Peer Gynt

### Femte akt

(Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang. Stormfuldt vejr.) (Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg. Står agter i hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk. Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forut.) PEER GYNT (læner armene på rælingen og stirrer ind mot land) Se Halligskarven i veinterham;– han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram. Jøklen, bror hans, står bag påskrå; han har endu den grønne iskåben på. Folgefonnen, hun er nu så fin,– ligger som en jomfrui skære lin. Vær ingen galninger, gamle gutter! Stå der I står; I er gråstens-nuter. KAPTEJNEN (råber forud) To mand tilrors, – og lanternen sat! PEER GYNT Det kuler stivt. KAPTEJNEN   Vi får storm inat. PEER GYNT Har en fra havet kending af Ronden? KAPTEJNEN Nej, var det ligt; – den ligger bag Fånnen. PEER GYNT Eller Blåhø? KAPTEJNEN Nej; men opp fra riggen kan en i klarvejr se Galdhøpiggen. PEER GYNT Hvor har vi Hårtejgen? KAPTEJNEN (peger) Så omtrent. PEER GYNT Javel. KAPTEJNEN Det lader til De er kendt. PEER GYNT Da jeg rejste fra landet, for jeg her forbi, og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i. (spytter og stirrer mod kysten) Derinde, hvor det blåner i skar og kløft, – hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft, – og under, langs med den åbne fjord, –   der er det altså menneskene boer. (ser på kaptejnen) De bygger spredt her i landet. KAPTEJNEN Ja; der er vidt imellem og langt ifra. PEER GYNT Er vi inde før daggry? KAPTEJNEN Så ved pas, ifald ikke natten blir altfor hvas. PEER GYNT Det tykner i vest. KAPTEJNEN Det gør så. PEER GYNT Stop! De kan huske mig på, når vi siden gør op, – jeg er sindet, som man siger, at øve godt imod mandskapet – KAPTEJNEN Takker! PEER GYNT Det blir kun småt. Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; – fatum og jeg vi er rent på kant. De ved, hvad jeg har ombord i behold. Det er slumpen; – resten fòr fanden i vold. KAPTEJNEN   Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt mellem folket hjemme. PEER GYNT Jeg har ingen slægt. Der er ingen, som venter den rige styggen. – Nå; så slipper en også for krus på bryggen! KAPTEJNEN Der har vi vejret. PEER GYNT Ja, husk så på, – er nogen af folkene rigtig trængende, så ser jeg ikke så nøje på pengene – KAPTEJNEN Det er vakkert. De flestes kår er små; alle har de kærringer og unger hjemme. Med hyren alene falder det tyndt; men kom de nu hjem med lidt extra mynt, blev der et gensyn, de sent vilde glemme. PEER GYNT Hvad for noget? Har de kærringer og unger? Er de gifte? KAPTEJNEN Gifte? Ja, hele flokken. Men den, som er trangest stillet, er kokken; hos ham er tilhuse den svarte hunger. PEER GYNT   Gifte? Har hjemme nogen, som venter? Som glædes, når de kommer? Hvad? KAPTEJNEN Ja vel, på fattigfolks måde. PEER GYNT Og kommer de en kveld, hvad så? KAPTEJNEN Så tænker jeg kærringen henter lidt godt for en gang skyld – PEER GYNT Og lys i pladen? KAPTEJNEN Kanhænde to; og en dram til maden. PEER GYNT Og så sidder de lunt? Har varme på gruen? Har ungerene om sig? Der er ståk i stuen; der er ingen, som hører den anden tilende, – slig glæde er der på dem –? KAPTEJNEN Det kunde vel hænde. Og derfor var det vakkert, De lovete før, – at spede lidt til. PEER GYNT (slår i rælingen) Nej, om jeg gør!   Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger ud til fromme for andres unger? Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt! Ingen venter på gamle Peer Gynt. KAPTEJNEN Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres. PEER GYNT Rigtig! De er mine og ingen fleres. Opgør, så fort De har anker i bunden!! Min fragt fra Pamama som kahytspassager. Så brændvin til folkene. Ikke mer. Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden! KAPTEJNEN Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling; – men undskyld; nu får vi storm for kuling. (han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i kahytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer.) PEER GYNT Holde en ustyrtelig ungeflok hjemme; – ligge som en glæde i sindene fremme; – følges af andres tanker på vej –! Der er aldri nogen, som tænker på mig. Lys i pladen? Det lys skal slukne. Jeg vil finde på noget –! Jeg vil drikke dem drukne; – ikke en af de djævler skal gå ædru iland. Fulde skal de komme til kærringer og unger! De skal bande; de skal slå i bordet så det runger, – skræmme dem, der venter, fra vid og forstand! Kærringer skal skrige og rømme af huset, –   trive ungerene med! Hele glæden i gruset! (Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig.) Nå, der var en ordentlig overhaling. Havet arbejder, som det havde betaling; – det er endu sig selv her nord under leden; – sjøen påtvers, lige vrang og vreden – (lytter.) Hvad er det for skrig? VAGTEN (forud) Et vrag i læ! KAPTEJNEN (midtskibs, kommanderer) Roret hart styrbord! Klods for vinden! STYRMANDEN Er der folk på vraget? VAGTEN Jeg skimter tre! PEER GYNT Fir hækjollen ned – KAPTEJNEN Den blev fyldt forinden. (går forover) PEER GYNT Hvem tænker på sligt? (til nogle af mandskapet) Er I folk, så frels! Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels –! BÅDSMANDEN   Det er ugørligt i sligt et hav. PEER GYNT De skriger igen! Se, vinden skraler –. Kok, tør du prøve? Fort Jeg betaler – KOKKEN Nej, ikke om tyve pund sterling De gav – PEER GYNT I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme, det er folk, som har kærringer og unger hjemme? Nu sidder de og venter – BÅDSMANDEN Tålmod er sundt. KAPTEJNEN Bær af for brottet! BÅDSMANDEN Vraget gik rundt. PEER GYNT Der blev stille med et –? BÅDSMANDEN Var de gifte, som De tænker, så fik verden ret nu tre nybagte enker. (Ovejret voxer. Peer Gynt går agterover dækket) PEER GYNT Der er ingen tro mellem menneskene mer, – ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er; – lidt gør de godt, og mindre de beer, –   og har slet ingen agt for de vældige magter. – I et vejr som inat, er Vorherre farlig. De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er, det er vogsomt at lege med elefanter; – og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig! Jeg er skyldløs; på offerpynten, kan jeg bevise, jeg stod med mynten. Man hvad har jeg for det? – Der går jo det ord: Samvittighedsfred er en dejlig pude. Å ja, det holder stik på den tørre jord, men duer s'gu ikke for en snus ombord, hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude. Tilsjøs får en aldri være sig selv; en får følge de andre fra dæk til hvælv; slår hævnens time for bådsmand og kokken, så stryger jeg sagtens i vasken med flokken; – ens særlige tarv sættes rent til siden; – man gælder som en pølse i slagtetiden. – Fejlen er den, jeg har vært for from. Og utak har jeg for hele stasen. Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om, og pøved en stund at spille basen. Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden at Peer er kommen over havet i højden! Gården vil jeg vinde med ond eller godt; – jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot. Men ingen får lov at komme ind i stuen! For porten skal de stå og dreje på luven; – tigge og trygle, – det kan de frit; men ingen får en eneste skilling af mit; – måtte  jeg under skæbnens piskeslag hyle, så findes vel de, jeg igen kan prygle – DEN FREMMEDE PASSAGER (står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt) Godaften! PEER GYNT Godaften! Hvad –? Hvem er De? PASSAGEREN Jeg er Deres nedpassager, til tjeneste. PEER GYNT Ja så? Jeg troode, jeg var den eneste. PASSAGEREN En fejl formodning, som nu er forbi. PEER GYNT Men underligt nok, at først ikveld jeg ser Dem – PASSAGEREN Jeg går ikke ud om dagen. PEER GYNT De er kanske syg? De er hvid, som et lagen – PASSAGEREN Nej tak, – jeg befinder mig inderlig vel. PEER GYNT Det stormer hvast. PASSAGEREN Ja, velsignet mand! PEER GYNT Velsignet? PASSAGEREN   Havet går højt, som huse. Ah, ens tænder løber i vand! Tænk, hvilke vrag det inat vil knuse; – og tænk, hvilke lig, der vil drive iland! PEER GYNT Bevares vel! PASSAGEREN Har De set en kvalt, en hængt, – eller druknet? PEER GYNT Nu blir det for galt –! PASSAGEREN Ligene ler. Men latteren er tvungen; og de fleste har gerne bidt sig i tungen. PEER GYNT Bliv mig fra livet –! PASSAGEREN Et spørsmål kun!! Hvis vi f.ex tørned på grund, og sank i mørket – PEER GYNT De tror, her er fare? PASSAGEREN Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare. Dog, sæt nu, jeg flyder og De går tilbunds – PEER GYNT Å, sludder – PASSAGEREN   Det er en mulighed kuns. Men står man i graven med den ene fod, blir an blød, og deler ut milde gaver – PEER GYNT (griber i lommen) Ho, penge! PASSAGEREN Nej; men er De så god at skænke mig Deres ærede kadaver –? PEER GYNT Nu går det for vidt! PASSAGEREN Bare liget, forstår De! Det er for min videnskabs skyld – PEER GYNT Nu går De! PASSAGEREN Men, kære, betænk, – De har fordel af sagen! Jeg skal få Dem åbnet og lagt for dagen. Hvad jeg navnlig vil sørge, er sædet for drømmene, – og forresten gå Dem kritisk efter i sømmene – PEER GYNT Vig fram mig! PASSAGEREN Men, kære, – en druknet krop! – PEER GYNT Bespottelig mand!  De ægger uvejret op! Er det ikke for galt! Vi har storm og regn, en ustyrtelig sjøgang og alskens tegn til noget, som kan gøre os et hode kortere; – og så ter Dem Dem så det kommer desfortere! PASSAGEREN De er nok ikke oplagt til videre forhandling; men tiden bringer jo så mangen forvandling – (hilser venligt) Vi træffes når De synker, om ikke før; kanske De da er i bedre humør. (går ind i kahytten) PEER GYNT Uhyggelige karle, disse videnskabsmænd! Sligt fritænkervæsen – (til bådsmanden, som går forbi) Et ord, min ven! Passagereren? Hvad er det for et galehuslem? BÅDSMANDEN Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem. PEER GYNT Ikke andre? Nu blir det værre og værre. (til jungmanden, der kommer fra kahytten) Hvem gik i kahytsdøren? JUNGMANDEN Skibshunden, herre! (går forbi) VAGTEN (råber)   Land klods forud! PEER GYNT Min kuffert! Min kasse!? Alt godset på dækket! BÅDSMANDEN Vi har andet at passe. PEER GYNT Det var sludder, kaptejn! Bare løjer og spas; – det er ganske visst, jeg vil hjælpe kokken – KAPTEJNEN Klyveren sprang! STYRMANDEN Og der strøg fokken! BÅDSMANDEN (skriger forud) Grundbrot for bougen! KAPTEJNEN Hun går i knas! (Skibet støder. Larm og forvirring.) (Under land mellem skær og brændinger. Skibet går under. I skodden skimtes jollen med to mænd. En brotsjø fylder den; den kantrer; et skrig høres; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne.) PEER GYNT Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår! Frels, herre Gud, – som skrevet står! om hatteskyggen en sørgeflig; – (klamerer sig fast til bådkølen.) KOKKEN (  dukker op på den anden side.) Å, herre Gud, – for mine små, vær nådig! Lad mig landet nå! (holder sig i kølen) PEER GYNT Slip! KOKKEN Slip! PEER GYNT Jeg slår! KOKKEN Jeg slår igen! PEER GYNT Jeg knuser dig med spark og spænd! Slip taget! Hvælvet bær ej to! KOKKEN Det ved jeg. Vig! PEER GYNT Vig selv! KOKKEN Jo–jo! (de kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig fast med den anden) PEER GYNT Den næven væk! KOKKEN Å, snille, – spar! Husk på de små, jeg hjemme har! PEER GYNT   Jeg trænger livet mer end du, for jeg er ungeløs endnu. KOKKEN Slip! De har levet; jeg er ung! PEER GYNT Fort; rap dig; synk; – du blir så tung. KOKKEN Vær nådig! Vig i Herrens navn! For Dem bær ingen sorg og savn – (skriger og slipper) Jeg drukner –! PEER GYNT I dit nakkehår jeg holder; læs dit Fadervor! KOKKEN Jeg kan ej mindes – ; alt blir svart – PEER GYNT Det væsentligste i en fart –! KOKKEN Giv os idag –! PEER GYNT Spring over, kok; hvad du har nødig, får du nok. KOKKEN Giv os idag – PEER GYNT   Den samme sang! Det mærkes, du var kok engang – (taget glipper) KOKKEN (synkende) Giv os idag vort – (går under) PEER GYNT Amen, gut! Du var og blev dig selv til slut. – (svinger sig op på hvælvet) Hvor der er liv, der er der håb – DEN FREMMEDE PASSAGER (griber i båden) Godmorgen! PEER GYNT Huj! PASSAGEREN Jeg hørte råb; – det var dog morsomt jeg Dem fandt. Nu? Kan De se, jeg spåde sandt? PEER GYNT Slip! Slip! Her er knapt plads for en! PASSAGEREN Jeg svømmer med det venstre be. Jeg flyder, får jeg blot med spidsen af fingeren holde her i ridsen. Men apropos om liget – PEER GYNT   Ti! PASSAGEREN Med resten er det rent forbi – PEER GYNT Hold munden! PASSAGEREN Ganske som De vil. (taushed) PEER GYNT Hvad godt? PASSAGEREN Jeg tier. PEER GYNT Satans spil – Hvad gør De? PASSAGEREN Venter. PEER GYNT (river sig å håret) Jeg blir gal! Hvad er De? PASSAGEREN Venlig! PEER GYNT Videre! Tal! PASSAGEREN   Hvad tror De? Ved De ingen anden, som er mig lig? PEER GYNT Å, jeg ved fanden –! PASSAGEREN (sagte) Har han for skik at tænde lygten på livsevs natvej gennem frygten? PEER GYNT Se, se! Når sagen grejdes ud, se er De vel et lysets bud? PASSAGEREN Ven, – har De en gang blot hvert halvår tilbunds fornummet angstens alvor? PEER GYNT Ræd blir man jo, når faren truer; – men Deres ord er sat på skruer – PASSAGEREN Ja, har De blot en gang i livet havt sejren, som i angst er givet? PEER GYNT (se på ham) Kom De at åbne mig en dør, så var det dumt De ej kom før. Det ligner ingenting at vælge sin tid når havet vil en svælge. PASSAGEREN   Var kanske sejren mere trolig i Deres ovnskrog, lun og rolig? PEER GYNT Lad gå; – men Deres snak var gækkende. Hvor kan De tro den virker vækkende? PASSAGEREN Hvor jeg er fra, der gælder smil i højde med pathetisk stil. PEER GYNT Alt har sin tid; for tolder sømmeligt, som skrevet står, for bisp fordømmeligt. PASSAGEREN Den sværm, som sover i aksens urner, går ej til hverdags på kothurner. PEER GYNT Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand! Jeg vil ej dø! Jeg må iland! PASSAGEREN For den sags skyld vær uforsagt; – man dør ej midt i femte akt. (glider bort) PEER GYNT Der slap det ud af ham tilsidst; – han var en tråkig moralist. (Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd) (  Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.) PEER GYNT (ved porten) Her går nok en landmand al kødets vej. Gud ske lov, at det ikke er mig. (træder indenfor) PRESTEN (taler ved graven) Og nu, da sjælen stævner mod sin dom, og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, – nu, kjære venner, taler vi et ord om denne dødes vandring på vor jord. Han var ej rig, og heller ej forstandig, hans røst var spag, hans holding var umandig, sin mening bar han vegt og uvisst frem, og knapt han rådig var i eget hjem; i kirken tren han, som han vilde bede om lov til, andre lig, at tage sæde. Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen. Da hid han flytted, var han fast en gut; – og visst I mindes, at til sidste slut man så ham stødt med højre hånd i lommen. Den højre hånd i lommen var det egne, der præged mandens billed i ens sind, – og dertil denne vridning, den forlegne tilbaketrukkethed, hvor han kom ind. Men skønt han helst sin stille vej gad slingre, og skønt han blev en fremmed mellem os, så  ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods, – den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. – Jeg mindes godt for mange herrens år en morgen; der blev holdt session på Lunde. Det var i krigens tid. I alles munde var landets trængsler og dets fremtids kår. Jeg var tilstede. Midt for bordet sad kaptejnen mellem lendsmand og sergenter; og gut for gut blev målt på alle kanter og skreven ind og tagen til soldat. Fuld stuen var, og udenfor på tråkken lød højmælt latter mellem ungdomsflokken Da råbtes op et navn. En ny kom frem, en, der var bleg, som sne på bræens bræm. Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; – den højre hånd var hyllet i en klud; – han gisped, svælged, snappeded efter ordet, – men fant ej mæle, trods kaptejnens bud. Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet, med tungen svigtende og atter rap, han mumlet noget om en siged, som glap og skar i våde fingeren af til skindet. Der blev i stuen stilhed samme stund. Man skifted øjekast; man trak på mund; man stened gutten med de stumme blikke. Han kente haglen, men han så den ikke. Da sto kaptejnen op, den gamle, grå; – han spytted, pegde ud og sagde: gå! – Og gutten gik. Man ved til begge sider, så der i midten blev en spidsrodsgang; – Han  vandt tildørs; der satte han på sprang; – op bar det nu, – op gennem lund og lier, op gennem røsen, styrtende og hældende. Han havde hjemme borte mellem fjeldene. – Et halvår efter var det hid han kom med moer og spædebarn og fæstekvinde. Han bygsled jord etsteds på hejen inde, hvor ødemarken grænser op mod Lomb. Han gifted sig så fort som gørligt kun; han tømred hus; han brød den hårde grund; han kom ivej, hvad mangen agerflek fortalte, der den bølged gul og kæk; – ved kirken bar han den højre hånd i lommen, – men hjemme tror jeg nok de fingre ni fik trælle fuldt så sårt, som andres ti. – En vår blev alting revet bort af flommen. De slap derfra med livet. Arm og nøgen han tok på rydningsværket fat påny, og inden høsten kom, steg atter røgen ifra en fjeldgård, lagt i bedre ly. I ly? For flommen, ja – men ej for bræen; to år derefter lå den under sneen. Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget. Han grov, han rensed, førsled, rydded grus, – og før den næste vintersne var føget, stod rejst for tredje gang hans ringe hus. Tre sønner havde han, tre raske gutter; i skole skulde de, og did var langt; – det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter, igennem skaret, styrtende og trangt.   Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte som bedst, og der, hvor stien faldt for styg, slog manden toug om ham til tag og støtte; – de andre bar han frem på arm og ryg. Så sled han år for år; og de blev mænd. Her var vel skæl at kræve ligt igen. Tre velstandsherrer i den nye verden har glemt sin norske faer og skolefærden. Han var en kortsynt mand. Udover ringen af dem, ham nærmest stod, han intet så. For ham lød meningsløst, som bjelders klingen, de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå. Folk, fædreland, det lysende, det høje, stod stedse slørt af tåger for hans øje. Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand; og fra sessionens dag han bar på dommen, og visst, som han på kind bar blygsels brand og sine fire fingre gemt i lommen. – En brotsling imod landets lov? Ja vel! Men der er et, som lyser over loven, så visst, som Glittertinds blanke tjeld har sky med højre tinderad foroven. Slet borger var han. Og for stat som kirke et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv, i slægtens snevring, hvor han så sit virke, der var han stor, fordi han var sig selv. Den klang, han skabtes med, den blev sig lig. Han færd var langspil under spånens dæmper. Og derfor fred med dig, du stille kæmper, som stred og faldt i bondens lille krig!   Vi vil ej granske hjerter eller nyrer; – det er ej hverv for støv, men for dets styrer; – dog fri og fast det håb jeg taler ud: den mand står knapt som krøbling for sin Gud! (Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage) PEER GYNT Se det, det kalder jeg kristendom! Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt. – Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt, – hvad præstens præken drejed sig om, – er også i og for sig opbyggeligt. (Ser ned i graven) Var det kanske ham, som hug sig i knogen den dag jeg lå på storhugst i skogen? Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav, på randen af denne åndsfrændes grav, så kunde jeg tro det var mig, der sov og sanddrømt hørte min pris og lov. – Det er rigtigt en vakker kristelig skik, at kaste et såkaldt erindringsblik velvilligt over den henfarnes dage. Jeg har intet imod, min dom at tage af denne værdige sogneprest. Nå, der er sagtens en stund tilbage, før graveren kommer og beer mig til gæst; – og, som skriften siger: bedst er dog bedst. – og iligemåde: den tid den sorg, – endvidre: tag ikke din ligfærd på borg. – Ja, kirken blir dog den sande trøster. Jeg har ikke skattet den synderligt før; –   nu kender jeg dog, hvor godt det gør, at høre forsikkret af kyndige røster: slig, som du sår, du engang høster. – Sig selv skal en være; om sig og sit skal en kære sig både i stort og lidt. Går lykken imod, så har en dog æren af sit levnets førsel i samklang med læren. – Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang; lad skæbnen længe nok te sig spydig; – gamle Peer Gynt går sin egen gang og blir den han er; fattig men dydig. (Han går) (Bakke med udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elevn; grunden opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård. Oppe ved gården holdes en auktion. Megen almue samlet. Drik og støj. Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten.) PEER GYNT Atter og frem, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt. – Tiden tærer og elven skær. Gå udenom, sa'e Bøjgen; – en får så her. EN SØRGEKLÆDT MAND Nu er der bare skrammel igen. (Får øje på Peer Gynt) Er her fremmedfolk og? Gud signe, go'e ven! PEER GYNT Godt møde! Her er rigtig lystig idag. Er her barselgilde eller bryllupslag? DEN SØRGEKLÆDTE   Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl; – bruden ligger i et ormebøl. PEER GYNT Og ormene rives om trevler og klude. DEN SØRGEKLÆDTE Det er enden på visen; så er den ude. PEER GYNT Alle viser har samme slut; og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut. EN TYVEÅRING (med en støbeske) Her skal I se, hvad stas jeg har købt! I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt. EN ANDEN Men jeg da! En skilling for pengeskæppen! EN TREDJE Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen! PEER GYNT Peer Gynt? Hvem var han? DEN SØRGKLÆDTE Jeg bare ved, han var svoger til døden og til Aslak smed. EN GRÅKLEDT MAND Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr? DEN SØRGEKLÆDTE Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør! DEN GRÅKLÆDTE   Ja, sandt; men du var nu aldri kræsen. DEN SØRGEKLÆDTE Bare hun ikke taer døden ved næsen – DEN GRÅKLÆDTE Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld! DEN SØRGEKLÆDTE Fanden være svoger! Du væver i fyld – DEN GRÅKLÆDTE Å, sludder; blodet er aldri så tyndt, en kender sig altid i slægt med Peer Gynt. (Trækker afsted med ham.) PEER GYNT (sagte) En træffer nok kendinger. EN GUT (råber efter den sørgekledte) Salig moer kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter. PEER GYNT (rejser sig) Her gælder nok ikke agronomernes ord: jo mere en roder, des bedre det lukter. EN GUT (med et bjørneskind) Se katten på Dove! Ja, bare felden. Det var den, som jog troldet på julekvelden. EN ANDEN (en rensdyrskalle)   Her er den gilde renbuk, som bar Peer Gynt ved Gendin over egg og skar. EN TREDJE (med hamer, råber til den sørgeklædte) Hej, du Aslak, kender du slæggen? Var det den, du brugte, da fanden brød væggen? EN FJERDE (tomhændet) Mads Moen, her er usynlighedskuften! Med den fløj Peer Gynt og Inrid i luften. PEER GYNT Brændvin, gutter! Jeg kender mig gammel; – jeg vil holde auktion over skrab og skrammel! EN GUT Hvad har du at sælge? PEER GYNT Jeg har et slot; – det ligger i ronden; det er muret godt. GUTTEN En knap er buden! PEER GYNT Du får gå til en dram. At byde mindre, var synd og skam. EN ANDEN Han er lystig, gamlen! (Flokken stimler om ham)  PEER GYNT (råber) Grane, min hest; – hvem byder? EN I HOBEN Hvor går han? PEER GYNT Langt i vest! Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve. STEMMER Hvad mere har du? PEER GYNT Både guld og skrab! Det er købt med forlis; det sælges med tab. EN GUT Råb op! PEER GYNT En drøm om en spændebog! Den kan I få for en hægtekrog. GUTTEN Fanden med drømme! PEER GYNT Mit kejserdom! Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom! GUTTEN Følger kronen med? PEER GYNT   Af det dejligste strå. Den vil passe den første, som sætter den på. Hej, her er mer! Et vindlagt æg! En galmand gråhår! Profetens skæg! Alt skal han få, som viser mig hejen stolpen med påskrift: her går vejen! LENSMANDEN (som er kommen til) Du bærer dig ad, min mand, så næsten jeg tror din vej går bent i arresten. PEER GYNT (med hatten i hånden) Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt? LENDSMANDEN Hvad sludder – PEER GYNT Med forlov! Jeg beer så tyndt! LENSMANDEN Å, der siges, han var en vederstyggelig digter – PEER GYNT En digter –? LENSMANDEN Ja, – alt, som var sterkt og stort, det digted han ihob, at han havde gjort. Men unskyld, ven – jeg har andre pligter – (går) PEER GYNT Og hvor er han nu, den merkelige mand? EN ALDRENDE   Han for over havet til et fremmed land; der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; nu er han for mange år siden hængt. PEER GYNT Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste; salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste. (hilser) Farvel, – og mangfoldig tak for idag! (går nogle skridt, men standser igen) I glade gutter, I væne kvinder, vil I høre en skrøne til vederlag? FLERE Ja, kan du nogen? PEER GYNT Der er intet til hinder. (Kommer nærmere; der glider ligsom en fremmed mine over ham) I San Franzisco jeg grov efter guld. Hele byen var af gøglere fuld. En kunde gnide på fiol med tærene; en anden kunde danse spansk halling på knæerne; en tredje, hørte jeg, gjorde vers mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers. Til gøgler-stævnet kom også fanden; vilde prøve sin lykke, som så mangen anden. Hans fag var det: på en skuffende vis at kunde grynte som en virkelig gris. Hans personlighed trak, skønt han var ej kendt. Huset var fuldt og forventningen spændt.   Frem trådte han i kappe med svajende flinger. man muss sich drappiren, som tydskeren siger. Men ind under kappen, – hvad ingen vidste, – havde han forstået en gris at liste. Og nu begyndte da præstationen. Fanden, han keb; og grisen gav tonen. Det hele blev holdt som en fantasi over grise-tilværelsen, bunden og fri; til slutning et hvin, som ved slagterens stik; hvorpå kunsteren bukked ærbødigt, og gik. Emne blev af fagmænd drøftet og dømt; stemningen blev både lastet og berømt; nogle fandt røstens udtryk for tyndt; andre fandt dødsskriget alt for studeret; men alle var enig om: qva grynt var præsentationen yderst outreret. Se det fik fanden, fordi han var dum og ikke beregnet sit publikum. (Han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.) (Pinseaften. – Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads, en hytte med rensdyyrhorn over dørgavlen.) (Peer Gynt kryber i holtet og sanker jordløg.) PEER GYNT Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste? Alt skal en prøve å vælge det bedste. Jeg har så gjort, – oppe fra Cæsar og nedover lige til Nebukadnezar. Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien. Den gamle gutten fik ty til sin moer igen.   Der står jo også; af jord est du kommen. Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen. Fylde den med jordløg? Det lidet moner; jeg vil være listig og sætte doner. Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste, og får dog mellem vilddyr regnes for den første. Når jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, så kryber jeg under et vindfældt træ; som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver og risper i barken med store bogstaver: Hver hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr, kejser over alle de andre dyr. Kejser? (ler invendig) Du gamle spåmands-gøg! Du er ingen kejser; du er en løg. Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer! Det hjælper ikke enten du tuder eller beer. (tager en løg og plukker svøb for svøb af) Der ligger det ydre, forrevne lag; det er havsnødsmanden på jollens vrag. Her er passager-svøbet, skralt og tyndt; har dog i smagen en snev af Peer Gynt. Indenfor her har vi guldgraver-jeget; saften er væl, – om det nogen har ejet. Dette grovskind her med den hårde flig, det er pelsværksjægeren ved Hudsons-vik. Det indenfor ligner en krone; – ja tak! Det kaster vi væk uden videre snak. Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.   Og her er profeten, færsk og saftig. Her stinker, som skrevet står, af løgne, så en ærlig man kan få vand i øjne. Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen, det er herren, der leved i fryd og gammen. Det næste tykkes sygt. Det har svarte strenger; – svart kan ligne både prest og neger. (plukker flere på engang) Det var en ustyrtelig mængde lag! Kommer ikke kærnen snart for en dag? (plukker hele løgen op) Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre er altsammen lag, – bare mindre og mindre. – Naturen er vittig! (Kaster restene fra sig) Fanden måtte gruble! Går en i tanker, kan en letvindt snuble. Nå, jeg kan forresten ad faren flire; – for jeg ligger bundfast på alle fire. (Klør sig i nakken) Underligt stel, det hele røre! Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre. Men griber en til, sætte Mikkel på spring, og en fanger noget andet – eller ingenting. (hen er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:) Denne stuen? På moen! Hå! (gnider øjnene) Det er plent som jeg engang skulde det bygværk kendt. Rensdyrskallen, som spriker over gavlen! En havfrue, skabt som en fisk fra navlen! Løgn!  Ingen havfrue! – Nagler, – planker, – lås, som lukker for nissebuk-tanker! SOLVEJG (synger i stuen) Nu er her stellet til Pinsekveld. Kære gutten min, langt borte, Kommer du vel? Har du tungt at hente, så und dig frist; jeg skal nok vente; jeg lovet så sidst. PEER GYNT (rejser sig stille og dødbleg) En, som har husket, – og en, som har glemt. En, som har mistet, – og en som har gemt. – O, alvor! – Og aldri kan det leges om! O, angst! – Her var mit kejserdom! (løber ind over skogstien) (Natt. Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.) (Peer Gynt løber over moen.) PEER GYNT Aske, skodde, støv for vinden, her er nok at bygge af! Stank og råddenskab for inden; alt ihob en kalket grav. Digt og drøm og dødfødt viden lægger fod om pyramiden; over den skal værket højne svig  med trappetrinn af løgne. Flugt for alvor, sky for anger, som et skilt på toppen pranger, fylder domsbasunen med sit: Petrus Gyntus Cæsar fecit! (Lytter) Hvad for gråd af barnerøster? Gråd, men halvt på vej til sang. Og for foden triller nøster! (Sparker) Væk! I gør mig stien trang! NØSTERNE (på jorden) Vi er tanker; du skulde tænkt os; pusselanker du skulde skænkt os! PEER GYNT (går udenom) Livet har jeg skænkt til en; det blev fusk og skæve ben!! NØSTERNE Tilvejrs vi skulde som skakende røster, og her må vi rulle som grågarns-nøster. PEER GYNT (Snubler) Nøste! Dit fordømte drog! Spænder du for faer din korg?? (Flygter) VISNE BLADE (  flyver for viden) Vi er et løsen; du skulde stillet os!! Se, hvor døsen har ynkeligt pillet os. Ormen har ædet os i alle bugter; vi fik aldri spredt os som krans om frugter. PEER GYNT Fåfængt var dog ej jer fødsel, læg jer stilt og tjen til gødsel. SUSING I LUFTEN Vi er sange; du skulde sunget os! Tusende gange har du knuget og tvunget os. I din hjertegrube har vi ligget og ventet; vi blev aldri hentet. Gift i din strube! PEER GYNT Gift i dig, dit dumme stev! Fik jeg tid til vers og væv? (skyder snarvej) DUGGDRÅBER (drysser fra grenene) Vi er tårer der ej blev fældte. Isbrod,  som sårer, kunde vi smelte. Nu sidder brodden i bringen lodden; såret er lukket; vor magt er slukket. PEER GYNT Tak; – jeg græd i Rondesvalen, – fik dog lige fuldt på halen! BRÆKKENDE STRÅ Vi er værker; du skulde øvet os! Tvivl, som kværker, har krøblet og kløvet os. På yderste dagen vi kommer i flok og melder sagen, – så får du nok! PEER GYNT Kæltringstreger! Tør I skrive mig tilbogs det negative? (haster afsted) ÅSES STEMME (langt borte) Tvi, for en skydsgut! Hu, du har væltet mig! Sne faldt her nys, gut; – stygt har den æltet mig. – Galt har du kørt mig. Peer, hvor er slottet? Fanden  har forført dig med kæppen i kottet! PEER GYNT Bedst, en stakkar vær sig skynder. Skal en bære fandens synder, må en snart i bakken segne; – de er tunge nok, ens egne. (løber) (Et andet strøg på moen.) PEER GYNT (synger) En graver! En graver! Hvor er I, hunde? En sang af brægende klokkermunde; om hatteskyggen en sørgeflig; – jeg har mange døde; jeg skal følge lig! (KNAPPESTØPEREN, med redskapskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.) KNAPPESTØPEREN Godt møde, gubbe! PEER GYNT God kveld, min ven! KNAPPESTØPEREN Karlen har hastværk. Hvor skal han hen? PEER GYNT Til gravøl. KNAPPESTØPEREN Ja så? Lidt skralt jeg ser; – med forlov, – du heder vel ikke Peer? PEER GYNT   Peer Gynt, som man siger. KNAPPESTØPEREN Det kalder jeg held! Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld PEER GYNT Skal du det? Hvad vil du? KNAPPESTØPEREN Her kan du se; Jeg er knappestøperen. Du skal i min ske. PEER GYNT Smeltes? KNAPPESTØPEREN Her er den, skuret og tom. Din grav er gravet, din kiste bestilt. I skrotten skal ormene leve gildt; – men jeg har ordre til, uden dvælen, på Mesterens vegne at hente sjælen. PEER GYNT Ugørligt! Sådant foruden varsel –! KNAPPESTØPEREN Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel i stilhed at vælge dagen til festen, uden ringeste varsel for hædersgæsten. PEER GYNT   Ja, riktig. Det rundt i min hjerne løber. Du er jo –? KNAPPESTØPEREN Det hørte du; – knappestøberen. PEER GYNT Forstår! Kært barn har mange navne. Ja så da, Peer; det er der du skal havne! Men dette, go'e karl, er uredelig færd! Jeg ved, jeg er mildere medfart værd; – jeg er ikke så gal, som I kanske tror, – har øvet adskilligt godt her på jord; – i værste fald kan jeg kaldes en flynder, – men sletikke nogen særdeles synder. KNAPPESTØPEREN Nej, det er jo netop knuden, mand; du er ingen synder i højere forstand; se, derfor slipper du pinsels-veen, og kommer, som andre, i støbeskeen. PEER GYNT Kald det, hvad du vil, – ske eller pøl; mungåt og bjor er beggeto øl. Vig, Satan KNAPPESTØPEREN Du er da aldri så grov at tænke, jeg traver på en hestehov? PEER GYNT På hestehov eller ræveklør, – pak dig; og pas dig for hvad du gør! KNAPPESTØPEREN   Min ven, du er i en stor vildfarelse. Begge har vi hast, og til tidsbesparelse skal jeg forklare dig sagens grund. Du er, som jeg har af din egen mund, ikke nogen såkaldt storartet synder, – ja knappets en middels – PEER GYNT Se, se; du begynder at snakke rimeligt – KNAPPESTØPEREN Vent nu lidt; – men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt – PEER GYNT Det gør jeg jo heller ikke fordring på. KNAPPESTØPEREN Altså midt imellem, og så som så. En synder af det rigtig storladne slags træffes ikke langs alfarvej nutildags; der skal mere til, end at traske i dynd; der kræves både kraft og alvor til en synd. PEER GYNT Ja, det er s'gu rigtig, hvad du der bemærker; en skal bude på, som de gamle bersærker. KNAPPESTØPEREN Du derimod, ven, du tog synden let. PEER GYNT Bare udenpå, ven, som et søleskvet. KNAPPESTØPEREN   Nu blir vi enige. Svovelpølen er ikke for jer, der plasked i sølen – PEER GYNT Og følgelig, ven, kan jeg gå som jeg kom? KNAPPESTØPEREN Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om. PEER GYNT Hvad er det for kneb I har fundet på herhjemme, mens jeg i utlandet lå? KNAPPESTØPEREN Skikken er gammel, som Slangens skabelse, og beregnet på at hindre verdifortabelse. Du kender jo håndværket, – ved vel, at tidt kan en støbning arte sig, rent ud sagt skidt; stundom blir knapperne hæmpeløse. Hvad gjorde du så? PEER GYNT Jeg slang skrabet væk. KNAPPESTØPEREN Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse, så længe han åtte i skæppe og sæk. Men, Mester, der du, er sparsom, han; og derfor blir han en holden mand. Han slænger ikke væk, som rent udugeligt, hvad der som råstoff kan blive brugeligt. Du var nu ætlet til en blinkende knap på verdensvesten; men hæmpen glap;   og derfor skal du i vraggods-kassen, for, som det heder, at gå over i massen. PEER GYNT Du mener da vel aldri, at få mig gydt, sammen med Peer og Pål, til noget nyt? KNAPPESTØPEREN Jo, så min sæl mener jeg så. Det har vi gjort med ikke så få. På Kongsberg gør de det samme med penge, hvis præg er slidt ved at rulle for længe. PEER GYNT Men dette er jo liderligt gnieri! Kære min ven, lad mig slippe fri; – en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling, – hvad er det for en mand i din Mesters stilling? KNAPPESTØPEREN Å, såsom og eftersom ånden er i en, så har en jo altid metalværdien. PEER GYNT Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør gør jeg motstand mod dette! Alt andet før! KNAPPESTØPEREN Men hvilket andet? Vær dog fornuftig. For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig – PEER GYNT Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt; – men af selvet slipper jeg ikke en døjt. Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven!   Sæt mig en tidlang hos ham med hoven; – et hundre år, om galt skal være; se, det er noget, en sagtens kan bære; thi pinen er jo dog kun moralsk, og altså vel ikke så pyramidalsk. Det er en overgang, som skrevet står, og som ræven sagde; – man venter; der slår en forløsningens stund; man træder tilbage, og håber imidlertid på bedre dage. – Men dette andet, – at skulle gå op som et fnug i en uvedkommendes krop, – dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør, – det sætter min inderste sjæl i oprør! KNAPPESTØPEREN Men, kære Peer, det trænges dog ej for småting at tage så volsomt på vej. Dig selv har du aldri været før; – hvad skiller det så, om tilgavns du dør? PEER GYNT Har jeg ikke vært-? Jeg må næsten le! Peer Gynt har været noget andet, skal vi se! Nej, knappestøber, du dømmer iblinde. Kunde du syne mig i nyrerne inde, så vilde du træffe bare Peer og Peer, og ikke noget andet og heller ikke mer. KNAPPESTØPEREN Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre. Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre. Han har budt sit livs bestemmele trods. I støbeskeen med ham som mislykket gods. PEER GYNT   Hvilket vås! Der må menes en anden person. Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon? KNAPPESTØPEREN Dem har jeg smeltet for længe siden. Kom så med det gode, og spild ikke tiden! PEER GYNT Nej, om jeg gør! Jo, det var pent, om det viste sig imorgen at en anden var ment. Du får tage dig ivare, min gode mand! Husk på det ansvar, som følge kan – KNAPPESTØPEREN Jeg har skriftligt for mig – PEER GYNT Men und mig dog frist! KNAPPESTØPEREN Hvad skal du med den? PEER GYNT Jeg vil få bevist, at jeg var mig selv gennem hele livet, og derom er det jo dog vi har kivet. KNAPPESTØPEREN Bevist? Med hvad? PEER GYNT Med vidner og attester. KNAPPESTØPEREN Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester. PEER GYNT   Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg! Kære mand, lad mig låne mig selv på borg; jeg er snart her igen. Kun engang man fødes; og sig selv, som man skabtes, holder man på. Ja; er vi enige? KNAPPESTØPEREN Nå da, lad gå. Men husk, ved næste korsvej vi mødes. (PEER GYNT løber.) (Længere borte på moen) PEER GYNT (i fuld fart) Tid er penge, som skrevet står. Den, som nu vidste, hvor korsvejen går; – kanske er den nær, og kanske fjern. Jorden brænder mig som gloende jern. Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen? Det er næsten utænkelig her i skogen. Verden er fuskværk! Stellet er slet, når en mand skal bevise sin soleklare ret! (En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.) GUBBEN (standser) Kære, vakkre, – en skilling til en husvild kall. PEER GYNT Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden – GUBBEN   Prins Peer! A nej; så vi træffes skal –? PEER GYNT Hvem er du? GUBBEN Han minds ikke gamlen i Ronden? PEER GYNT Du er da vel aldri –? GUBBEN Dovregubben, faer! PEER Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar! DOVREGUBBEN Å, jeg er kommen så rent på knæerne –! PEER GYNT Ødelagt? DOVREGUBBEN Plyndret for rub og stub. Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub. PEER GYNT Hurra! Sligt vidne vokser ikke på træerne! DOVREGUBBEN Herr prinsen er også bleven grå siden sidst. PEER GYNT Kære svigerfaer, årene gnager og tærer. Nå; streg over alle private affærer, –   og, for alting, ingen familjetvist. Jeg var dengang en galning – DOVREGUBBEN Å ja; å ja; – prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da? Men klog var prinsen, at han vraged sin brud; dermed har han spart sig både harmen og skammen; for siden er hun så rent skejet ud – PEER GYNT Se, se! DOVREGUBBEN Hun gik nu for koldt vand og lud; og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen. PEER GYNT Hvilken Trond? DOVREGUBBEN Han i Valfjeldet. PEER GYNT Han? Aha; det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra. DOVREGUBBEN Men dattersøn er bleven både fed og stor, og har gilde børn over hele landet – PEER GYNT Ja, kære mand, spar de mange ord; – der ligger mig på hjerte noget gasnke andet. – Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling, og ønsker et vidnesbyrd eller en attest; –   se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst. Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling – DOVREGUBBEN A nej; kan jeg være prinsen til nytte? Så kanske jeg får et skudsmål i bytte? PEER GYNT Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter, og må spinke og spare på alle kanter. Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel, da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld – DOVREGUBBEN Bevares, herr prins!! PEER GYNT Ikke dette med prinsen! Men nok. I vilde med magt og vold kverve mit syn med et snit i lindsen, og skabe mig om fra Peer Gynt til trold. Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod, – svor, jeg vilde stå på min egen fod; jeg forsaged både elskov og magt og ære, altsammen bare for mig selv at være. Denne kendsgerning, ser I, skal I sverge på til thinge – DOVREGUBBEN Nej, om jeg kan! PEER GYNT Hvad er det for snak? DOVREGUBBEN Han vil da vel ikke til løgn mig tvinge?   Han husker da vel, han i troldbrogen trak, og smagte på mjøden –? PEER GYNT Ja, I lokked forførende; – men jeg satte mig bestemt imod det afgørende. Og netop det skal en kende sin mand på. Det er slutningsverset det kommer an på. DOVREGUBBEN Men slutningen, Peer, blev jo stik imod. PEER GYNT Hvad er dette for væv? DOVREGUBBEN Da du Ronden forlod, så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke. PEER GYNT Hvilket? DOVREGUBBEN Ordet, – det kløvende, stærke. PEER GYNT Ordet? DOVREGUBBEN Som skiller mellem menneskenes flok og troldenes: trold, vær dig selv nok! PEER (viger et skridt) Nok! DOVREGUBBEN Og af alle livsens kræfter har du jo siden levet derefter. PEER GYNT   Jeg! Peer Gynt? DOVREGUBBEN (græder) Det er utaknemmeligt! Som trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt. Order, jeg lærte dig, har sat dig istand til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; – og så kommer du her og kaster på nakken af mig og af ordet, du skylder hele takken. PEER GYNT Nok! Et bergtrold! En egoist! Dette her må være sludder; det er ganske visst! DOVREGUBBEN (trækker frem en bunke gamle blade) Du mener nok ikk, vi holder aviser? Vent; her skal du se med rødt på sort, hvor «Bloksberg-posten» dig lover og priser; og det samme har «Heklefjelds-tiende» gjort alt fra den vinter, du rejste bort. – Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov. Her står noget med underskrift «Hingstehov». Og her: «Om det troldeligt-nationale» Skribenten drager den sandhed frem, at det lidt kommer an på horn og hale, bare en for resten af huden har en rem. «Vort nok», så slutter han, «gier troldets stempel til manden», – og så nævner han dig, som exempel. PEER GYNT Et bergtrold? Jeg? DOVREGUBBEN   Ja, den sagen er klar. PEER GYNT Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var? Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro? Spart slid og møje og mange par sko? Peer Gynt – et trold? – Det er væv! Det er snak! Farvel! Der har du en skilling til tobak. DOVREGUBBEN nej, snille prins Peer! PEER GYNT Slip! Du er gal, eller går i barndom. Søg et hospital. DOVREGUBBEN Å, det er netop det, som jeg søger. Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt, har fået her i landet slig svare magt; og de siger, jeg bare er til i bøger. Det heder jo, værst er ens egne frænder; jeg stakkar, får føle, det ord er sandt. Det er hårdt at gælde for digt og tant – PEER GYNT Kære mand, der er flere, det uheld hænder. DOVREGUBBEN Og vi selv har slet ingen hjælpekasse, ingen spareskillingsgris eller fattigbok; – i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe. PEER GYNT   Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok! DOVREGUBBEN Å, prinsen kan da ikke klage på ordet. Og hvis han på en eller anden boug – PEER GYNT Min mand, du er rent på det gale sporet; jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg – DOVREGUBBEN Det er da ikke muligt? er prinsen fant? PEER GYNT Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant. Og det er jer skyld, I forbandede trold! Der ser man, hvad dårligt selskab kan volde. DOVREGUBBEN Så dratted da håbet af pinden ned igen! Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter – PEER GYNT Hvad vil du der? DOVREGUBBEN Jeg vil gå til komedien. De søger i bladet nationale subjekter – PEER GYNT Lykke på rejsen; og hils fra mig. Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej. Jeg skriver en farce, både gal og grundig: den skal hede: «Sic transit gloria mundi.» (løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham.) (  Ved en korsvej) PEER GYNT Nu gælder det, Peer, som det aldri har gældt! Dette dovriske nok, det har dommen fældt. Skuden er vrag; en får flyde på stumperne! Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne! KNAPPESTØPEREN (ved korsvejen) Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten? PEER GYNT Hav vi korsvej her? Det var fort bestilt! KNAPPESTØPEREN Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt, hvad seddelen siger, før jeg har læst den. PEER GYNT Jeg blev ked af det rend; – en kan gå sig vild – KNAPPESTØPEREN Ja; og desuden, hvad fører det til? PEER GYNT Sandt nok; på skogen ved nattetid – KNAPPESTØPEREN Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid? PEER GYNT Nej; lad ham gå. Hen er drukken, kære! KNAPPESTØPEREN Men kanske han kunde – PEER GYNT Hys; nej, – lad være! KNAPPESTØPEREN   Ja, taer vi så fat? PEER GYNT Hvad er det «at være sig selv» igrunden? KNAPPESTØPEREN Et underlig spørgsmål, især i munden på en mand, der nylig – PEER GYNT Svar kort og godt. KNAPPESTØPEREN At være sig selv, er: sig selv at døde. Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt; og derfor, lad det kaldes: overalt at møde med Mesters mening til udhængsskilt. PEER GYNT Men den, som nu aldri at vide fik, hvad Mester har ment med ham? KNAPPESTØPEREN Det skal han ane. PEER GYNT Men hvor ofte slår ikke anelser klik,– og så går man ad undas midt på sin bane. KNAPPESTØPEREN Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel har fyren med hoven sin beste angel. PEER GYNT Dette her er en yderlig filtret affære. – Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være;– det tør  kanske falde svært at få det bevist. Jeg betragter den del af sagen som forlist. Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen, følte jeg et tryk av samvittigheds-skoen; jeg sagde til mig selv: du er dog en synder – KNAPPESTØPEREN Nu lader det jo, som du forfra begyder – PEER GYNT Aldeles ikke; jeg mener en stor; ikke blot i gerning, men i lyster og ord. I udlandet har jeg levet forbistret – KNAPPESTØPEREN Kan være; men måtte jeg så se registeret? PEER GYNT Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten, og skrifte i en fart og bringe dig attesten. KNAPPESTØPEREN Ja, bringer du den, så er det jo klart, at du blir for støbeske-historien spart. Men orderen, Peer – PEER GYNT Papiret er gammelt; det hidhører visst fra et ældre datum; – det var engang jeg leved så slapt og vammelt, og spilled profet og trodde på fatum. Ja, får jeg så prøve? KNAPPESTØPEREN Men –! PEER GYNT Kæ  re, snille, – du har dog visst ikke stort at bestille. Her i distriktet er jo luften så gæv; – den lægger til befolkningens alder en alen. Husk på, hvad Justedals-presten skrev: ««det er sjelden, at nogen død her i dalen.» KNAPPESTØPEREN Til næste korsvej; men så ikke længer. PEER GYNT En prest, om jeg så skal gribe han med tænger!. (han løber) (Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.) PEER GYNT Den tør være nyttig til mange ting, sa'e Esben, han tog op en skæreving. Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld skulde fri en af klemmen den sidste kveld? Nå, sagen blir riktignok lige fuldt kilden; for det bærer igrunden fra asken i ilden; – men der er jo et ord, som har hævdens dåb, – der siges: så længe der er liv, er der håb. (En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skulderen løber langsefter bakken.) PEER GYNT Hvem der? En prest med fuglegarn! Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn! God aften, herr pastor! Stien er fæl – DEN MAGRE   Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl? PEER GYNT Aha; der er en som skal til himle? DEN MAGRE Nej; jeg håber, han er på en anden vej. PEER GYNT Herr pastor, får jeg slå følge et stykke? DEN MAGRE Ret gerne; selskab er efter mit tykke. PEER GYNT Jeg har noget på hjerte – DEN MAGRE Heraus! Læg an! PEER GYNT De ser her for Dem en skikkelig mand. Statens lov har jeg redeligt holdt; har aldri siddet i jern og bolt; – dog stundom taber man fodefæste og snubler – DEN MAGRE Ak ja; det hænder de bedste. PEER GYNT Se, disse småting – DEN MAGRE Kun småting? PEER GYNT   Ja; synder en gros har jeg holdt mig ifra. DEN MAGRE Ja, kære mand, lad mig så i ro; jeg er ikke den, De synes at tro. – De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem? PEER GYNT Et mærkeligt udviklet neglesystem. DEN MAGRE Og nu da? De skotter mod foden ned? PEER GYNT (peger) Er den hoven naturlig? DEN MAGRE Det smigrer jeg mig med. PEER GYNT (letter på hatten) Jeg skulde svoret på, De var en prest; og så har jeg den ære –. Nå, bedst er bedst; – står salsdøren åben, – sky køkkenvejen; kan du træffe kongen, – gå udenom lakejen. DEN MAGRE Et håndtryk! De synes mig fordomsfri. Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i? Ja, De må ikke bede om magt eller penge. Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge. De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; –   det er gået så rent tilagters med omsætningen; ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ en enkelt – PEER GYNT Har slægten så merkeligt forbedret sig? DEN MAGRE Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; – de fleste kommer i støbeske. PEER GYNT Nå ja, – den ske har jeg hørt lidt om; det var egentlig i den anleding, jeg kom. DEN MAGRE Tal frit! PEER GYNT Hvis der ikke var ubeskedent, så ønsked jeg gerne – DEN MAGRE Et tilholdsted? Hvad? PEER GYNT De har gættet min bøn forinden jeg bad. Bedriften går jo, som De siger, vredebt; og kanske De derfor ikke taer det så nøje – DEN MAGRE Men, kære – PEER GYNT Mine fordringer er ikke høje. Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed; kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. – DEN MAGRE   Varmt værelse? PEER GYNT Ikke for varmt; – og helst adgang til at gå på igen frank og frelst, – ret til, som man siger, at træde tilbage, når der byder sig en lejlighed til bedre dage. DEN MAGRE Min kære ven, det gør mig sandelig ondt; men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker af lignende indhold mig godtfolk skikker, når de skal bort fra sin jordiske dont. PEER GYNT Men når jeg betænker min forrige vandel, så er jeg en adgangsberettiget mand – DEN MAGRE Det var jo kun småting – PEER GYNT I en viss forstand; – dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel – DEN MAGRE Der er dem, som drev handel med viljer og sind, men gjorde det våset, og slap altså ikke ind. PEER GYNT Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina. DEN MAGRE Atter bedemandsstil! Sligt gør vi kun grin af. Der er folk, som skiber ud fælere figurer   i prækener, i kunster og literaturer, – de må dog stå udenfor – PEER GYNT Ja, men ved De hvad, – jeg har gået og spillet profet! DEN MAGRE I udlandet? Humbug! De fleste seen ins blaue slutter i støbeskeen. Har De ikke andet at støtte Dem til, så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil. PEER GYNT Jo, hør nu; i havsnød, – jeg sad på et hvælv, – og der står jo: den druknende griber efter sivet, – endvidere står der: man er nærmest sig selv, – og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet. DEN MAGRE Jeg var tilfreds, De en kokkepige havde halvvejs skilt ved noget andet tillige. Hvad er dette her for en halvvejs-snak, med respekt at sige? Hvem mener De, gider ødsle det dyre brændsel, i tider som disse, på sådant stemningsløst rak? Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen; og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. – Hør, læreste ven, slå ud den tand; og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig. Hvad vandt De, om jeg skaffed Hem kost og bolig? Tænk efter; De er en fornuftig mand. Ja. mindet beholdt De; den sats er sand; –   men udsigten over erindringens land blev, både for hjerte og for forstand, hvad svensken kalder «bra lite rolig». De har intete hverken til at hyle eller smile over; intet til at juble eller fortvile over; intet, som kan gøre Dem kold eller hed; bare sådant noget til at ærgre Dem med. PEER GYNT Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå hvor skoen trykker, når en ikke har den på. DEN MAGRE Det er sandt; jeg har, – den og den være lov, – kun for en umage støvle behov. Men det var heldigt, jeg nævnte støvler; det minder mig om, at jeg må afsted; – jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed; det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler – PEER GYNT Og trude man spørge, hvad synde-foer har mæsket den karl? DEN MAGRE Så vidt jeg tror har han været sig selv om natten som om dagen; og det er igrunden dog hovedsagen. PEER GYNT Sig selv? Sogner det slags folk under Dem? DEN MAGRE Som det falder sig; porten står ialfald på klem.   Husk på, man kan være på to slags vis sig selv; være vrangen eller retten af kjolen. De ved, man har nylig fundet på i Paris at gøre portræter vad hjælp af solen. Enten kan man direkte billeder give, eller også de såkaldte negative. De sidste får omvendt lys og skygge, og synes for almindelig øjne stygge; men ligheden hviler dog også i dem, og det gælder ikke andet, end at få den frem. Har nu en sjæl sig fotograferet i sit levnets førsel ad negativ vej, så blir ikke pladen derfor kasseret, – man skikker den ganske simpelt til mig. Jeg taet den da for mig til fortsat behandling; og ved passende midler sker en forvandling. Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser, med svovel og med lignende ingredienser, til billedet kommer, som pladen skulde give,– nemlig det, der kaldes det positive. Men har man, som De, visket halvt sig ud,– så nytter hverken svovel eller kali-lud. PEER GYNT Altså, til Dem må man komme som en ravn, for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn står der under det negative kontrafej, som De nu skal føre over på positiv vej? DEN MAGRE Der står Peter Gynt. PEER GYNT   Peter Gynt! Ja så? Er herr Gynt sig selv? DEN MAGRE Ja, det bander han på. PEER GYNT Nå, troværdig er han, den samme herr Peter. DEN MAGRE De kender han kanske? PEER GYNT Å-ja, som det heder;– man kender så mange. DEN MAGRE Min tid er knap; hvor så De ham sidst? PEER GYNT Det var nede på Kap. DEN MAGRE Di Buona Speranza? PEER GYNT Ja, men derfra sejler han nok med det første, hvis ikke jeg fejler. DEN MAGRE Så må jeg derned på stående fod. Gid jeg nu bare betids ham fanger! Det Kapland, det Kapland var mig altid imod;– der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger. (han farer sydover) PEER GYNT   Den dumme hund! Der sætter han på sprang med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang. Det var mig en fryd at narre det asen. Slig karl gør seg kostbar og spiller basen! Han har rigtig noget at gøre sig bred af! Håndtværket skal han nok ikke bli fed af;– snart ryger han af pinden med hele stasen.– Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadelen; jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adelen. (et stjerneskud skimtes; han nikker efter det) Hils fra Peer Gynt, broer stjernerap! Lyse, slukne og forgå i et gab – (griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han:) Er der ingen, ingen i hele vrimlen–, ingen i afgrunden, ingen i himlen –! (kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.) Så usigelig fattig kan en sjæl da gå tilbage til intet i det tågede grå. Du dejlige jord, vær ikke vred, at jeg tramped dit græs til ingen nytte Du dejlige sol, du har sløset med dine lysende stænk i en folketom hytte. Der sad ingen derinde at varme og stemme;– ejeren, siger de, var aldri hjemme. Dejlige sol og dejlige jord, I var dumme, at I bar og lyste for min moer. Ånden er karrig og naturen ødsel. Det er dyrt at bøde med livet for sin fødsel.–   Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde; jeg vil endu en gang se solen rinde, stirre mig træt på det lovede land, se at få snedyngen over mig kavet; de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;» og bagefter, – siden –! Lad det gå, som det kan. KIRKEFOLK (synger på skogstien) Velsignede morgen da Gudsrigets tunger traf jorden som flammende stål! Fra jorden mod borgen nu arvingen sjunger på Gudrigets tungemål. PEER GYNT (kryber sammen i skræk) Aldri se dig! Der er ørk og øde.– Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde. (vil liste ind mellem buskerne, men støder på korsvejen) KAPPESTØPEREN God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegisteret? PEER GYNT Mener du ikke, jeg har hujet og plistret alt hvad jeg årked? KAPPESTØPEREN Og du ingen traf? PEER GYNT Ingen uden en rejsende fotograf. KNAPPESTØPEREN   Ja, fristen er ude. PEER GYNT Alting er ude. Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude? KNAPPESTØPEREN Det er ottesangs-klokken – PEER GYNT (peger) Hvad er det, som skinner? KNAPPESTØPEREN Bare lys i en stue. PEER GYNT Hvad er det for sus? KNAPPESTØPEREN Vare sang af en kvinde. PEER GYNT Ja, der – der finder jeg synderegisteret. KNAPPESTØBEREN (griber i ham) Beskik dit hus! (de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.) PEER GYNT Beskikke mit hus? Der er det! Gå! Pak dig! Var skeen så stor som en kiste,– du kan tro, den rummed ikke mig og min liste! KNAPPESTØPEREN Til  tredje korsvejen, Peer; men så! PEER GYNT (nærmere mod huset) Atter og fram, det er lige langt. Ud og ind, det er lige trangt. (Standser) Nej! – Som en vild uendelig klage er det at gå ind, gå hjem og tilbage. (går nogle skridt; men standser igen) Udenom, sa'e bøjgen! (hører sang i stuen) Nej; denne gang Tvers igennem, var vejen aldri så trang! (han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg) ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.) PEER GYNT (kaster sig ned på dørstokken). Har du dom for en synder, så tal den ud! SOLVEJG Der er han! Der er han! Lovet være Gud (famler efter ham) PEER GYNT Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt! SOLVEJG Intet har du syndet, min eneste gut! (famler igjen og finder ham.)  KNAPPESTØBEREN (bag huset) Registeret, Peer Gynt? PEER GYNT Skrig ud min brøde! SOLVEJG (sætter sig hos ham) Livet har du gjort mig til en dejlig sang. Velsignet være du, at du kom engang! Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde! PEER GYNT Så er jeg fortabt! SOLVEJG Der er en, som råder. PEER GYNT (ler) Nævn dem. PEER GYNT Nævn dem? Hejsan! Ja visst! Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst? SOLVEJG Været? PEER GYNT Med bestemmelsens mærke på sin pande; været, som han sprang i Guds tanke frem!   Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem,– gå under i de tågede lande. SOLVEJG (smiler) O, den gåden er let. PEER Så sig, hvad du ved! Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande? Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande? SOLVEJG (smiling) I min tro, i mit håb og i min kærlighed. PEER (studser tilbage) Hvad siger du –? Ti! Det er gøglende ord. Til gutten derinde er selv du moer! SOLVEJG Det er jeg, da; men hvem er hans fader? Det er han, som for moderens bøn forlader. PEER GYNT (et skær af lys går over ham, han skriger) Min moder; min hustru, uskyldig kvinde! – O, gem mig, gem mig derinde! (han klynger sig fast og skuler ansigtet i hendes skød. Langs stilhed. Solen rinder.) SOLVEJG (synger sagte) Sov du, dyreste gutten min! Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.–   Gutten har siddet på sin moders fang. De to har leget hele livsdagen land. Gutten har hvilet ved sin moders bryst hele livsdagen land. Gud signe, min lyst! Gutten har ligget til mit hjerte tæt hele livsdagen land. Nu er han så træt. Sov du, dyreste gutten min! Jeg skal vugge dig, jeg skal våge! KNAPPESTØBERENS STEMME (bag huset) Vi træffes på sidste korsvejen, Peer og så får vi se, om –; jeg sier ikke mer. SOLVEJG (synger højere i dagglansen) Jeg skal vugge dig, jeg skal våge;– sov og drøm du, gutten min!