Sult

FØRSTE STYKKE

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne
forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . .

Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks
Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i
Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af
»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra
Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement
fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.

Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om
jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i
den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til
»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også
ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god,
kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en
Føljeton.

Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede
ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb
hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund,
jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på.

Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en
Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve
og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper
om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene
nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som
en Hånd.

Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.

Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og
skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring
og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet
Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det
værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg
ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.

Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var
færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.

Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.

Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor,
blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne
støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig
mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en
Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som
en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning,
Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til
at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på
Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende
Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som
krydsed min Vej og forsvandt.

Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den
glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at
nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone
med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered
hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let
påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks
et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden
Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da
hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da
jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så
op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.

Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,
standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade,
uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade
Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige
Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.

I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig.
Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al
Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det
faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente
ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi.
Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham
om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe,
som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt
ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte
jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens
Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner
for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang
gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne;
jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg
havde fået den færdig.

Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser
foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette
skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville
tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg,
og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom
det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på,
hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften
og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette
masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte,
at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne
Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort
humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden
og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen
af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et
Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg
efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig
igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om,
tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen.

Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden.

»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden.

Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde:

»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke,
hvor trængende De kan være.«

»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en
Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.«

»Er De Håndværker?«

»Ja, jeg er Nådler.«

»Hvilket?«

»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.«

»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så
skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«

Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner
i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind
i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den
under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg
bukked og kasted Vesten på Disken.

»Halvanden Krone,« sagde Manden.

»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at
blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den,
naturligvis.«

Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et
udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en
rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens
Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen
blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden.

»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til
mig først.«

Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og
stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ,
og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig
var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at
skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for
Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed
Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag?
Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en
Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde:

»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på
Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.«

Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded
noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham
på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage.

Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han
sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt
skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel
Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne.
Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde
været mig en Glæde. Farvel.

Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde
være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor
en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte
mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen.

»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på
Disken.

»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig.

»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret.

Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone
og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en
Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde
godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg
følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang
Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel
om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden
hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg
følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at
overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre
Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed
til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage
mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer
havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i
Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen.

Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded
nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene.
Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled
et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se
noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende
foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En
Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg
ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i
Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive
Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at
fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den
filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det.
Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange
unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde
jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg
kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle
Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en
Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange
Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og
dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en
mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken,
forat hente min Blyant hos Pantelåneren.

Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi.
Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et
fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn,
jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske
blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg
berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun
klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?

Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket
gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt
Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad
ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min
Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af
en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og
fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går
hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt,
forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på
Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs
Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og
siger indtrængende:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.

»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre.

Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i
Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre
noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest
forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke,
hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de
dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet
jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle
Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig
uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt
fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder
henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik
der på Stenfliserne og dukked mig ned.

Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede
standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem
og gentager:

»De mister Deres Bog, Frøken.«

»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en
Bog, han taler om?«

Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne
Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min
lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af
en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i
Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille
ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog,
jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det
andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole
synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne.

»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen;
»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«

Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et
Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden
at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden,
henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af
Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde
sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på
Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende,
alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der
pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde
begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det
faldt mig ind, at de var Søstre.

De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg
standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var
kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik
lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg
turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt
Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn.
Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog
Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren
Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik
ind et Sted og blev borte.

Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang,
hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted
efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem
fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne
bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker
ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og
jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte
hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte
nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at
røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og
der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint
Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der
forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen
i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam
denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så
vendte jeg om og gik nedad Gaden.

Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til
Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer
urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle
mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig
således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik
videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med
Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg
meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet
hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig
koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg
tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant.

Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten
selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et
Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans
Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme
Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg
gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg
havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og
jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i
Hånden og holdt den ivejret.

Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom
helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så
ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det,
jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .

Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.

»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig.

Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling
om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den
omtale?

Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen.

Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham,
at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort
Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg
ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den
— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den
Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.

Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en
høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig,
idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.

I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig
ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i
Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg
flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked
på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks
igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det.

Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på
Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op
og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap
ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved
Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og
faldt i Tanker.

Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse
Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg
i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet
Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik
der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde
allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne
Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste
Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse
Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde
ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen,
uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige
Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter
for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres
Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid.
Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor
just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den
Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at
netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en
nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række
mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør
Hennechen.

Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de
vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde
for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned,
vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på
andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde
jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var
ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm
af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud
ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev
frem og tilbage foran Bænken.

Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde
endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig
Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var
overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de
Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig
blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og
passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik
helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg
satte mig.

Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst
uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en
Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad
om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,
var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde
mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke længer dets
Tyngde på mine Skuldre, og jeg havde en Fornemmelse af, at mine Øjne glante
altfor vidtåbent, når jeg så på nogen.

Jeg sad der på Bænken og tænkte over alt dette og blev mer og mer bitter
mod Gud for hans vedholdende Plagerier. Hvis han mente at drage mig nærmere
til sig og gøre mig bedre ved at udpine mig og lægge Modgang på Modgang i
min Vej, så tog han lidt fejl, kunde jeg forsikkre ham. Og jeg så op mod
det høje næsten grædende af Trods og sagde ham dette en Gang for alle i mit
stille Sind.

Stumper af min Børnelærdom randt mig ihu, Bibelens Stiltone sang for mine
Øren, og jeg talte ganske sagte med mig selv og lagde Hovedet spydigt på
Siden. Hvi bekymred jeg mig for, hvad jeg skulde æde, hvad jeg skulde
drikke, og hvad jeg skulde iføre den usle Maddiksæk kaldet mit jordiske
Legem? Havde ikke min himmelske Fader sørget for mig, som for Spurvene
under Himlen, og vist mig den Nåde at pege på sin ringe Tjener? Gud havde
stukket sin Finger ned i mit Nervenet og lempeligt, ganske løseligt bragt
lidt Uorden i Trådene. Og Gud havde trukket sin Finger tilbage, og der var
Trevler og fine Rodtråde på Fingeren af mine Nervers Tråde. Og der var et
åbent Hul efter hans Finger, som var Guds Finger, og Sår i min Hjærne efter
hans Fingers Veje. Men der Gud havde berørt mig med sin Hånds Finger, lod
han mig være og berørte mig ikke mer og lod mig intet ondt vederfares. Men
han lod mig gå med Fred, og han lod mig gå med det åbne Hul. Og intet ondt
vederfores mig af Gud, som er Herren i al Evighed . . . .

Stød af Musik bares af Vinden op til mig fra Studenterlunden, Klokken var
altså over to. Jeg tog mine Papirsager frem, forat forsøge at skrive noget,
i det samme faldt min Barberbog ud af Lommen. Jeg åbned den og talte
Bladene, der var seks Billetter tilbage. Gudskelov! sagde jeg uvilkårlig;
jeg kunde endnu blive barberet i nogle Uger og se lidt godt ud! Og jeg kom
straks i en bedre Sindsstemning ved denne lille Ejendom, som jeg endnu
havde tilbage; jeg glatted Billetterne omhyggeligt ud og forvared Bogen i
Lommen.

Men skrive kunde jeg ikke. Efter et Par Linjer vilde der ikke falde mig
noget ind; mine Tanker vare andre Steder, og jeg kunde ikke stramme mig op
til nogen bestemt Anstrængelse. Alle Ting indvirked på mig og distrahered
mig, alt, hvad jeg så, gav mig nye Indtryk. Fluer og små Myg satte sig fast
på Papiret og forstyrred mig; jeg pusted på dem, forat få dem væk, blæste
hårdere og hårdere, men uden Nytte. De små Bæster lægger sig bagud, gør sig
tunge og stritter imod, så deres tynde Ben bugner. De er slet ikke til at
flytte af Pletten. De finder sig noget at hage sig fast i, spænder Hælene
mod et Komma eller en Ujævnhed i Papiret og står uryggelig stille sålænge,
til de selv finder for godt at gå sin Vej.

En Tidlang vedblev disse små Udyr at beskæftige mig, og jeg lagde Benene
overkors og gav mig god Tid med at iagttage dem. Med én Gang bæved en eller
to høje Klarinettoner op til mig fra Lunden og gav min Tanke et nyt Stød.
Mismodig over ikke at kunne gøre min Artikel istand, stak jeg igen
Papirerne i Lommen og læned mig bagover på Bænken. I dette Øjeblik er mit
Hoved så klart, at jeg kan tænke de fineste Tanker, uden at trættes. Idet
jeg ligger i denne Stilling og lader Øjnene løbe nedad mit Bryst og mine
Ben, lægger jeg Mærke til den sprættende Bevægelse, min Fod gør, hver Gang
Pulsen slår. Jeg rejser mig halvt op og ser ned på mine Fødder, og jeg
gennemgår i denne Stund en fantastisk og fremmed Stemning, som jeg aldrig
tidligere havde følt; det gav et fint, vidunderligt Sæt gennem mine Nerver,
som om der gik Ilinger af koldt Lys gennem dem. Ved at kaste Øjnene på mine
Sko, var det som jeg havde truffet en god Bekendt eller fået en løsreven
Part af mig selv tilbage; en Genkendelsesfølelse sittrer gennem mine
Sandser, Tårerne kommer mig i Øjnene, og jeg fornemmer mine Sko som en
sagte susende Tone imod mig. Svaghed! sagde jeg hårdt til mig selv, og jeg
knytted Hænderne og sagde Svaghed. Jeg gjorde Nar ad mig selv for disse
latterlige Følelser, havde mig tilbedste med fuld Bevidsthed; jeg talte
meget strængt og forstandigt, og jeg kneb Øjnene heftigt sammen, forat få
Tårerne bort. Som om jeg aldrig havde set mine Sko før, giver jeg mig til
at studere deres Udseende, deres Mimik, når jeg rørte på Foden, deres Form
og de slidte Overdele, og jeg opdager, at deres Rynker og hvide Sømme giver
dem Udtryk, meddeler dem Fysiognomi. Der var noget af mit eget Væsen gået
over i disse Sko, de virked på mig som en Ånde mod mit Jeg, en pustende Del
af mig selv . . . .

Jeg sad og fabled med disse Fornemmelser en lang Stund, måske en hel Time.
En liden, gammel Mand kom og optog den anden Ende af min Bænk; idet han
satte sig, pusted han tungt ud efter Gangen og sagde:

»Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja, san!«

Så snart jeg hørte hans Stemme, var det som en Vind fejed gennem mit Hoved,
jeg lod Sko være Sko, og det forekom mig allerede, at den forvirrede
Sindsstemning, jeg just havde oplevet, skrev sig fra en længst svunden Tid,
kanske et År eller to tilbage, og var så småt i Færd med at udviskes af min
Erindring. Jeg satte mig til at se på den gamle.

Hvad angik han mig, denne lille Mand? Intet, ikke det ringeste! Kun at han
holdt en Avis i Hånden, et gammelt Numer, med Avertissementssiden ud, hvori
der syntes at ligge en eller anden Ting indpakket. Jeg blev nysgærrig og
kunde ikke få mine Øjne bort fra den Avis; jeg fik den vanvittige Idé, at
det kunde være en ganske mærkelig Avis, enestående i sit Slags; min
Nysgærrighed steg, og jeg begyndte at flytte mig frem og tilbage på Bænken.
Det kunde være Dokumenter, farlige Aktstykker, stjålet fra et Arkiv. Og der
foresvæved mig noget om en hemmelig Traktat, en Sammensværgelse.

Manden sad stille og tænkte. Hvorfor bar han ikke sin Avis, som ethvert
andet Menneske bar en Avis, med Titlen ud? Hvad var det for Slags
Underfundigheder? Han så ikke ud til at ville slippe sin Pakke af Hånden,
ikke for alt i Verden, han turde måske ikke engang betro den til sin egen
Lomme. Jeg kunde dø på, at der stak noget under med Pakken.

Jeg så ud i Luften. Netop det, at det var så umuligt at trænge ind i denne
mystiske Sag, gjorde mig forstyrret af Nysgærrighed. Jeg ledte i mine
Lommer efter noget at give Manden, forat komme i Samtale med ham, og jeg
fik fat i min Barberbog, men gæmte den igen. Pludselig fik jeg i Sinde at
være yderst fræk, jeg klapped mig på min tomme Brystlomme og sagde:

»Tør jeg byde Dem en Cigaret?«

Tak, Manden røgte ikke, han havde måttet høre op, forat spare sine Øjne,
han var næsten blind. Takker forresten så meget!

Om det var længe siden hans Øjne tog Skade? Så kunde han måske ikke læse
heller? Ikke engang Aviser?

Ikke engang Aviser, desværre!

Manden så på mig. De syge Øjne havde hver sin Hinde, der gav dem et
glasagtigt Udseende, hans Blik blev hvidt og gjorde et modbydeligt Indtryk.

»De er fremmed her?« sagde han.

Ja. — Om han ikke engang kunde læse Titlen på den Avis, han holdt i
Hånden?

Næppe. — Forresten havde han straks hørt, at jeg var fremmed; der var
noget i mit Tonefald, som sagde ham det. Der skulde så lidet til, han hørte
så godt; om Natten, når alle sov, kunde han høre Menneskene i Sideværelset
puste . . . . Hvad jeg vilde sige, hvor bor De henne?

En Løgn stod mig med ét fuldt færdig i Hovedet. Jeg løj ufrivilligt, uden
Forsæt og uden Bagtanke, jeg svared:

»På St. Olafs Plads Numer 2.«

Virkelig? Manden kendte hver Brosten på St. Olafs Plads. Der var en
Fontæne, nogle Gaslygter, et Par Træer, han husked det hele . . . . Hvad
Numer bor De i?

Jeg vilde gøre en Ende på det og rejste mig, dreven til det yderste af min
fikse Idé med Avisen. Hemmeligheden skulde opklares, hvad det så end skulde
koste.

»Når De ikke kan læse den Avis, hvorfor . . . .«

»I Numer 2, syntes jeg, De sagde?« fortsatte Manden, uden at agte på min
Uro. »Jeg kendte i sin Tid alle Mennesker i Numer 2. Hvad hedder Deres
Vært?«

Jeg fandt i Hast et Navn, forat blive ham kvit, laved dette Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, forat standse min Plageånd.

»Happolati,« sagde jeg.

»Happolati, ja,« nikked Manden, og han misted ikke en Stavelse i dette
vanskelige Navn.

Jeg så forbauset på ham; han sad meget alvorlig og havde en tænksom Mine.
Ikke før havde jeg udtalt dette dumme Navn, som faldt mig ind, før Manden
fandt sig tilrette med det og lod til at have hørt det før. Imidlertid
lagde han sin Pakke fra sig på Bænken, og jeg følte al min Nysgærrighed
dirre mig gennem Nerverne. Jeg lagde Mærke til, at der var et Par fede
Pletter på Avisen.

»Er han ikke Sjømand, Deres Vært?« spurgte Manden, og der var ikke Spor af
undertrykt Ironi i hans Stemme. »Jeg synes huske, at han var Sjømand?«

»Sjømand? Om Forladelse, det må være Broderen, De kender; dette her er
nemlig J. A. Happolati, Agent.«

Jeg troed, at dette vilde gøre det af med ham; men Manden gik villigt med
på alt; om jeg havde fundet et Navn som Barabas Rosenknopsen, vilde det
ikke have vakt hans Mistanke.

»Det skal være en flink Mand, har jeg hørt.« sagde han, forsøgende sig
frem.

»Å, en forslagen Mand,« svared jeg, »et dygtigt Forretningshoved, Agent for
alt muligt, Tyttebær på Kina, Fjær og Dun fra Rusland, Huder, Træmasse,
Skriveblæk . . . .«

»He-he, det var da Fan!« afbrød Oldingen i høj Grad oplivet.

Dette begyndte at blive interessant. Situationen løb af med mig, og den ene
Løgn efter den anden opstod i mit Hoved. Jeg satte mig igen, glemte Avisen,
de mærkelige Dokumenter, blev ivrig og faldt den anden i Talen. Den lille
Dværgs Godtroenhed gjorde mig dumdristig, jeg vilde lyve ham hensynsløst
fuld, slå ham storslagent af Marken og bringe ham til at tie af
Forbauselse.

Om han havde hørt om den elektriske Salmebog, som Happolati havde opfundet?

Hvad, elek . . . .

Med elektriske Bogstaver, som kunde lyse i Mørke! Et aldeles storartet
Foretagende, Millioner Kroner i Bevægelse, Støberier og Trykkerier i
Arbejde, Skarer af fast lønnede Mekanikere sysselsat, jeg havde hørt sige
syv hundrede Mand.

»Ja, er det ikke som jeg siger!« sagde Manden stille. Mer sagde han ikke;
han troed hvert Ord, jeg fortalte, og faldt alligevel ikke i Staver. Dette
skuffed mig en Smule, jeg havde ventet at se ham forvildet af mine Påfund.

Jeg opfandt endnu et Par desperate Løgne, drev det til Hazard, ymted om, at
Happolati havde været Minister i ni År i Persien. De har det måske ikke på
Anelsen, hvad det vil sige at være Minister i Persien? spurgte jeg. Det var
mere end Konge her, eller omtrent som Sultan, om han vidste, hvad det var.
Men Happolati havde klaret det hele og aldrig stået fast. Og jeg fortalte
om Ylajali, hans Datter, en Fé, en Prinsesse, som havde tre hundrede
Slavinder og lå på et Leje af gule Roser; hun var det skønneste Væsen, jeg
havde set, jeg havde Gud straffe mig aldrig oplevet Magen til Syn i mit
Liv!

»Så, hun var så vakker?« yttred den gamle med en fraværende Mine og så ned
i Marken.

Vakker? Hun var dejlig, hun var syndigt sød! Øjne som Råsilke, Arme af Rav!
Bare et enkelt Blik af hende var forførende som et Kys, og når hun kaldte
på mig, jog hendes Stemme mig som en Stråle af Vin lige ind i min Sjæls
Fosfor. Hvorfor skulde hun ikke være såpas dejlig? Tog han hende for et
Regningsbud eller for noget i Brandvæsenet? Hun var simpelthen en Himlens
Herlighed, skulde jeg sige ham, et Æventyr.

»Ja, ja!« sagde Manden lidt betuttet.

Hans Ro keded mig; jeg var bleven ophidset af min egen Stemme og talte i
fuldt Alvor. De stjålne Arkivsager, Traktaten med en eller anden fremmed
Magt, var ikke mere i min Tanke; den lille, flade Pakke lå der på Bænken
imellem os, og jeg havde ikke længer den ringeste Lyst til at undersøge den
og se, hvad den indeholdt. Jeg var helt optagen af mine egne Historier, der
drev underlige Syner forbi mine Øjne, Blodet steg mig til Hovedet, og jeg
løj af fuld Hals.

I dette Øjeblik syntes Manden at ville gå. Han letted på sig og spurgte,
for ikke at bryde for brat af:

»Han skal have svære Ejendomme denne Happolati?«

Hvor turde denne blinde, modbydelige Olding tumle med det fremmede Navn,
jeg havde digtet op, som om det var et almindeligt Navn og stod på hvert
Høkerskildt i Byen? Han snubled aldrig på et Bogstav og glemte ikke en
Stavelse; dette Navn havde bidt sig fast i hans Hjærne og slået Rødder i
samme Stund. Jeg blev ærgerlig, en indre Forbittrelse begyndte at opstå i
mig mod dette Menneske, som intet kunde bringe i Knibe og intet gøre
mistænksom.

»Det kender jeg ikke til,« svared jeg derfor tvært; »jeg kender aldeles
ikke til det. Lad mig forresten sige Dem nu en Gang for alle, at han hedder
Johan Arendt Happolati, at dømme efter hans egne Forbogstaver.«

»Johan Arendt Happolati«, gentog Manden lidt forundret over min Heftighed.
Så taug han.

»De skulde set hans Kone,« sagde jeg rasende; »tykkere Menneske . . . . Ja,
De tror kanske ikke, at hun var videre tyk?«

Jo, det syntes han nok, han ikke kunde fragå; en sådan Mand havde måske en
lidt tyk Kone.

Oldingen svared sagtmodig og stille på hvert af mine Udfald og søgte efter
Ord, som om han var bange for at forgå sig og gøre mig vred.

»Helvedes Pine, Mand, tror De måske, at jeg sidder her og lyver Dem
kapitalt fuld?« råbte jeg ude af mig selv. »Tror De kanske ikke engang, at
der gives en Mand ved Navn Happolati? Jeg har aldrig set på Magen til Trods
og Ondskab hos en gammel Mand! Hvad Fan går der af Dem? De har kanske
ovenikøbet tænkt ved Dem selv, at jeg var en yderlig fattig Mand, som sad
her i min bedste Puds, uden et Etui fuldt af Cigaretter i Lommen? En sådan
Behandling, som Deres, er jeg ikke vant til, skal jeg sige Dem, og jeg
tåler den Gud døde mig ikke, hverken af Dem eller nogen anden, så meget De
ved det!«

Manden havde rejst sig. Med gabende Mund stod han stum og hørte på mit
Udbrud indtil det var tilende, så greb han hurtigt sin Pakke på Bænken og
gik, næsten løb henad Gangen med små Oldingeskridt.

Jeg sad tilbage og så på hans Ryg, som gled mer og mer bort og syntes at
lude mer og mer sammen. Jeg ved ikke, hvor jeg fik det Indtryk fra, men det
forekom mig, at jeg aldrig havde set en uærligere, lastefuldere Ryg end
denne, og jeg angred ikke, at jeg havde skældt Mennesket ud, før han forlod
mig . . . .

Dagen begyndte at hælde. Solen sank, det tog på at suse lidt i Træerne
omkring, og Barnepigerne, som sad i Klynger henne ved Balancerstangen,
belaved sig på at trille sine Vogne hjem. Jeg var rolig og vel tilmode. Den
Ophidselse, jeg just havde været i, lagde sig lidt efter hvert, jeg faldt
sammen, blev slap og begyndte at føle mig søvnig; den store Mængde Brød,
jeg havde spist, var mig heller ikke længer til synderlig Mén. I den bedste
Stemning læned jeg mig bagover på Bænken, lukked Øjnene og blev mer og mer
døsig, jeg blunded og var lige ved at falde i fast Søvn, da en Parkmand
lagde sin Hånd på min Skulder og sagde:

»De må ikke sidde og sove herinde.«

»Nej,« sagde jeg og rejste mig straks. Og med ét Slag stod atter min
sørgelige Stilling lyslevende for mine Øjne. Jeg måtte gøre noget, finde på
et eller andet! At søge Pladse havde ikke nyttet mig; de Anbefalinger, jeg
gik og viste frem, var blevet lidt gamle og skrev sig fra altfor ukendte
Personer til at kunne virke kraftigt; desuden havde disse stadige Afslag
udefter Sommeren gjort mig noget forknyt. Nå — under alle Omstændigheder
var min Husleje forfalden, og jeg måtte gøre en Udvej til den. Så fik det
bero med det øvrige sålænge.

Ganske uvilkårligt havde jeg igen fået Blyant og Papir i Hænderne, og jeg
sad og skrev mekanisk Årstallet 1848 i alle Hjørner. Om nu blot en enkelt
brusende Tanke vilde betage mig vældigt og lægge mig Ordene i Munden! Det
havde jo hændt før, det havde virkelig hændt, at sådanne Stunder var kommet
over mig, da jeg kunde skrive et langt Stykke uden Anstrængelse og få det
velsignet godt til.

Jeg sidder der på Bænken og skriver Snese Gange 1848, skriver dette Tal
påkryds og tvers i alle mulige Façoner, og venter på, at en brugbar Idé
skal falde mig ind. En Sverm af løse Tanker flagrer om i mit Hoved,
Stemningen i den hældende Dag gør mig mismodig og sentimental. Høsten er
kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smådyr har
fået det første Knæk, oppe i Træerne og nede på Marken høres Lyden af det
stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbejdende for ikke at forgå.
Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker
sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange
Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret.
Hver Vækst har fået sit Særpræg, et fint henåndende Pust af den første
Kulde; Stråene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler
henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid,
midt i Forgængelsens Karneval; Roserne har fået Betændelse i Rødmen, et
hektisk, vidunderligt Skær over den blodrøde Farve.

Jeg følte mig selv som et Kryb i Undergang, greben af Ødelæggelsen midt i
denne dvalefærdige Alverden. Jeg rejste mig op, besat af sære Rædsler, og
tog nogle voldsomme Skridt henad Gangen. Nej! råbte jeg og knytted begge
mine Hænder, dette må der blive en Ende på! Og jeg satte mig igen, tog
atter Blyanten i Hånden og vilde gøre Alvor af det med en Artikel. Det
kunde aldeles ikke nytte at give sig over, når man stod med en ubetalt
Husleje lige for Tænderne.

Langsomt, ganske langsomt begyndte mine Tanker at samle sig. Jeg passed på
og skrev sagte og vel overvejet et Par Sider som en Indledning til noget;
det kunde være Begyndelsen til hvadsomhelst, en Rejseskildring, en politisk
Artikel, eftersom jeg selv fandt for godt. Det var en ganske fortræffelig
Begyndelse til noget af hvert.

Så gav jeg mig til at søge efter et bestemt Spørgsmål, jeg kunde behandle,
en Mand, en Ting at kaste mig over, og jeg kunde ikke finde noget. Under
denne frugtesløse Anstrængelse begyndte der igen at komme Uorden i mine
Tanker, jeg følte, hvorledes min Hjærne formelig slog Klik, mit Hoved
tømtes, tømtes, og det stod tilsidst let og uden Indhold tilbage på mine
Skuldre. Jeg fornam denne glanende Tomhed i mit Hoved med hele Legemet, jeg
syntes mig selv udhulet fra øverst til nederst.

»Herre, min Gud og Fader!« råbte jeg i Smærte, og jeg gentog dette Råb
mange Gange i Træk, uden at sige mer.

Vinden rasled i Løvet, det trak op til Uvejr. Jeg sad endnu en Stund og
stirred fortabt på mine Papirer, lagde dem så sammen og stak dem langsomt i
Lommen. Det blev køligt, og jeg havde ingen Vest mere; jeg knapped Frakken
helt op i Halsen og stak Hænderne i Lommen. Så rejste jeg mig og gik.

Om det bare havde lykkedes mig denne Gang, denne ene Gang! To Gange havde
min Værtinde spurgt mig med Øjnene efter Betalingen, og jeg havde måttet
dukke mig ned og snige mig forbi hende med en forlegen Hilsen. Jeg kunde
ikke gøre det igen; næste Gang jeg mødte disse Øjne, vilde jeg opsige mit
Rum og gøre ærligt Rede for mig; det kunde så alligevel ikke vare ved i
Længden på denne Måde.

Da jeg kom til Udgangen af Parken, så jeg igen den gamle Dværg, som jeg i
mit Raseri havde jaget på Flugt. Den mystiske Avispakke lå opslagen ved
Siden af ham på Bænken, fuld af Mad af forskellige Sorter, som han sad og
bed af. Jeg vilde lige med ét gå hen til ham og undsylde mig, bede om
Tilgivelse for min Opførsel, men hans Mad stødte mig tilbage; de gamle
Fingre, der så ud som ti rynkede Klør, klemte modbydeligt om de fede
Smørogbrød, jeg følte Kvalme og gik ham forbi, uden at tiltale ham. Han
kendte mig ikke, hans Øjne stirred på mig tørre som Horn, og hans Ansigt
fortrak ikke en Mine.

Og jeg fortsatte min Vej.

Efter Sædvane standsed jeg ved hver udhængt Avis, som jeg passered, forat
studere Bekendtgørelserne om ledige Pladse, og jeg var så heldig at finde
én, som jeg kunde påtage mig: En Købmand på Grønlandsleret søgte efter en
Mand til et Par Timers Bogførsel hver Aften; Løn efter Overenskomst. Jeg
notered mig Mandens Adresse og bad i Taushed til Gud om denne Plads; jeg
vilde forlange mindre end nogen anden for Arbejdet, femti Øre var rigeligt,
eller kanske firti Øre; det fik blive ganske som det vilde med det.

Da jeg kom hjem, lå der på mit Bord en Seddel fra min Værtinde, hvori hun
bad mig om at betale min Husleje i Forskud eller flytte ud, så snart jeg
kunde. Jeg måtte ikke optage det fortrydeligt, det var aleneste en nødig
Begæring. Venskabeligst Madam Gundersen.

Jeg skrev en Ansøgning til Købmand Christie Grønlandsleret Numer 31, lagde
den i en Konvolut og bragte den ned i Kassen på Hjørnet. Så gik jeg op på
mit Værelse igen og satte mig til at tænke i Gyngestolen, mens Mørket blev
tættere og tættere. Det begyndte at blive vanskeligt at holde sig oppe nu.

* * *

Om Morgenen vågned jeg meget tidligt. Det var endnu ganske mørkt, da jeg
slog Øjnene op, og først længe efter hørte jeg Klokken i Lejligheden
nedenunder mig slå fem Slag. Jeg vilde lægge mig til at sove igen, men
kunde ikke mere falde i Søvn, jeg blev mer og mer vågen og lå og tænkte på
tusind Ting.

Pludselig falder der mig ind en eller to gode Sætninger til Brug for en
Skitse, en Føljeton, fine sproglige Lykketræf, som jeg aldrig havde fundet
Mage til. Jeg ligger og gentager disse Ord for mig selv og finder, at de er
udmærkede. Om lidt føjer der sig flere til, jeg blir med ét lysvågen og
rejser mig op og griber Papir og Blyant på Bordet bag min Seng. Det var som
en Åre var sprunget i mig, det ene Ord følger efter det andet, ordner sig i
Sammenhæng, danner sig til Situationer; Scene dynger sig på Scene,
Handlinger og Repliker vælder op i min Hjærne, og et underfuldt Behag
griber mig. Jeg skriver som en besat og fylder den ene Side efter den
anden, uden et Øjebliks Pause. Tankerne kommer så pludseligt på mig og
vedbliver at strømme så rigeligt, at jeg mister en Masse fine Biting, som
jeg ikke hurtigt nok får skrevet ned, skønt jeg arbejder af alle Kræfter.
Det fortsætter at trænge ind på mig, jeg er fyldt af mit Stof, og hvert
Ord, jeg skriver, blir lagt mig i Munden.

Det varer, varer så velsignet længe, inden dette forunderlige Øjeblik hører
op; jeg har femten, tyve beskrevne Sider liggende foran mig på mine Knæ, da
jeg endelig standser og lægger Blyanten væk. Var der nu såsandt nogen Værdi
i disse Papirer, så var jeg reddet! Jeg springer ud af Sengen og klæder mig
på. Det lysner mer og mer, jeg kan halvvejs skælne Fyrdirektørens
Bekendtgørelse nede ved Døren, og ved Vinduet er det allerede så lyst, at
jeg til Nød kunde se at skrive. Og jeg går straks i Gang med at renskrive
mine Papirer.

En underlig, tæt Damp af Lys og Farver slår op af disse Fantasier; jeg
stejler overrasket foran den ene gode Ting efter den anden og siger til mig
selv, at det var det bedste, jeg nogensinde havde læst. Jeg blir yr af
Tilfredshed, Glæden puster mig op, og jeg føler mig storartet ovenpå; jeg
vejer mit Skrift i Hånden og takserer det på Stedet til fem Kroner efter et
løst Skøn. Det vilde ikke falde et Menneske ind at prutte på fem Kroner,
det måtte tvertimod siges at være Røverkøb at få det for ti Kroner, kom det
an på Indholdets Beskaffenhed. Jeg havde ikke i Sinde at gøre et så
særegent Arbejde gratis; så vidt jeg vidste, fandt man ikke Romaner af den
Slags efter Vejene. Og jeg bestemte mig for ti Kroner.

Det blev lysere og lysere i Værelset, jeg kasted et Blik ned mod Døren og
kunde uden synderlig Møje læse de fine skeletagtige Bogstaver om Jomfru
Andersens Ligsvøb tilhøjre i Porten; der var også gået en god Stund siden
Klokken slog syv.

Jeg rejste mig og stilled mig midt på Gulvet. Alt vel overvejet, kom Madam
Gundersens Opsigelse temmelig belejligt. Dette var egentlig ikke noget
Værelse for mig; her var nokså simple grønne Gardiner for Vinduerne, og så
synderlig mange Spiger i Væggene til at hænge sin Garderobe på, var her
heller ikke. Den stakkels Gyngestol henne i Hjørnet var i Grunden bare en
Vits af en Gyngestol, som man mageligt kunde le sig fordærvet af. Den var
altfor lav for en voksen Mand, desuden var den så trang, at man så at sige
måtte bruge Stovleknægt, forat komme op af den igen. Kortsagt, Værelset var
ikke indrettet til at sysle med åndelige Ting i, og jeg agted ikke at
beholde det længer. På ingen Måde vilde jeg beholde det! Jeg havde altfor
længe tiet og tålt og holdt til i dette Skur.

Opblæst af Håb og Tilfredshed, stadigt optagen af min mærkelige Skitse, som
jeg hvert Øjeblik trak op af Lommen og læste i, vilde jeg straks gøre Alvor
af det og gå i Gang med Flytningen. Jeg tog frem min Byldt, et rødt
Lommetørklæde, der indeholdt et Par rene Snipper og noget sammenkrøllet
Avispapir, som jeg havde båret Brød hjem i, rulled mit Sengetæppe sammen og
stak til mig min Beholdning af hvidt Skrivepapir. Derpå undersøgte jeg for
Sikkerheds Skyld alle Kroge, forat forvisse mig om, at jeg ikke havde lagt
noget efter mig, og da jeg intet fandt, gik jeg hen til Vinduet og så ud.
Morgenen var mørk og våd; der var ingen tilstede ude ved den nedbrændte
Smedje, og Klædesnoren nede i Gården stod stram fra Væg til Væg,
sammentrukket af Væden. Jeg kendte altsammen fra før, trådte derfor bort
fra Vinduet, tog Tæppet under Armen, bukked for Fyrdirektørens
Bekendtgørelse, bukked for Jomfru Andersens Ligsvøb og åbned Døren.

Med en Gang kom jeg i Tanke på min Værtinde; hun burde dog underrettes om
min Flytning, forat hun kunde se, at hun havde havt med et ordentligt
Menneske at gøre. Jeg vilde også takke hende skriftlig for de Par Dage, jeg
havde benyttet Værelset over Tiden. Visheden om, at jeg nu var reddet for
længere Tid, trængte så stærkt ind på mig, at jeg endog loved min Værtinde
fem Kroner, når jeg kom indom en af Dagene; jeg vilde vise hende til
Overmål, hvad det var for en honnet Person, hun havde havt under Tag.

Sedlen lagde jeg efter mig på Bordet.

Atter engang standsed jeg ved Døren og vendte om. Denne strålende Følelse
af at være kommet ovenpå henrykte mig og gjorde mig taknemlig mod Gud og
Alverden, og jeg knæled ned ved Sengen og takked Gud med høj Røst for hans
store Godhed mod mig denne Morgen. Jeg vidste det, å, jeg vidste det, at
den Raptus af Inspiration, jeg just havde gennemlevet og skrevet ned, var
en vidunderlig Himlens Gærning i min Ånd, et Svar på mit Nødråb igår. Det
er Gud! det er Gud! råbte jeg til mig selv, og jeg græd af Begejstring over
mine egne Ord; nu og da måtte jeg standse op og lytte et Øjeblik om der
skulde komme nogen i Trapperne. Endelig rejste jeg mig og gik; jeg gled
lydløst nedad alle disse Etager og nåed uset Porten.

Gaderne var blanke af Regn, som havde faldt på Morgenstunden, Himlen hang
rå og sid over Byen, og der var ingen Steder et Solglimt at se. Hvad mon
det led Dagen? Jeg gik som sædvanligt i Retning af Rådstuen og så at
Klokken var halv ni. Jeg havde altså et Par Timer at løbe på; det nytted
ikke at komme i Bladet før ti, kanske elleve, jeg fik drive omkring sålænge
og imidlertid spekulere på en Udvej til lidt Frokost. Jeg havde forresten
ingen Frygt for at gå sulten tilsengs den Dag; de Tider var Gudskelov over!
Det var et tilbagelagt Stadium, en ond Drøm; nu fra af gik det opad!

Imidlertid var det grønne Sengetæppe mig til Besvær; jeg kunde heller ikke
være bekendt at bære en sådan Ting under Armen midt for alle Folks Øjne.
Hvad måtte man mene om mig? Og jeg gik og tænkte mig om efter et Sted, hvor
jeg kunde få det forvaret indtil videre. Da faldt det mig ind, at jeg kunde
gå hen til Semb og få det indpakket i Papir; det vilde straks se bedre ud,
og det var ikke længer nogen Skam at bære det. Jeg trådte ind i Butiken og
fremførte mit Ærinde for en af Betjentene.

Han så først på Tæppet, derpå på mig; det forekom mig, at han i sit stille
Sind trak lidt ringeagtende på Skuldrene, da han modtog Pakken. Dette
stødte mig.

»Død og Pine, vær lidt forsigtig!« råbte jeg. »Der er to dyre Glasvaser
indi; Pakken skal til Smyrna.«

Det hjalp, det hjalp storartet. Manden bad i hver Bevægelse, han gjorde, om
Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet.
Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand,
der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for
mig og bukked to Gange, da jeg gik.

Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig
helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge,
røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig
begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på
den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge
tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo
nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance
igen.

Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle
Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store
Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og
lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd,
når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen.

»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser.

Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot
lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.

Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent
elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds
Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde
atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en
Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.

»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at
vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«

Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og
spørger:

»Hvad bærer De på der?«

»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en
ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo
også være for karrig mod sit Legeme.«

Han ser på mig og studser.

»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt.

»Jo, over Forventning.«

»Har De fået noget at gøre nu da?«

»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos
Grossererfirmaet Christie, jo.«

»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg
under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener.
Godmorgen.«

Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min
Pakke og siger:

»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere
Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.«

Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine
Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af
dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham
temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend
han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og
så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt
tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min
Vej.

Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke
besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde
gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev
bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som
nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om
og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted
på Bakken ved Kapellet.

Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs.
Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet
Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her
og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej,
ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske
ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette
Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg
sprang op og stormed ud af Kirkegården.

Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot
var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så
sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at
soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser;
jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde
have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen
fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været
glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged
mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne
Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og
befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.

Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af
Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne
lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde,
sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig,
slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg
var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.

»Et Sengetæppe,« svared jeg.

»Hvormange er Klokken?« spurgte han.

»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«

Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en
Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde
ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet
op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang.
Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var
over fire.

Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad
Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe
siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden,
snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med
Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten,
tog Trapperne i fire Spring og banked på.

Ingen svarer.

Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker
på endnu engang og træder ind.

Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i
Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender
han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger:

»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.«

Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at
jeg svarer:

»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage
kanske, eller . . . .«

»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.«

Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.

Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen
op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for
den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor
det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti
Kroner for en Føljeton . . . .

Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg
bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette
Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står
som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt
omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg
ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.

Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad
Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne.
Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til
Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere
påny.

Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde
smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at
vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på
mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit
stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg
mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på
Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det
skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid
Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og
bød mig mer Té . . . .

Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde
mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og
mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke
således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.

Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen
Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele
Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.

Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded
Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre
og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og
Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen
Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på,
var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs
lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde
i. Og jeg lod dem falde . . . .

Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og
frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat
blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke
længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg
havde sovet i flere Timer.

Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og
glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at
komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte
Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han
hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne
løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem
Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig
uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham;
forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har
glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget,
følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og
jeg skyndte mig afsted.

Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg
begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det.
Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en
ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som
jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang
senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i
Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på
et Kort, og banker på.

Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig
slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og
foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at
vi prøver på det nu.«

»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke,
hvilket Billede han stod og talte om.

»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der
en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige
inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.«

»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.«

Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.

Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted.
Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og
følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så
længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven
træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til
Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg
gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg
Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en
Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat
og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult
og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg
ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte
Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid
videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.

Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge
mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener
og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt,
åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange
Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend
jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt
ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af
og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb.

Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men
oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse
Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus,
at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de
rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . .

»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er
Natuglerne, som tuder i Kana’an!«

Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket
og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på
Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.

* * *

Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det
led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav
mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en
Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som
om de ikke tålte Dagslyset.

Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat
og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til
Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om
sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på
Jærnbanetorvet.

En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik
videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst
sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom
noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik
itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var
ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en
Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.

Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige?
Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde
fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at
leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg
havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det
faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring
straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det
fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt
på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej
til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet
og vendte om.

Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg
havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren
og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være
en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød
om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv
til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første
sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og
slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor
været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse,
jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man
havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som
tilhørte en anden Mand.

Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom!
Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time
på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og
bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det
behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt
Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og
jeg begav mig ud til Grønlandsleret.

Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og
jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden.
Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i
Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det
med ganske fortræffelige Påfund nu og da.

Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt
ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed
over Gaden og trådte ind i den lille Butik.

En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser.

»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg.

»Det er mig,« svared Manden.

Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en
Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?

Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde
han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se,
hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.«
Og Manden lo af fuld Hals.

Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en
Distraktion, jeg indrømmed det.

»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,«
sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes
også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .«

Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav
sig atter i Færd med Poserne.

Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde
jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu
ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet?

»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget
for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.«

»Posten er altså besat?« spurgte jeg.

»Ja.«

»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!«

»Nej. Jeg beklager det; men . . . .«

»Farvel!« sagde jeg.

Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i
Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og
bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt
skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt
meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik
videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte
på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem
Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham
Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også
nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg
skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette
fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i
mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive
lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev
jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og
mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues,
snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at
forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed.
Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte
sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og
påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og
langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og
skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd,
en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned
. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde
pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port.
Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele
ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver
Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit
indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden
Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop
gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen?

En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden
Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde:

»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren.

Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden
videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af
og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde
jeg yderst høfligt:

»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke
Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at
trille sig i en Vogn?«

Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive
tvivlrådig i sine Meninger om min Person.

»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.«

»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?«

»Nej.«

»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første
Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender,
og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg
bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin
Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig,
idet jeg gik ned ad Trapperne.

Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun
intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så
vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig
til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud
gennem Entrédørene hos Folk!

I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske
Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren
og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra
Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde
hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele
Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde
jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen.
Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en
Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange
Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som
fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget
underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst
ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at
blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig
med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne
Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i
Brystet.

En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged
Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt
af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg
for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé.

Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham
Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså
vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død
og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager
nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer
jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af
Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg
tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke
meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke
gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i
Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min
Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.

Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste
dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også
lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som
stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske
anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg
følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med,
men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt
undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte
gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor
Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked
det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod
jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske.

Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled
op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og
gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant,
komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en
liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at
hilse.

»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har
De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd.

»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin
Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal
tro mig, jeg ejer det ikke.«

»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der
var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig
også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer
og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det
var bare en liden Knibe, jeg stod i.«

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken.

»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et
Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev
rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg
stak i at græde . . . .

Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev
køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden
nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par
Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud,
jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt!

Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en
Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen
kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk
vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en
Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.

Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg
havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få
Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for
koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre
flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov.

Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød
sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . .

Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper,
som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg
ikke se.

»Godaften!« sagde han.

»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod
en Stund urørlig.

»Hvor bor De henne?« spurgte han.

Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det
lille Kvistrum, som jeg havde forladt.

Han stod igen en Stund.

»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst.

»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at
ligge her.«

»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«

Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted.
Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var
alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene.

Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden
Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt;
siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og
åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak
Døren lydløst igen.

Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for
Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var
kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe,
siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte
til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til
Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt
skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar
fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville
ty tilbage!

Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i
den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op
og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel
nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten.

Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et
Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og
holder Brevet i Hånden.

Så rejser jeg mig og går.

Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen
under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen
yderst langsomt.

Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver
et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min
Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små
Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort
. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.«

Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig
i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.

Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af
Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en
Genistreg. Og ti Kroner!

ANDET STYKKE

Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.

Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et
af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind
og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared
desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde
spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre
Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke
en Øre.

Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en
instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt
Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i
sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til
Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.

Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og
følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i
Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det
Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det
bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt
ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen
lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra
Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses
ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.

Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en
Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op.
Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et
hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved
et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted
det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så
blev det liggende.

Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide
Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til
at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig
til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg
forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede
Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det
med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det

Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre
netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager
det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over
Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig
henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke
skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes
hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult,
min Hunger havde beruset mig.

Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i
Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele
Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske
nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud
der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . .
Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig
Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og
kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og
ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en
Gråds Inderlighed . . . .

Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover
Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig
selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om
Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i
min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han
kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav
dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted
én Gang — khøhø!

Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på
Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en
behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt
tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så
mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste
Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde
stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting
omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på
Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens
hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af
Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke
kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv,
jeg følte mig dejligt borte.

Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde
skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot
Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer
derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt
over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde
bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig,
større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal,
hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod
mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og
knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve
Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt
herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og
den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange,
hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede
unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende
Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af
Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg
føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om
hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den
røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da
føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker:
Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .

Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en
Orkan af Lys . . . .

Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad
jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første
Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben
Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at
græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov,
mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens
Ansigtstræk foran mig.

»Såh,« sagde han, »stå nu op!«

Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen,
havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil
kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.

»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken!
Såh, gå nu!«

»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,«
stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«

Og jeg sjangled afsted.

Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet
Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og
tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt
godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev
sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang
standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var
det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil
sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte
mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg
ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg
imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte
helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig
standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt,
hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! —
Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne
Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv:
Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.

Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige
dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i
Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og
jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i
mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af
i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved
en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg
blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i
Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i
Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt,
eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg
ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for
mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst
anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om
jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med,
og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden,
forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og
hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag,
som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk,
når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg
ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første
Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og
Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg
kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!

Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af
Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.

Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse
Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig
på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne
finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik
videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik
tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:

»Klokken er ti.«

»Nej, den er to,« svared han forundret.

»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte
jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad
— Klokken er ti!«

Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred
forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:

»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’
følle Dere?«

Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i
Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:

»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé
. . . . Jeg takker Dem så meget.«

Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske
overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.
Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig
for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte
mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate
Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv
med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom
til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.

Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke
tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og
et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen,
ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg
er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt
latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og
skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og
Forkommenhed.

Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå;
men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og
bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede
efter mine Nøgler.

Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem
på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde
anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en
Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han
kunde.

Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle.
Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.

Hvad skulde jeg da gøre.?

Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.

Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen
Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok
. . . .

Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte
sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.

»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.

Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god
Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om
jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?

Simpelthen! . . . .

»Navn?« spurgte Vagthavende.

»Tangen — Andreas Tangen.«

Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere
Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden
Nødvendighed.

»Bestilling?«

Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min
Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det
ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har,
desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være
dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:

»Journalist.«

Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild
Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende
kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en
Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!

»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«

»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude
iaften . . .«

»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når
Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel
sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op
i den reserverede Afdeling. Godnat!«

Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted
Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet
»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen
gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.

»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.

»Og så slukkes den?«

»Så slukkes den.«

Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse
Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag
til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan
koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden
og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at
eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den
første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager?
Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med
»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla
til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner
hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .

Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af,
uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke
de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at
gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.

Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at
se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg
ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al
Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig
til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat
adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke
et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til
ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.

Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke,
hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de
særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af
Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde
aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg
her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen
tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig,
og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng
beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg
føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke
noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og
hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på
dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst
stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde
og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.

Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden
for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte
ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg
gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden
at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler.
Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt
Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg
har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud,
Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk
Betydning . . . .

Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så
begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min
Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom
og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med
mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at
udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud
eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter
Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde
Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt,
at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det
ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an.
Imidlertid kunde jeg sove på det.

Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke
hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny
Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al
min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det
ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde
betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber
mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov
fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer
mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt
sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge
Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at
lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde
noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor
og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget
_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og
jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at
nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt:
Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til
Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg
være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde
imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i
min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg
vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .

Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,
forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber,
og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik
jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg
lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter,
uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt
gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter
Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede
endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .

Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde
sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte
Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog
ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et
Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt
sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det
var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte
Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig
fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen
Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i
Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og
hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned
gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog
Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv,
nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde
jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at
jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv
at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg
fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af
Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig
med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer
jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster
mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen,
jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .

Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var
falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da
skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en
Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var
Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke
dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette
velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og
bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad
jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte
ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min
Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented
tålmodig på Dagens Frembrud.

Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm,
tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt
over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den
bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,
mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde
min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg
langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed
at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr.
Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen
til Briksen og lagde mig.

Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,
og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig;
det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig
selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne
lukkes.

* * *

Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte
mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.

»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.

Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.

Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker
sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en
fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved
sin Side:

»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at
trænge et Måltid.«

Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.

»Andreas Tangen, Journalist!«

Jeg trådte frem og bukked.

»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?«

Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes,
løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt
forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .

»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«

»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«

»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«

Og jeg gik.

En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange
Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg
turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde
begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var;
man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med
millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af
Rådstuen.

Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet
var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og
føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at
træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet
nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren
indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som
smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende
mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og
finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys
omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .

Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.

Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det
hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!

Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.

»Fint Vejr!« sagde han.

»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at
låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde
desuden engang skrevet et Brev for ham.

Han stod og smagte på noget, han vilde sige.

»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke
være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har
gjort mig en Tjeneste før, Di.«

»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske
senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit
Værelse.

Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at
han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare
dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet
eller en Herregård ude i Aker.

Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg
dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min
Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er!
Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op,
forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til
Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg
skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas
Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt
forsent ude . . . . Portnøglen . . . .

Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt
bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at
jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du
usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at
ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et
Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen
Modstand.

Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den
røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer!
mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad
om en Bif . . . .

Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre.
Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig
væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken,
men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og
jeg trak det frem.

Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset.
Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så
nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader;
men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt
var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet,
belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen
havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg
knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig
om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde
sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen
og haster nedad Trappen.

»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg
kan hjælpe dig i Eftermiddag!«

Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer
mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed
jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem
omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped
hørligt, da jeg trådte ind.

Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren.
Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.

Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.

Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.

Om hvornår han kom?

Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.

Hvorlænge var Kontoret åbent?

Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik
på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så
ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er
Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte
Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på
hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse
igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage
sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.

Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård,
altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så
vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde
den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og
følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og
jeg måtte ringe på.

»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg
ved hans Værelse.«

»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten?
Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få
sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.

Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans
Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den.
Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og
høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i
Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej.
Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort
ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris
. . . .

»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«

»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde
jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?

Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen
Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode,
varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger
på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse.
Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i
Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning,
når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så
stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .

På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst
hjem«.

Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen
af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst
hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg
havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og
stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske
tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger.
Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i
Trappen, jeg rejser mig og siger:

»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.

»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne.
Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«

»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han
kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«

Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade,
idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er
en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne:
Du er Fan ta mig en Noksagt!

Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter
Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med
sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?

Det lød ikke rigtigt.

Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt
_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og
svarer: Nej!

Det lød heller ikke rigtigt.

Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min
Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du
nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke,
sukke som en krampesyg Hest. Så!

Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden,
når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de
forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.

Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde,
nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved
Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og
overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne.
Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du
har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.

Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse
overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre
Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med
sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt
af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med
sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der
sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med
Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel
indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang
tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte
ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.

»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på
Skuldren . . . .

»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære
Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.

Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde
gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig
en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .

Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til
det andet Fortoug.

Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og
den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig
end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden
Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren
risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de
Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende,
nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig
optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer
så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende
ind over lyse Zoner . . . .

»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare
en Øre!«

»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men
Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks,
uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun
skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte
hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig
siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde
ikke glemme det. Altså imorgen . . . .

Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro
mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent
blot et Øjeblik . . . .

Og jeg havde ingen Vest.

Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen
om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er påfærde.

»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke
at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«

»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig
afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.

Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
også være så uforsigtig . . . .