, nu blir han reent gall.

Montanus. Hvad mener I vel at Formørkelse er?

Jesper. Formørkelser ere visse Tegn, som settes

paa Solen og Maanen, naar der skal skee nogen U-lykke

paa Jorden. Hvilket jeg kand bevise af egne Exempler;

saaledes da min Hustrue foer ilde for 3 Aar siden, og

da min Dotter Giertrud døde, var der begge Gange

Formørkelse tilforn.

Montanus. Ach jeg maa blive gall over saadan Snak.

Jeronimus. Fogden har Ret; thi der skeer aldrig

Formørkelse, uden den har noget at betyde. Da sidste

[1] qvantæ tenebræ] hvilket mørke.

[2] domine Ieronyme] herr Jeronimus.

Formørkelse skede, syntes alting at være vel; men det

varede ikke længe, thi 14 Dage derefter fik vi Tidende

fra Kiøbenhavn, at der var paa eengang 6 rejicered til

Attestatz, alle fornemme Personer, og blant dem 2

Provste-Sønner. Hører man ikke Ont paa eet Sted efter en

saadan Formørkelse, saa faaer man det vist nok at høre paa

et andet Sted.

Montanus. Det er vist nok; thi der gaaer aldrig

nogen Dag forbi, der skeer jo nogen U-lykke i Verden.

Men hvad disse Personer er angaaende, da har de ikke

behov at skylde paa Formørkelse; thi havde de læset

bedre over, havde de nok gaaet fri.

Jeronimus. Hvad er da Formørkelse i Maanen?

Montanus. Det er ikke andet end Jordens Skygge,

som betaer Maanen Solens Skin; og saasom Skyggen er

rund, saa sees deraf, at Jorden er rund iligemaade. Det

gaaer altsammen naturlig Viis til, thi man kand udregne

Formørkelser; og derfor er det Giækkerie at sige, at

saadant er foregaaende Tegn for U-lykke.

Jeronimus. Ach Hr. Foged! jeg faaer ont. I en

u-lyksalig Tiid lod jere Forældre jer studere.

Jesper. Ja han er noget nær ved at blive Atheist.

Jeg maa have Per Degn i Færd med ham igien. Det

er en Mand, som taler med Eftertryk. Han skal nok

overbevise jer, enten I vil paa Latin eller Græsk, at

Jorden (Gud skee Lov) er saa flak som min Haand. Men

der kommer Madame Jeronimuses med hendes Datter.

Scen. 6.

Magdelone. Lisbed. Jeronimus, Montanus og Jesper.

Magdelone. Ach min hierte Svigersøn! det er

mig en Glæde at see jer kommen tilbage med god

Helbred.

Lisbed. Ach min Hierte! lad mig omfavne dig.

Jeronimus. Sagt, sagt, mit Barn! ikke saa ivrig.

Lisbed. Maa jeg ikke omfavne min Kiæreste, som

jeg ikke har seet i nogle Aar?

Jeronimus. Bliv fra ham, siger jeg dig; du faaer

ellers Hugg.

Lisbed grædende. Jeg veed jo, at der er gjort

offentlig Forlovelse mellem os.

Jeronimus. Det er rigtig nok; men der er kommen

nogen U-rigtighed i den Sag siden.

Lisbed græder.

Jeronimus. Du skal vide, mit Barn! at da han blev

forlovet med dig, var han et skikkeligt Menneske og en

god Christen; men nu er han en Kiættere og Sværmere,

som fortiener heller at indføres i et Litanie end udi

Svogerskab med os.

Lisbed. Er det ikke andet, min hierte Far! saa skal

vi nok komme til Rette.

Jeronimus. Bliv fra ham, siger jeg.

Magdelone. Hvad vil dette sige, Hr. Foged?

Jesper. Det er galt nok, Madam! Han fører falsk

Lærdom her ind i Byen, siger, at Jorden er rund, og

andet deslige, som jeg blues ved at tale om.

Jeronimus. Synes jer ikke, at de gode gamle

Forældre er at beklage, der har kostet saa mange Penge paa

ham?

Magdelone. Ey, ikke andet? Hvis han har

Kiærlighed til vor Dotter, saa staaer han nok fra sin Mening,

og siger, at Jorden er flak, for hendes Skyld.

Lisbed. Ach min Hierte! siig for min Skyld, at

den er flak.

Montanus. Jeg kand ikke føye jer deri, saalænge

som jeg har min fulde Fornuft. Jeg kand jo ikke give

Jorden anden Skikkelse, end den af Naturen har. Jeg

vil sige og gjøre for jer Skyld alt hvad mig mueligt er;

men jeg kand ingenlunde føye jer herudi. Thi skulde

mine Ordens-Brødre faae at vide, at jeg havde statueret

saadant, vilde jeg af dem holdes for en Nar og blive

foragtet; tilmed staaer vi lærde Folk aldrig fra vore

Meninger, men forsvarer hvad vi engang har sagt, til den

yderste Draabe af vor Blekhorn.

Magdelone. Hør, Mand! jeg finder dette aldeles

ikke af den Vigtighed, at vi derfor skulde ophæve Partiet.

Jeronimus. Og jeg skulde formedelst saadant søge

Skilsmisse mellem dem, om de end var virkeligen gifte.

Magdelone. Jeg vil min Troe ogsaa have noget at

sige herudi; thi er hun jer Dotter, saa er hun ogsaa min.

Lisbed grædende. Ach min Hierte! sig dog, at den

er flak.

Montanus. Jeg kand profecto ikke.

Jeronimus. Hør, Kone! du maa vide, at jeg er

Mand i Huset, og at jeg er hendes Far.

Magdelone. Du maa ogsaa vide, at jeg er Kone i

Huset, og at jeg er hendes Moer.

Jeronimus. Jeg mener, at en Far er altiid meer

end en Moer.

Magdelone. Og jeg mener ney; thi at jeg er hendes

Moer, derom kand ingen tvile, men om I ... Ja jeg

vil ikke sige meer; thi jeg ivrer mig.

Lisbed grædende. Ach min Hierte! kand I ikke dog

sagte for min Skyld sige, at den er flak.

Montanus, Jeg kand ikke, min Dukke! nam contra

naturam est.[1]

Jeronimus. Hvad vil du sige dermed, min Kone?

Er jeg ikke hendes Far, saavel som du er hendes Moer?

Hør, Lisbed! er jeg ikke din Far?

Lisbed. Jeg troer jo; thi min Moer siger det. Jeg

troer, at I er min Far; men jeg veed, at hun er min

Moer.

Jeronimus. Hvad syner jer om den Snak, Hr.

Foged?

Jesper. Jeg kand ikke sige, at Mammesellen har

U-ret deri; thi ...

Jeronimus. Det er nok. Kom, lad os gaae. Vær

forsikred om, min gode Rasmus Berg! at I aldrig faaer

min Dotter, saalænge I blir i jere Vildfarelser.

Lisbed grædende. Ach min Hierte! siig dog, at den

er flak.

Jeronimus. Fort, fort paa Dør!

De Fremmede gaae alle bort.

* * *