### Første akt

Henrik Ibsen Peer Gynt Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel.) , 1867 ( s. 1 – 47 ). ◄ Personerne Anden Handling ► Første Handling book Peer Gynt Henrik Ibsen Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel.) 1867 Kjøbenhavn Første Handling 1-47 (En Lid med Lövtrær nær Aases Gaard. En elv fosser nedover. Et gammelt Kværnehus paa den anden Side. Hed Sommerdag.) ( Peer Gynt , en stærkbygget tyveaars Gut, kommer nedover Gangstien. Aase , Moderen, liden og fin, fölger efter. Hun er vred og skjælder.) Aase . Peer du lyver! Peer Gynt . Nei, jeg gjør ej! Aase . Naa, saa band paa, det er sandt! Peer Gynt . Hvorfor bande? Aase . Tvi; du tør ej! Alt ihob er Tøv og Tant! Peer Gynt . Det er sandt — hvert evigt Ord! Aase . (foran ham). Og du skjæms ej for din Moer? Først saa render du tillfjelds maanedsvis i travle Aannen, for at vejde Ren på Faannen, kommer hjem med reven Pels, uden Byrse, uden Vildt; — og tilslut med aabne Øjne mener du at faa meg bildt ind de værste Skytterløgne! — Naa, hvor traf du saa den Bukken? Peer Gynt . Vest ved Gjendin. Aase . (ler spotsk). Rigtig, ja! Peer Gynt . Hvasse Vinden bar ifra; bak et Oreholdt forstukken han i Skaresneen grov efter Lav — Aase . (som før). Ja rigtig, ja! Peer Gynt . Pusten holdt jeg, stod og lytted, hørte Knirken af hans Hov, saa av ene Hornet Grenene. Derpaa varsomt mellem Stenene frem paa Bugen jeg meg flytted. Gjemt i Røsen opp jeg glytted; — slig en Bukk, saa blank og fed, skulde du vel aldrig set! Aase . Nej, bevares vel! Peer Gynt . Det smaldt! Bukken stupte bums i Bakken. Men i samme Stund, han faldt, sad jeg skrævs paa Bukkeryggen, greb ham i det venstre Øre, vilde netopp Kniven kjøre bagom Skolten ind i Bakken; — hej! da skreg han vildt, den Styggen, stod med et paa alle fire, slog mig med et Agterkast ud av Næven Kniv og Slire, skrued mig om Lænden fast, stemte Hornene mod Læggen, klemte mig, som i en Tang; — dermed satte han paa Sprang bent fremover Gjendin-Eggen! Aase . (uvilkaarligt). Jesu navn da —! Peer Gynt . Har du sett den Gjendin-Eggen nogen Gang? Den er halve Milen lang, hvass bortefter, som en Ljaa. Udfor Bræer, Skred og Lider, rakt nedover Urder graa, kan en se till begge Sider lukt i Vandene, som blunder svarte, tunge, mer enn tretten- hundred Alen nedenunder. — Langsmed Eggen han og jeg skar os gjennem Vejret Vej. Aldrig red jeg slig en Fole! Midt imod, der vi foer fram, var det som der gnistred Sole. Brune Ørnerygge svam i det vide svimle Slug midtvejs mellem os og Vandene, — sakked agterud, som Fnug. Isflak brast og brød mod Strandene; men der var ej Døn at høre; bare Hvirvlens Vætter sprang, som i Dans; — de sang, de svang sig i Ring for Syn og Øre! Aase (svimmel). Aa, Gud trøste mig! Peer Gynt . Med et, paa en raadløs braabratt Plett, foer ivejret Rype-Steggen, flaksed kakklende, forskræmt, fra den Knart, hvor han sad gjemt, klods for Bukkens Fod paa Eggen, Bukken gjorde halt omkring, satte med et Himmelspring udfor Dybet med oss begge! (Aase vakler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved.) Bag oss Bergets svarte Vægge, under oss en bundløst Slug! Først vi kløvte Lag av Taager, kløvte saa en Flok av Maager, som igjennem Luften vigende fløj till alle Kanter skrikende. Nedad, uden Stands, foer Toget. Men i Dybet glittred noget hvidlet, som en Rensdyrsbug. – Moer, det var vort eget Billed, som igjennem Fjellsjø-Stillet opp mod Vandets Skorpe piled i den samme vilde Fart, som i den vi nedad kiled. Aase (gisper efter Vejret.) Peer! Gud fri meg –! Si det snart –! Peer Gynt Bukk fra luften, Bukk fra Bunden, stangedes i samme Stunden saa at Skummet om oss klasked. Ja, der laa vi nu og plasked. – Langt om lenge, du, vi nådde nordre landet på en måte; bukken svam, og jeg hang bak ham; – jeg for hjem – ÅSE Men bukken, du? PEER GYNT Å, han går der vel ennå; – (knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:) kan du finne ham, så ta ham! ÅSE Og du har ei knekket nakken? Ikke begge lår engang? Ikke ryggbenet brutt? O, Vårherre, – prisen, takk, skyldes deg, som hjalp min gutt! – Buksen har dog fått en revne; men det er knapt ved at nevne, når en minds, hvad meget værre kunne hende i slik et sprang! (stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:) O, din fandens reglesmed; kors og kors, hvor du kan lyve! Remsen, som du kommer med, minds jeg nu at jeg har kjennt som en jente på de tyve. Gulbrand Glesne er det hent, – ikke deg, du! PEER GYNT Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende. ÅSE Ja, en løgn kan endevendes, stadses op med brask og bram, klædes i en nygjordt ham, så dens magre skrot ej kendes. Det er det, som du har gjort, lagt alt så vildt og stort, uglet ut med ørnerygge og med alt det andet stygge, løyet ligt og uligt væk, skrønet ind slig måløs skræk, at en kendes ej ved tilsidst, hvad en længst har hørt og vidst! PEER GYNT Hvis en anden snakked slig, skulde helseløs jeg slå ham! ÅSE (grædende) Å, Gud give jeg lå lig; gid jeg sov i svarte jorden! Bøn og gråd ej binder på ham. – Peer, du er og blir forloren! PEER GYNT Kære, vakkre, lille moer, du har ret i hvert et ord; – vær så blid og glad – ÅSE Ti stille! Kan jeg glædes, om jeg vilde, jeg, som har sligt svin til søn? Må det ikke bittert krænke meg, en stakkars magtløs enke, stødt at fange skam for løn? (græder igjen) Hvad har slægten nu tilbage fra din farfars velmagtsdage? Hvor er skæpperne med mynt efter gamle Rasmus Gynt? Faer din gav dem fødder, han, – ødte dem så glat som sand, købte jord i alle sogne, kjørte med forgyldte vogne –, Hvor er det, som gik tilspilde ved det store vintergilde, da hver gæst lod glas og flaske bag sin ryg mod væggen klaske? PEER GYNT Hvor er sneen fra ifjor? ÅSE Du skal tie for din moer! Se tilgårds! Hvert andet rude – hul er fyldt med gamle klude. Hægn og skigard ligger nede, fæet står for vejr og væde, eng og aker ligger brak, hver en måned blir jeg pantet – PEER GYNT Ti så med den kærringsnak! Ofte nok har lykken skrantet, og så kom den højst påfode! ÅSE Der er saltrød, hvor den grode. Kors, men du er storkarl, du, – lige kaut og kry endnu, lige knøv, som dengang presten, der jan kom fra Kjøbenhavn, spurgte deg som døbenavn, bandt på at sligt et nemme sakned magen prins derhjemme, så at faer din gav han hesten med en slæde tol, som tak for den vennesæle snak, – Hå; ja da var alting gildt! Provst, kaptejn og hele resten hang der dagstødt, åd og drak, fyldte seg, så fast ed sprak. Men i nød skal kendes næsten. Her blev folketomt og stilt samme dag da 'Jon med skæppen' tog ivej med kramkarl-skræppen. (tørker øynene med forkledet) Ak, du er dog stærk og stor, skulde stå som stav og støtte for din gamle skrale moer, – skulde gårdens gerning skøtte, værge slumpen af din arv; – (græder påny) å, Gud hjælpe med for nytte jeg har havet af dig, din skarv! Hjemme ligger du i gruen, roder rundt i kul og emmer; mellom bygdens folk du skræmmer jentene fra gildestuen, – gør mig spe på alle kanter, slås med sognets værste fanter – PEER GYNT Lad mig være. ÅSE (følger efter) Kan du nægte du var fremste mand i laget i det store basketaget, som for nylig stod på Lunde, der I slogs som olme hunde? Var det ikke dig, som knækte armen på han Aslak smed, – eller idetmindste brækte ene fingeren hans af led? PEER GYNT Hvem har fyldt dig med slig præk? ÅSE (hidsig) Husmanskonen hørte hylene! PEER GYNT Ja, det var meg, som skreg ÅSE Dig? PEER GYNT Ja, moer, – for jeg fikk pryglene. ÅSE Hva for någet? PEER GYNT Han er spræk ÅSE Hvem er spræk PEER GYNT Han, Aslak, ved jeg. ÅSE Tvi – og tvi; nu må jeg spytte! Slig en slarvet fyldebøtte, slig en rangler, slig en dranket drammesluger har dig banket? (gråter igjen) Mangen skam og skændsel led jeg; men at dette skulde ske, det var dog den værste spe. Lad ham være nok så spræk; – skal du derfor være vek? PEER GYNT Om jeg hamrer eller hamres, – ligefuldt så skal der jamres. (ler) Trøst dig, moer – ÅSE Hvad? Har du løjet nu igjen? PEER GYNT Ja, denne gang. Tør så gråden pent af øjet; – (knytter den venstre hånd) se, – med denne knibetang holdt jeg hele smeden bøjet; højre næven var min slægge – ÅSE O, din slagsbror! Du vil lægge mig i graven med din færd! PEER GYNT Nei da; du er bedre værd; tyve tusend gange bedre! Lille, stygge, snille moer, du kan lide på mit ord, hele bygden skal dig hædre, bare vent til jeg får gjort noget – noget rigtigt stort! ÅSE (blæser) Du! PEER GYNT Hvem ved, hvad en kan møde! ÅSE Gid du bare blev så klog, at du engang kunde bøde flængen i din egen brog! PEER GYNT (hidsig) Jeg skal blive konge, kejser! ÅSE Å. Gud trøste mig, nu rejser sidste resten av hans vid! PEER GYNT Jo, jeg sal! Giv bare tid! ÅSE Ja, giv tid, så blir du prins, siges der, om ret jeg minds! PEER GYNT Du skal se, moer! ÅSE Hold din mund! Du er gal i bunde og grund, – Nå, det er forresten sandt, – noget var derblevet af dig, hvis du ikke dagstødt gav dig af med løgn og tøv og tant. Hægstadjenten var dig god. Let du havde vundet spillet, hvis du rigtig havde villet – PEER GYNT Tror du? ÅSE Gamlen har ej kræfter til at stå sit barn imod. Han er stivsindt på en måde; men til slut får Ingrid råde, og hvor hun går, fod for fod stavrer knarken arrig efter (begyner igen at græde) Ak min Peer; en grundrig jente, – odelsjente! Tænk dig til; – hvis du bare havde villet, stod du nu som brudgom gild, – du, som går her svart og fillet! PEER GYNT Kom, så vil vi ja-ord hente! ÅSE Hvor? PEER GYNT På Hægstad! ÅSE Stakkars dig; Den er stængt, den friervej! PEER GYNT Hvorfor det? ÅSE Akk, jeg må sukke! Spildt er stunden, spildt er heldet – PEER GYNT Nå? ÅSE (hulkende) Mens du i vesterfjeldet gennem luften red på bukke, har Mads Moen fæstet jenten! PEER GYNT Hvad? Den kvindfolk-skræmsel! Han! ÅSE Ja, hun taer ham nu til mand. PEER GYNT Vent mig her, til jeg får spændt en hest for kærren – (vil gå) ÅSE Spar sligt spræl. Bryllupet skal stå imorgen – PEER GYNT Pyt; jeg kommer jo i kveld ÅSE Tvi dig; vil du øge sorgen med et læs af hvermands spot? PEER GYNT Trøst dig. Alting skal gå godt. (skriger og ler på en gang) Hejsan, moer! Vi sparer kærren; det taer tid at hente mærre. (løfter hende ivejret) ÅSE Slip mig! PEER GYNT Nej, på mine arme bær jeg dig til bryllupsgården! (vader ut i eleven) ÅSE Hjælp! Vorherre sig forbarme! Peer! Vi drukner – PEER GYNT Jeg er båren! til en gildere død – ÅSE Javisst; du blir sagtens hængt tilsidst! (rusker ham i håret) O. dir ubæst! PEER GYNT Hold nu fred; her er glat og slim på bunden. ÅSE Asen! PEER GYNT Ja brug bare munden; det gør ingen mand fortred. Så; nu skår det atter op – ÅSE Slip ej taget! PEER GYNT Hejsan, hop! Vi skal lege Peer og bukken; – (galloperende) Jeg er bukken, du er Peer! ÅSE Å, jeg ved ej af mig mer! PEER GYNT Ser du; nu er evjen rukken; – (vader iland) giv så bukken pent et kys; det får være tak for skyds – ÅSE (slår ham på øret) Der er tak for skydsen! PEER GYNT Au! Den betaling var for snaud! ÅSE Slip mig! PEER GYNT Først til bryllupsgården. Vær min talsmand. Du er klog; snak med ham, den gamle dåren; sig Mads Moen er et drog – ÅSE Slip! PEER GYNT Og sig ham så tilslut, hvad Per Gynt er for en gut. ÅSE Ja, det kan du bande på! Du skal vakkert skudsmål få. Skildres skal du for og agter; alle dine fandens fagter skal jeg nævne grejdt og grant – PEER GYNT Så? ÅSE (sparker i arrighed) Jeg skal ej stagge munden, fød den gamle hidser hunden på dig, som var en fant! Peer Gynt Hm; så får jeg gå alene. AASE Ja, men jeg skal komme efter! Peer Gynt Snille moer, du har ej kræfter – ÅSE Ikke det? Jeg er så sindt, at jeg kunde knuse stene! Hu, jeg kunde æde flint! Slip mig! PEER GYNT Ja, ifald du lover – ÅSE Intet! Jeg vil med der over. De skal vide, hvem du er! PEER GYNT Nej, du får nok vente her. ÅSE Aldri! Jeg vil med i laget PEER GYNT Får ej lov. ÅSE Hvad vil du gjøre? PEER GYNT Sette dig på kværnetaget (sætter hende derop. Åse skriger) ÅSE Løft mig ned! PEER GYNT Ja vil du hø -? ÅSE Sludder! PEER GYNT Snille moer, jeg beer – ÅSE (kaster en græstørv efter ham) Løft mig ned på timen, Peer! PEER GYNT Turde jeg, så visst jeg vilde. (nærmere) Husk nu på at sidde stille. Ikke spark og spænd med benene; ikke riv og rusk i stenene, – eller kan det gå dig ilde; du kan dratte ned. ÅSE Dit bæst! PEER GYNT Ikke spræl! ÅSE Gid du var blæst som en bytting ut af verden! PEER GYNT Fy da, moer! ÅSE Tvi PEER GYNT Giv mig heller din velsignelse til færden. Vil du? Hvad? ÅSE Jeg vil dig dænge, om du end er nok så stor! PEER GYNT Ja, far vel da, kære moer! Hav nu tål; jeg blir ej længe. (går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger) Husk så på du ikke spræller! (går) ÅSE Peer! – Gid hjælpe mig, nu går han! Bukkesprænger! Løgnhals! Hej, vil du høre! – Nej, der skrår han over jordet -! (skrigende) Hjælp! Jeg svimler! (To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen) FØRSTE KÆRRING Kors; hvem skriger? ÅSE Der er mig! ANDRE KÆRRING Åse! Se, – så høyt på strå? ÅSE Dette her vil lidt forslå; – snart Gud bedre mig, jeg himler! FØRSTE KÆRRING Signe rejsen! ÅSE Hent en stige; jeg vil ned! Den fandens Peer – ANDRE KÆRRING Sønnen jers? ÅSE Nu kan I sige, I har set, hvor han sig ter. FØRSTE KÆRRING Vi skal vidne. ÅSE Hjælp mig bare; jeg vil bent til Hægstad fare – ANDEN KÆRRING Er han der? FØRSTE KÆRRING Så blir I hævnet; smeden kommer og til stævnet. ÅSE (vrider hænderene) Å, Gud trøste mig for gutten; de tar livet hans til slutten! FØRSTE KÆRRING Ak, den lod er tidtnok drøftet; trøst jer med, det er så laget! ANDEN KÆRRING Hun er rent fra sans og vid. (råber opover) Ejvind, Anders! Hej, kom hid! EN MANDSSTEMME Hvad er fat? ANDEN KÆRRING Peer Gynt har løftet moer sin op på kværnetaget! (En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.) PEER GYNT Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme. (stiger halvt over; så betænker han sig) Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme? (skygger for øjnene og ser bortover) Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. – Hm, det er kanske rettest jeg vender. (trækker atter benet til sig.) Stødt så flirer de bag ens ryg, og tisker, så det tvers igennem en brænder. (går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet) Den som havde noget stærkt at drikke. Eller den, som kunde gå uformærkt. – Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt var bedst, for så bider latteren ikke. (ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.) EN MAND (i samtalen) Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk. EN KONE Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog. (Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.) PEER GYNT (sagte) Å, lad dem snakke! De kan da vel ikke livet av mig rakke. (kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.) For en underlig sky. Den ligner en hest. Der er mand på med, – og sadel – og grime. – Bagefter rider en kærringpå en lime. (ler småt ved sig selv.) Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst; hejda, Peer! – (lidt efter lidt lukker han øjnene.) Ja, nu er hun bange. – Peer gynt rider først, og der følger ham mange. – Hesten har sølvtop og guldsko fire. Selv har han handsker og sabel og slire. Kåben er sid og med silke foret. Gilde er de, som ham følger i sporet. Ingen dog sidder så stout på folen. Ingen dog glittrer som han imod solen. – Neder står folk i klynger langs gærdet, løfter på hatten og glaner ivejret. Kvinderne nejer sig. Alle kan kende kejser Peer Gynt og hans tusende svende. Tolvskillingsstykker og blanke marker ned han som småsten på vejen sparker. Rige som grever blir alle i bygden. Peer Gynt rider tvers over havet i højden. Engellands prins står på stranden og venter. Det samme gør alle Engellands jenter. Engellands stormænd og Engellands kejser, der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser. Kejseren letter på kronen og siger – ASLAK SMED (til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet). Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin -! PEER GYNT (farer halvt ivejret) Hvad, kejser -! SMEDEN (læner sig til gærdet og smågriner) Rejs på dig, gutten min! PEER GYNT Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du? SMEDEN (til de andre) Lunde-sviren hænger nok i ham endu. PEER GYNT (springer op) Gå med det gode. SMEDEN Jeg skal så, ja. Men karl, hvor kommer de sidst ifra? Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad! PEER GYNT Jeg har gjort underlige gerninger, smed! SMEDEN Lad os høre, Peer! (blinker til de andre) PEER GYNT Kommer ingen ved. SMEDEN (lidt efter) Du skal vel til Hægstad? PEER GYNT Nej. SMEDEN En tid de sagde, jenten derborte var dig blid. PEER GYNT Du svarte kortp -! SMEDEN (viger lidt) Ikek harm dig, Peer! Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler – ; tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds; der kommer både ung-lam og enker tilårs – PEER GYNT Til helved -! SMEDEN Du finder nok en som vil ha'e dig. – God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. – (de går under latter og hvisken) PEER GYNT (ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om) For mig kan Hægstad-jenten sig gifte med hvem hun vil. Jeg er lige sæl! (ser nedover sig) Brogen revnet. Fillet og fæl. – Den, som havde noget nyt at skifte. (stamper i bakken) Kunde jeg med et slagtertag rive dem ringeagten ud af bringen! (ser sig plutslig om) Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? Hm, jeg syntes så visst –. Nej, det var nok ingen. – Jeg vil hjem til moer. (gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården) De spiller til dans! (stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene) For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands! Å, piskende død, – jeg må med i laget! – Men moer, som sidder på kværnetaget – (Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler) Hejsan, hvor hallingen går over tråkken! Ja, han Guttorm med felen er glup! Det låter og sprætter, som fos i et stup. Og så hele den glittrende jenteflokken! – Ja piskande død må jeg med i laget! (sætter med et spring over gærdet og nedover vejen) (Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.) EN KONE (tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke) Bruden? Å, ja visst græder hun lidt; men det skal en aldri ændse. KØGMESTEREN (i en anden flok) Nu får I, godtfolk, på dunken lænse. EN MAND Tak, som byder; men du skænker for tidt. EN GUT (til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden) Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene! JENTEN Stryg, så det ljomer udover engene. JENTER (i ring om en gut, som danser) Gjildt kast var det! EN JENTE Han er spenstig i læggen! GUTTEN (dansende) Her her højt til loftet og vidt til væggen! BRUDGOMMEN (smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen) Hun vil ikke, faer; hun er så kaut! FADEREN Hvad vil hun ikke?! BRUDGOMMEN Hun har stængt sig inde. FADEREN Nå, så se du kan nøglen finde! BRUDGOMMEN Jeg ved ikke vejen! FADEREN Du er et naut! (vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet) EN GUT (fra bagsiden af huset) Jenter! Nu kommer der liv i tingen! Peer Gynt er på gården! SMEDEN (der nys er trådt til) Hvem har bedt ham? KØGENMESTEREN Ingen. SMEDEN (til de andre) Nej; vi lader, som vi aldri så ham. PEER GYNT (kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene) Hvem er den sprækeste jente i ringen? EN ENKELT (til hvem han nærmer sig) Ikke jeg. EN ANDEN (ligeså) Ikke jeg. EN TREDJE Ja, jeg ikke heller. PEER GYNT (til den fjerde) Så kom da du, før en bedre sig melder JENTEN (vender sig) Har ikke tid. PEER GYNT (til en femte) Så du! JENTEN (idet hun går) Jeg skal hjem. PEER GYNT I kveld? Er du rent fra sans og samling? SMEDEN (lidt efter, halvhøjt) Peer; der går hun til dans med en gamling. PEER GYNT (vender sig raskt til en ældre mand) Hvor er de ledige, du? MANDEN Find dem frem. (går fra ham) (Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.) Hvem har bedt ham? PEER GYNT (sagte) Øjekast; sylhvasse tanker og smil. Det gnisler, som sagbladet under en fil! (han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.) END MAND (til en anden i nærheden af Peer Gynt) Se indflytterfolket. DEN ANDEN De vesterfra? FØRSTE Ja, de fra Hedalen. ANDEN Rigtig, ja! PEER GYNT (træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden) Får jeg danse med datteren din? MANDEN (stille) Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset. (de går ind) KØGEMESTEREN (til Peer Gynt, idet han byder drikke) Er du kommen, skal du vel stikke på kruset? PEER GYNT (ser ufravendt efter de gående) Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst. (Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler) Hvor lys! Nej, skulde du set en slig! Skotted ned på skoen og det hvide sprede –! Og så holdt hun i moderems skørteflig, og bar en samlebog svøbt i et klæde -! Jeg må se på den jenten. (vil ind i stuen) EN GUT (kommer med flere derfra) Peer, går du alt fra dansen? PEER GYNT Nej. GUTTEN Men så stævner du galt! (tager ham i akslen for at vende ham.) PEER GYNT Lad mig slippe forbi! GUTTEN Er du ræd for smeden PEER GYNT Jeg ræd? GUTTEN Ja, du minds vel på Lunde forleden? (Flokker ler og går ned på danseplassen) SOLVEJG (i døren) Du er visst den gutten, som vilde danse? PEER GYNT Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse? (tager henne i hånden) Kom så SOLVEJG Ikke for langt, sa'e moer! PEER GYNT Sa'e moer? Se'e moer! Er du født ifjor? SOLVEJG Du gør nar -! PEER GYNT Du er dog en unge næsten Er du voxen? SOLVEJG Jeg gik ivåres til presten. PEER GYNT Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere. SOLVEJG Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du? PEER GYNT Peer Gynt SOLVEJG (trækker hånden til sig) Å, kors da? PEER GYNT Hvad er det nu? SOLVEJG Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere. (går fra ham) BRUDGOMMEN (trekker i sin moder) Moer, hun vil ikke -! MODEREN Vil ikke? Hvad? BRUDGOMMEN Vil ikke, moer! MODEREN Hvad? BRUDGOMMEN Lette på låsen. FADEREN (sagte og arrig) Å, du var værd at bindes i båsen! MODEREN Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra'. (de går bortover) EN GUT (som kommer med en hel sværm fra dansepladsen) Lidt brændevin, Peer?. PEER GYNT Nej. GUTTEN Bare lidt? PEER GYNT (ser mørkt på ham) Har du noget? GUTTEN Det kunde nok hende (trækker en lommeflaske frem og drikker) Åh! hvor det river! – Nå? PEER GYNT Lad mig kende. (drikker) EN ANDEN Nå får du også smage på mit. PEER GYNT Nej. DEN SAMME Å, snak; vær nu ingen tåbe. Drik du, Peer! PEER GYNT Så giv mig en dråbe. (drikker igen) EN JENTE (halvsagte) Kom lad os gå. PEER GYNT Er du ræd for mig, tøs? EN TREDJE GUT Hvem er ikke ræd for dig? EN FJERDE På Lunde viste du jo hvad konster du kunde. PEER GYNT Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs! FØRSTE GUT (hviskende) Nu kommer han sig! FLERE (slår kreds on ham) Fortæl; fortæl! Hvad kan du? PEER GYNT Imorgen -! ANDRE Nej, nu ikveld! EN JENTE Kan du hekse, Peer? PEER GYNT Jeg kan mane fanden! EN MAND Det har bestemor kunnet før jeg blev født! PEER GYNT Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden. Jeg har engang manet ham ind i en nødd. Den var ormstukken, ser I! FLERE (leende) Det er grejdt at skønne! PEER GYNT Han banded og græd og vilde mig lønne med ligt og uligt – EN I FLOKKEN Men måtte derinde? PEER GYNT Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind. Hej; I skulde hørt ham surre og rumle! EN JENTE Nej tænk! PEER GYNT Det var plent som en hører en humle. JENTE Har du ham endnu i nødden? PEER GYNT Nej, nu er den djævel strøgen sin vej. Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had. EN GUT Så, du? PEER GYNT Jeg gik til smidjen og bad han vilde knække den nøddeskallen. Det lovte han; lagde den bort på pallen; men Aslak er nu så hårdhendt, han; – og stødt så skal han nu bruge slæggen – EN STEMME FRA FLOKKEN Slo han fanden ihjæl? PEER GYNT Han slog som en mand. Men fanden hyttede sig, for som en brand tvers gennem taget og kløvte væggen. FLERE Og smeden -? PEER GYNT Stod der med stegte hænder. Siden den dag var vi aldri venner. (almindelig latter) NOGLE Den ræglen er god! ANDRE Den er snart hans beste! PEER GYNT Tror I, jeg digter ihob? EN MAND Å nej, det er du fri for; jeg kender det meste fra farfar – PEER GYNT Løgn! Det er hændt med mig! MANDEN Det er jo alting. PEER GYNT (med et slæng) Hej, jeg kan ride rakt gennem luften på gilde heste! Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide. (Skoggerlatter igen) EN I FLOKKEN Peer, rid lidt i luften! MANGE Ja, kære Peer Gynt – PEER GYNT I har ikke nødig at trygle så tyndt. Jeg skal ride som et uvejr over jer alle! Hele sognet skal mig tilfode falde! EN ÆLDRE MAND Nu er han rivende gal. EN ANDEN De fæ! EN TREDJE Storskryder EN FJERDE Løgnhals PEER GYNT (truer mod dem) Ja vent, skal I se! EN MAND (halvdrukken) Ja vent; du skal få dig en børstet trøje! FLERE En mørbanket ryg! Et blåmalet øje! (Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter) BRUDGOMMEN (tæt inved ham) Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften? PEER GYNT (kort) Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar', jeg. BRUDGOMMEN Så har du vel også usynligheds-kuften? PEER GYNT Hatten, mener du? Ja, den har jeg. (vender sig fra ham. SOLVEJG går over tunet med Helga ved hånden) PEER GYNT (mod dem; det lysner i ham) Solvejg! Å, det er godt du kommer! (griber hende om håndledet) Nu skal jeg svinge dig spræk og gild! SOLVEJG Slip mig! PEER GYNT Hvorfor? SOLVEJG Du er så vild. PEER GYNT Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer. Kom så, jente; vær ikke tvær! SOLVEJG Tør ikke. PEER GYNT Hvorfor? SOLVEJG Nej, du har drukket. (går bortover med Helga) PEER GYNT Den, som havde sit knivblad stukket tvers igennem dem, – en og hver! BRUDGOMMEN (puffer ham med albuen) Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden? PEER GYNT (tankestredt) Bruden? Hvor er hun? BRUDGOMMEN På stabburet. PEER GYNT Nå. BRUDGOMMEN Å, du Peer Gynt, du får friste på! PEER GYNT Nej, du får væew min hjælp foruden. (en tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:) Ingrid på stabburet? (nærmer sig SOLVEJG) Har du betængt dig? (Solvejg vil gå; han træder ivejen) Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant. SOLVEJG (hastig) Det gør du ikke; det er ikke sandt! PEER GYNT Jo! Og så er jeg ldt på en kant; men det var på trods, for du havde krænkt mig. Kom så! SOLVEJG Tør ikke nu, om jeg vilde! PEER GYNT Hvem er du ræd for? SOLVEJG Mest for faer. PEER GYNT Faer? Ja vel; han er af de stille! Hælder han med øret? Havd? – Nå svar! SOLVEJG Hvad skal jeg svare? PEER GYNT Er faer din læser? Er ikke du og moer din med? Nå, vil du svare! SOLVEJG Lad mig gå ifred PEER GYNT Nej (dæmpet, men hvast og skræmmende) Jeg kan skabe mig om til trold! Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv. Hører du nogen, som hvæser og fræser, så må du ikke bilde dig ind det er katten. Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop; og din vesle syster, hende æder jeg op; ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; – jeg skal bide dig over lænder og ryg – (slår på engang om og beder som i angst:) Dans med mig, Solvejg! SOLVEJG (ser mørkt på ham) Nu var du styg. (går ind i stuen) BRUDGOMMEN (kommer drivende igen) Du skal få en stud, vil du hjælpe mig! PEER GYNT Kom! (De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.) KØGMESTEREN (til smeden, som er fremst i flokken) Hold fred! SMEDEN (trækker trøjen af) Nej, nu skal her æskes dom. Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes. NOGLE Ja, lad dem nappes! ANDRE Nej, bare skændes! SMEDEN Næver må til; her båder ej ord. SOLVEJGS FADER Styr dig, mand! HELGA Vil de slå ham, moer? EN GUT Lad oss heller gøgle med alle hans løgne! EN ANDEN Sparke ham af laget! EN TREDJE Spytte ham i øjne! EN FJERDE (til smeden) Stikker du op, du? SMEDEN (kaster trøjen fra sig) Øget skal slagtes! INDFLYTTERKONEN (til Solvejg) Der kan du se hvor den tomsingen agtes. ÅSE (kommer med en kæp i hånden) Er sønnen min her? Nu skal han ha'e stryg! Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham! SMEDEN (brætter skorteærmene op) Til slig en krop er påsken for myg. NOGLE Smeden vil dænge ham! ANDRE Flænge ham! SMEDEN (spytter i henderene og nikker til Åse) Hænge ham! ÅSE Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! – Åse og jeg vi har tænder og klør! – Hvor er han? (råber henover tunet) Peer! BRUDGOMMEN Å, Guds død og plage! Kom, faer og moer, og -! FADEREN Hvad er ivejen? BRUDGOMMEN Tænk, Peer Gynt -! ÅSE (skriger) Har de taget ham afdage? BRUDGOMMEN Nej, Peer Gynt -! Se, oppover hejen – MÆNGDEN Med bruden! ÅSE (lader kæppen synke) Det ubæst SMEDEN I bratteste fjeldet klyver han, jda-Gud, på gedens vis! BRUDGOMMEN (grædende) Han bær'hende, moer, som en bær'en gris! ÅSE (truer op til ham) O, gid du faldt ned og -! (skriger i angst) Træd varsomt i hældet! HÆGSTADBONDEN (kommer barhovedet og hvid af vrede) Jeg tager hans liv for det bruderov! ÅSE Å nej Gud straffe mig om I får lov!