Erasmus Montanus

Actus IV

* * *

Scen. 1.

Montanus alleene.

Her har jeg været plaget en heel Time med mine

Forældre, som med Suk og Graad vil bevæge mig at

staae fra min Mening, men de kiender ikke Erasmum

[1] nam contra o. s. v.] thi det strider mod naturen.

Montanum ret. Ikke, om jeg kunde blive Keyser, vilde

jeg staae fra det, jeg engang har sagt. Jeg elsker Mademoiselle

Elisabeth, det er sandt; men at jeg for hendes

Skyld opoffrer Philosophien, og staaer fra det, jeg engang

offentlig har sustineret, det skeer aldrig. Jeg haaber dog,

at det skal blive got, og at jeg skal faae min Kiæreste

uden min Reputations Fortabelse; thi naar jeg faaer

Leylighed at tale med Jeronimus, skal jeg saa tydelig bevise

ham sine Vildfarelser, at han skal finde sig deri. Men

der seer jeg Degnen og Ridefogden komme fra mine

Forældre.

Scen 2.

Jesper. Per. Montanus.

Jesper. Min kiære Monsieur Montanus! vi har haft

et stærkt Arbeyd i Dag for jer Skyld.

Montanus. Hvad er det?

Jesper. Vi have løbet imellem jere Forældre og

Svigerforældre for at megle en Fred.

Montanus. Ja hvad har I da udrettet? Vil min

Svigerfar lade sig sige?

Jesper. De sidste Ord, han sagde til os, var disse:

Der har aldrig været noget Kiætterie i vor Familie. Hils

kun Rasmus Berg (jeg siger kun lige hans Ord, thi han

sagde ikke Montanus Berg engang), hils kun Rasmus

Berg, sagde han, og siig ham, at jeg og min Hustrue ere

begge skikkelige og gudfrygtige Folk, som heller vrider

Halsen om paa vor Datter, end giver hende til een, der

siger, at Jorden er rund, og fører falsk Lærdom her ind

i Byen.

Per. Sandt at sige, saa har vi altiid haft en reen

Troe her paa Bierget, og Monsieur Jeronimus har ikke

stor U-ret derudi, at han vil hæve op dette Svogerskab.

Montanus. I got Folk! hilser Monsieur Jeronimus

igien, og siig ham, at han giør Synd derudi, at han vil

tvinge mig at staae fra det, som jeg engang har sagt,

hvilket er mod Leges scholasticas og Consvetudines

laudabiles.[1]

Per. Ey, Dominus![2] vil I forlade jer smukke

Kiæreste for saa ringe Ting? Alle Mennesker vil tale ilde

derom.

Montanus. Den gemene Mand, Vulgus, vil tale

ilde derom; men mine Commilitones[3], mine Kammerater

vil løfte mig op til Skyerne for min Bestandighed.

Per. Holder I det da for Synd at sige, Jorden er

flak eller lang?

Montanus. Ney det giør jeg ikke; men jeg holder

det for en Skam og Vanære for mig, som er en Baccalaureus

Philosophiæ, at staae fra hvad jeg engang

publice har sustineret, og at gjøre noget, som er Ordenen

u-anstændigt. Min Pligt er at see til, ne qvid detrimenti

patiatur respublica philosophica.[4]

Per. Men naar I kand overbevises, at det er falskt,

som I troer, holder I det da for en Synd at staae fra

jer Mening?

Montanus. Beviis mig, at det er falskt, og det

methodice[5].

[1] Leges scholasticas og Consvetudines laudabiles] de lærdes love

og rosværdige vedtægter.

[2] Dominus] herre (for domine).

[3] Commilitones] vaabenbrødre, medstuderende.

[4] ne qvid detrimenti o.s.v.] at den filosofiske stat ikke lider skade.

[5] methodice] efter videnskabelige regler.

Per. Det er mig en let Sag. Her boer nu saa

mange brave Folk her i Byen; først jer Svigerfar, som

har bragt sig frem alleene ved Pennen; dernæst jeg

uværdig, som har været Degn udi 14ten samfulde Aar; siden

denne gode Mand Ridefogeden foruden Sognefogden og

adskillige andre brave boesiddende Mænd, der har svaret

deres Skat og Landgilde baade udi onde og gode Tider.

Montanus. Det vil blive en forbandet Syllogismus.

Hvor vil vel all den Snak hen?

Per. Nu kommer jeg strax til det, jeg vil sige.

Spør nu enhver af disse gode Mænd, som boer her i

Byen, og hør, om nogen skal holde med jer derudi, at

Jorden er rund. Jeg veed, man maa jo troe meer hvad

saa mange siger, end een alleene. Ergo har I U-ret.

Montanus. I maa tage hele Biergets Folk hid og

lade dem opponere baade mod den Materie og andre;

jeg skal binde Munden paa dem alle. Slige Folk har

ingen Troe; de maa troe hvad jeg og andre Folk siger.

Per. Men om I vilde sige, at Maanen var af grøn

Ost, skulde de ogsaa troe det?

Montanus. Ja hvad andet? Siig mig, hvad troer

Folk her at I er?

Per. De troer, at jeg er en god ærlig Mand og

Degn her paa Stedet; hvilket er sandt.

Montanus. Og jeg siger, det er Løgn. Jeg siger,

I er en Hane, og skal bevise det saa klart, som 2 og

3 er 5.

Per. I skal bevise Dievelen. Hvad nu, er jeg en

Hane? Hvormed vil I gjøre det got?

Montanus. Kand I sige mig noget, som kand

befrie jer derfra?

Per. Først kand jeg jo tale, en Hane kand ikke

tale, ergo er jeg ikke en Hane.

Montanus. Talen giør intet til Sagen. En

Papegøie, en Stær kand og tale, derfor er de just ikke

Mennesker.

Per. Jeg kand bevise det af andet end af Talen.

En Hane har ingen menneskelig Forstand, jeg har

menneskelig Forstand, ergo er jeg ingen Hane.

Montanus. Proba minorem.[1]

Jesper. Ey, tal Danske.

Montanus. Jeg vil, at han skal bevise sig at have

Forstand som et Menneske.

Per. Hør, jeg forretter jo mit Embede upaaklageligt?

Montanus. Hvilke ere de fornemmeste Poster udi

jer Embede, hvoraf I beviser en menneskelig Forstand?

Per. 1.) Forsømmer jeg aldrig at ringe til Messe

paa bestemte Tider.

Montanus. En Hane forsømmer ey heller at gale

og give Tiderne tilkiende og advare Folk, naar de skal

staae op.

Per. 2.) Synger jeg saa vel som nogen Degn udi

hele Siælland.

Montanus. Vor Hane galer og saa vel som nogen

Hane udi Siælland.

Per. Jeg kand støbe Voxlys, det kand ingen Hane

giøre.

Montanus. En Hane derimod kand giøre Æg,

hvilket I ikke kand giøre. Seer I da vel, at I af Forstand

udi jer Embede ikke kand bevise, at I er bedre end en

Hane? See ogsaa i kort Begreb, hvilken Eenstemmelse

[1] Proba menorem] bevis undersætningen.

der er imellem jer og en Hane: En Hane har en Kam

i Hovedet, I bær ogsaa Takker udi Panden; en Hane

galer, I galer ogsaa; en Hane giør sig til af sin Røst,

og bryster sig, I ligeledes; en Hane varer ad, naar det

er Tiid at vaage, I, naar det er Tiid at gaae i Messe.

Ergo er I en Hane. Har I ellers noget at sige?

Per Degn græder.

Jesper. Ey græd ikke, Per! Hvad vil I agte saadant?

Per. Det er, gid jeg faaer en U-lykke, lutter Løgn.

Jeg kand skaffe Attester fra hele Byen, at jeg er ingen

Hane, eller at nogen af mine Forældre har været andet

end christne Mennesker.

Montanus. Refuteer da denne Syllogismum, qvem

ibi propono.[1] En Hane har disse Egenskaber, hvorved

den kiendes fra andre Dyr: Den varer Folk ved Lyd,

naar de skal staae op; gir Timerne tilkiende; bryster sig

af sin Stemme; fører Takker udi Hovedet. I har samme

Egenskaber. Ergo er I en Hane. Refuteer mig det

Argument.

Per græder igien.

Jesper. Kand ikke Degnen binde Munden til paa

jer, saa kand jeg.

Montanus. Lad høre jere Argumenter da.

Jesper. Først finder jeg i min Samvittighed, at jer

Mening er falsk.

Montanus. Efter en Fogeds Samvittighed kand man

ikke fælde Dom i alle Sager.

Jesper. 2.) Siger jeg, at alt hvad I har talt, er

lutter Løgn.

Montanus. Beviis det.

[1] Refuteer da denne Syllogismum, qvem tibi propono] gjendriv da

denne fornuftslutning, som jeg fremsætter for dig.

Jesper. 3.) Er jeg en brav Mand, hvis Ord har

altiid staaet til Troende.

Montanus. Med all den Snak lar man sig ikke

nøye.

Jesper. 4.) Siger jeg, at I har talt som en

Carnali, og at Tungen burde skiæres af jer Mund.

Montanus. Endnu hører jeg intet Beviis.

Jesper. Og endelig for det femte vil jeg til

Overflod bevise jer over, enten I vil i Kaarde eller tørre

Hugg.

Montanus. Ney jeg er en Tiener af begge Dele;

men saalænge I vil kun disputere med Munden, skal I

finde, at jeg kand forsvare ikke alleene de Ting, jeg har

sagt, men ogsaa andet. Kom an, Hr. Foged! jeg vil

bevise af den sunde Logica, at I er en Tyr.

Jesper. I skal bevise Fanden.

Montanus. Vil I kun have Taalmodighed at høre

mit Argument ...

Jesper. Kom, Per! lad os gaae.

Montanus. Saaledes beviser jeg det: Qvicunqve ...[1]

Jesper skriger og holder for hans Mund.

Montanus. Har I ikke Lyst til at høre mit Beviis,

denne Gang, saa kand I møde mig en anden Gang, paa

hvilket Sted I behager.

Jesper. Jeg er for god at have Omgiængelse med

saadan Sværmer.

Jesper og Per gaaer ud.

Montanus. Med disse Folk kand jeg disputere med

Koldsindighed, hvorvel de siger mig haarde Ord. Jeg

blir ikke hidsig, med mindre jeg disputerer med Folk

[1] Qvicunqve ...] enhver, som ...

som bilder sig ind at forstaae Methodum disputandi[1] og

være ligesaa stærke i Philosophien som jeg. Derfor var

jeg 10 Gange saa ivrig, da jeg disputerede mod den

Student i Dag; thi han havde dog noget Skin af Lærdom.

Men der kommer mine Forældre.

Scen. 3.

Jeppe. Nille. Montanus.

Jeppe. Ach min kiære Søn! tag ikke saa afsted,

og leg dig ikke ud med alle Folk. Ridefogden og

Degnen, som efter vor Begiæring toge sig paa at slutte Fred

imellem dig og din Svigerfar, fornemmer jeg, er bleven

giort Spot af. Hvad duer saadant til, at giøre got Folk

til Tyre og Haner?

Montanus. Derfor har jeg studeret, derfor har jeg

lagt mit Hoved i Blød, at jeg kand sige hvad jeg vil, og

forsvare det.

Jeppe. Mig synes, det var bedre aldrig at have

studeret paa den Maade.

Montanus. Holdt jer Mund, gamle Mand!

Jeppe. Du vil vel ikke slaae dine Forældre?

Montanus. Om jeg giorde det, vilde jeg og forsvare

det for hele Verden.

De gaae grædende ud.

Scen. 4.

Montanus. Jacob.

Montanus. Jeg staaer ikke fra mine Meninger, om

de blev gall tilsammen. Men hvad vil du, Jacob?

[1] Methodum disputandi] disputationsreglerne.

Jacob. Jeg har et Brev til Monsøren.

Montanus tar og læser Brevet. Jacob gaaer ud.

Montanus.

Min allerkiæreste Ven!

Jeg havde aldrig kunnet bilde mig ind, at du saa

let skulde forlade den, som udi saa mange Aar har

baaret saadan bestandig og uforfalsket Kiærlighed til dig.

Jeg kand sige dig det for vist, at min Far er saa

forpikket mod den Mening, at Jorden er rund, og holder det

for saa stor Troes-Artikel, at han aldrig gir mig bort til

dig, med mindre du bifalder hans og andre got Folkes

Troe her i Byen. Hvad kand det nytte dig, enten

Jorden er lang, rund, ottekantet eller firekantet? Jeg beder

dig for all den Kiærlighed, jeg har baaret til dig, at du

beqvemmer dig til den Troe, som vi saa lang Tiid har

befundet os saa vel efter her paa Bierget; hvis du ikke

føyer mig herudi, da vær vis paa, at jeg gremmer mig

til Døde, og at hele Verden vil have Afskye for dig, som

har været Aarsag til dens Død, der har elsket dig som

sin egen Siæl.

Elisabeth Jeronimus Datter.

Med egen Haand.

Ach Himmel, dette Brev bevæger mig, og bringer

mig i stor Tvilraadighed, saa at jeg maa sige med Poeten:

...........Utqve securi
Saucia trabs ingens, ubi plaga novissima restat,
Qvo cadat, in dubio est, omniqve a parte timetur:
Sic animus...........[1]

[1] Utqve securi o. s. v.] ret ligesom træet, — rammet af øksernes slag,
naar der mangler alene dets dødshug, — vakler, hvorhen det vil gaa,
men frygtes til samtlige sider, — saaledes vakler det bølgende sind.

Paa den ene Side staaer Philosophien, som byder mig

holde Stand; paa den anden Side min Kiæreste, der

bebreyder mig min Koldsindighed og Utroeskab. Men skulde

Erasmus Montanus af nogen Ting lade sig bevæge at

staae fra sin Mening, som hidindtil har været hans

Hoved-Dyd? Ney vist ingenlunde. Dog her er jo Nød, som

bryder alle Love. Hvis jeg herudi ikke beqvemmer mig,

saa giør jeg mig selv og min Kiæreste u-lykkelig; hun

gremmer sig ihiel af Sorg, og all Verden vil hade mig

og bebreyde mig min Utroeskab. Skulde jeg forlade den,

der udi mange Aar har baaret en saadan oprigtig

Kiærlighed til mig? Skulde jeg være Aarsag til hendes Død?

Ney det kand ikke skee. Dog betænk dig, hvad du giør,

Erasme Montane, Musarum & Apollinis pulle![1] Her

har du Leylighed at lade see, at du est en ret

Philosophus; jo større Faren er, jo større Laurbær-Krantze

erhverver du inter Philosophos[2]. Tænk hvad dine

Commilitones vil sige, naar de faaer saadant at høre: Det er

ikke den Erasmus Montanus meer, der hidindtil har

forsvaret sin Mening til yderste Blods-Draaber. Om gemene

og u-lærde Folk bebreyder mig Utroeskab mod min

Kiæreste, saa vil Philosophi derimod løfte mig op til Skyerne,

just det, som beskiemmer mig hos hine, kroner mig med

Ære hos disse. Jeg maa derfor staae imod denne Fristelse.

Jeg staaer imod den. Jeg overvinder den. Jeg har alt

overvundet den. Jorden er rund. Iacta est alea.[3] Dixi.[4]

Raaber paa Jacob. Jacob! det Brev, som du leverede mig

fra min Kiæreste, har intet virket hos mig. Jeg blir ved

[1] Musarum et Apollinis pulle!] Musernes og Apollos kjæledægge!

[2] inter Philosophos] mellem filosoferne.

[3] Iacta est alea] terningen er kastet.

[4] Dixi] jeg har talt.

hvad jeg har sagt, Jorden er rund, og den skal aldrig

blive flak, saalænge mit Hoved er oppe.

Jacob. Jeg holder ogsaa for, at Jorden er rund;

men om een gav mig en Kommenskringle for at sige, at

den er lang, sagde jeg, den var lang, thi det kan skille

mig ligemeget.

Montanus. Det kand være dig anstændigt, men ikke

en Philosopho, hvis Hoved-Dyd er at forsvare til det

yderste det, han engang har sagt. Jeg vil offentlig disputere

derom her i Byen og fordre ud alle, som har studeret.

Jacob. Men maatte jeg spørge Monsør om en Ting:

Om I vinder i Disputatzen, hvad vil da følge deraf?

Montanus. Der følger saa meget deraf, at jeg har

den Ære at vinde og passere for en lærd Mand.

Jacob. Maansør vil sige en snaksom Mand; thi at

Viisdom og Snaksomhed er ikke den samme Ting, har

jeg merket af Folk her i Byen. Rasmus Hansen, som

altiid fører Ordet, og som ingen kand staae imod udi

Munden, holdes af andre kun at have got jevn Gaase-Forstand.

Sognefogden Niels Christensen derimod, som

taler lidt, og giver sig altiid tabt, holdes for at kunde

forstaae en Herredsfogeds Embede.

Montanus. Ney hør mig engang til den Slyngel,

han vil min Troe raisonere med.

Jacob. Maansør maa ikke tage det ilde op; jeg

taler kun efter min eenfoldige Forstand, og spør kun for

at lære. Jeg vilde gierne vide, at naar Maansøren vinder

Disputationen, om Per Degn da strax blir forvandlet til

en Hane?

Montanus. Hvilken Snak! han blir derfor den samme,

som han var.

Jacob. Ey, saa taber jo Monsør da.

Montanus. Jeg vil ikke indlade mig i Disput med

en Bondeslyngel, som du est. Hvis du forstod Latin, saa

skulde jeg strax fornøye dig; jeg er ikke øvet i at

disputere paa Dansk.

Jacob. Det er at sige, Monsøren er bleven saa lærd,

at han ikke meer kand forklare sin Mening paa sit

Moers-Maal.

Montanus. Holdt din Mund, audacissime Iuvenis![1]

Hvorfore skulde jeg gjøre mig Umage at forklare min

Mening for grove og gemene Folk, som ikke engang veed

hvad universalia entia rationis og formae substantiales[2]

er, langt mindre andet? Det er jo absurdissimum[3] at

vilde præke for den Blinde om Farvene. Vulgus

indoctum est monstrum horrendum informe, cui lumen

ademptum.[4] Der var en Mand for nyelig, som dog var

10 Gange lærdere end du, der vilde disputere med mig;

men da jeg fornam, at han ikke vidste hvad qvidditas[5]

var, slog jeg ham det reent af.

Jacob. Hvad vil det ellers sige, qvidditas? Var

det ey saa?

Montanus. Det veed jeg nok, hvad det vil sige.

Jacob. Maansør veed det kandskee selv, men kand

ikke forklare det for andre. Da er det Lille, jeg forstaaer,

saadant, som alle Mennesker kand begribe, naar jeg siger

dem det.

Montanus. Ja du est en lærd Karl, Jacob! Hvad

veedst du?

[1] Audacissime Iuvenis!] dumdristige yngling.

[2] universalia entia o. s. v.] almene begreber og væsentlige former.

[3] absurdissimum] høist taabeligt.

[4] Vulgus indoctum o. s. v.] den uoplyste masse er et

skrækkeligt vanskabt uhyre, hvem synet er berøvet.

[5] qvidditas] væsenhed (egl. »hvadhed«).

Jacob. Men om jeg kunde bevise, at jeg var lærdere,

end Monsøren er?

Montanus. Det gad jeg gierne hørt.

Jacob. Den, som studerer paa de vigtigste Ting,

mener jeg, har den grundigste Lærdom.

Montanus. Ja det er ret nok.

Jacob. Jeg studerer paa Avling og Jordens Dyrkning,

derfor er jeg lærdere, end Maansøren er.

Montanus. Saa holder du groft Bonde-Arbeyd for

det Vigtigste?

Jacob. Jeg veed ikke; men det veed jeg, at om vi

Bønder vilde ogsaa tage en Pen eller et Stykke Kride i

Haanden og maale, hvor langt der er til Maanen, da vilde

I Høylærde snart faae en U-lykke i jere Maver. I Lærde

drive Tiden bort med at despetere, om Verden er rund,

4rekantet eller ottekantet; og vi studerer paa at holde

Jorden vedlige. Seer Monsør nu da, at vor Studeren er

nyttigere og vigtigere end jeres, og derfor at Niels

Christensen er den lærdeste Mand her i Byen, eftersom han

har forbedret sin Jord saaledes, at en Tønde Hartkorn

deraf er 30 Rixdaler bedre end i hans Formands Tiid,

som sad hele Dagen med en Pibe Tobak i Munden, besmurte

og krøllede Doct. Arent Hvitfelds Krønike eller

Postill.

Montanus. Ach jeg døer; det er Fanden skinbarlig,

som taler. Jeg har aldrig tænkt min Livstiid, at der

kunde ligge slige Ord i en Bondedrengs Mund; thi

hvorvel alt det, du har talt, er falskt og ugudeligt, saa er det

dog en ugemeen Tale for een af din Stand. Siig mig

fort, af hvem du har lært saadan Snak!

Jacob. Jeg har ikke studeret, Monsør! men Folk

siger, at jeg har got Hoved. Landsdommeren kommer

aldrig her hid til Byen, han har jo strax Bud efter mig.

Han har sagt 100 Gange til mine Forældre, at de burte

at holde mig til Bogen, og at der kunde blive noget

Stort af mig. Naar jeg intet har at bestille, gaaer jeg og

speculerer. Forgangen giorde jeg et Vers over Morten

Nielsen, som drak sig ihiel.

Montanus. Lad mig høre det Vers.

Jacob. I maa da vide det først, at samme Mortens

Far og Far-Far vare begge Fiskere, og druknede paa

Vandet. Verset var saadan:

Her under Morten Nielsen staaer,
Som for at træde sin Forfædres Fodspor,
Der døde paa Vandet som Fiskere,
Sig udi Brændeviin druknede.
De Vers maatte jeg læse for Landsdommeren forgangen

Dag, som lod dem skrive, og gav mig 2 Mark derfor.

Montanus. Verset, skiønt det er formaliter[1] meget

slet, saa er det materialier[2] ypperligt. Prosodien[3], som

er det Fornemmeste, fattes.

Jacob. Hvad vil det sige?

Montanus. Somme Linier har ikke Pedes[4] nok eller

Fødder at gaae paa.

Jacob. Fødder; det har min Troe paa nogle Dage

løbet hele Landet over.

Montanus. Jeg merker, at du har et forslaget

Hoved; jeg vilde ønske, at du havde studeret, og forstod

din Philosophiam instrumentalem[5], saa skulde du

respondere under mig. Kom, lad os gaae.

[1] Formaliter] fra formens side.

[2] materialiter] fra indholdets side.

[3] Prosodie] læren om stavelsernes rette betoning.

[4] Pedes] versfødder.

[5] Philosophia instrumentalis] kaldtes logiken, forsaavidt den betragtedes som et hjælpemiddel for de øvrige videnskaber.