Actus II

* * *

Scen. I.

Montanus med Hosene ned om Benene.

Jeg har kun været een Dag fra Kiøbenhavn, og længes

allerede. Hvis jeg ikke havde mine gode Bøger med

mig, kunde jeg ikke leve paa Landet, Studia secundas

res ornant, adversis solatium præbent.[1] Jeg synes

ligesom mig fattes noget, efterdi jeg har ikke disputeret i tre

Dage. Jeg veed ikke, om her er nogle lærde Folk her i

Byen; hvis her er nogen, skal jeg nok sette dem i Arbeyd,

thi jeg kand ikke leve, uden jeg maa disputere. Mine

stakkels Forældre kand jeg ikke meget tale med; thi de

ere eenfoldige Folk, og veed neppe andet end deres

Børne-Lærdom, saa at jeg kand ikke have megen Trøst af

deres Omgjængelse. Degnen og Skolemesteren skal have

studeret, men jeg veed ikke, hvor vidt det strækker sig;

dog skal jeg forsøge hvad de duer til. Mine Forældre

blev forskrækket, da de saae mig saa tilig; thi de havde

ikke ventet, at jeg skulde have taget fra Kiøbenhavn om

Natten. Han slaaer Ild, tænder sin Pibe, og setter Pibehovedet

igjennem et Hul, som han har paa sin Hat. Saaledes kalder man

at smøge Tobak studentikos[2]; det er en god Invention

nok for een, der vil skrive og smøge tillige.

Setter sig ned at læse.

[1] Studia o. s. v.] studier forskjønner medgang, giver trøst i

modgang.

[2] studentikos] paa studentervis.

Scen. 2.

Montanus. Jacob.

Jacob kysser paa Haanden og flyer sin Broder. Velkommen

hiem igien, min latinske Broer!

Montanus. Det er mig kiært at see dig, Jacob!

men hvad det Broerskab angaaer, saa er det noget, som

var got i gamle Dage, men nu kand det ikke saa passe

sig meer.

Jacob. Hvi saa? Est du ikke min Broer?

Montanus. Det negter jeg ikke, Slyngel! at jeg jo

er din Broer ved Fødselen; men du maa vide, at du est

endnu en Bonde-Dreng, og jeg en Philosophiæ

Baccalaureus. Men hør, Jacob! hvordan lever min Kiæreste

og min Svigerfar?

Jacob. Ret vel; de vare her nyelig, og spurdte,

hvor snart Broer kom hiem.

Montanus. Nu Broer igjen! Jeg siger det ikke af

Hoffærdighed, Jacob! men det gaaer profecto ikke an.

Jacob. Hvad skal jeg da kalde Broer?

Montanus. Du skal kalde mig Monsieur Montanus;

thi saa heder jeg i Kiøbenhavn.

Jacob. Kunde jeg kun komme det ihu. Var det

ikke Monsieur Dromedarius?

Montanus. Kandst du ikke høre? Jeg siger jo

Monsieur Montanus.

Jacob. Monsør Montanus, Monsør Montanus.

Montanus. Ja det er ret; thi Montanus paa Latin

er det samme som Berg paa Dansk.

Jacob. Kand jeg da ikke ogsaa hede Monsør Jacob

Montanus?

Montanus. Naar du har gaaet saalænge i Skole som

jeg og udstaaet dine Examina, saa kandst du ogsaa give

dig et latinsk Navn; men saalænge som du est en

Bonde-Dreng, maa du lade dig nøye med at hede slet og ret

Jacob Berg. Men har du merket, at min Kiæreste har

længet efter mig?

Jacob. Ja vist, hun har været meget utaalmodig

over at du blev saalænge borte.

Montanus. Du maa ey heller dutte mig, din Tølpel!

Jacob. Jeg vilde sige: Monsørens Kiæreste har været

utaalmodig, at du est bleven saalænge borte.

Montanus. Ja nu er jeg kommen, Jacob! og det

alleene for hendes Skyld; men jeg bliver her ikke ret

gammel; thi saa snart vi har holdt Bryllup, tager jeg

hende med mig til Kjøbenhavn.

Jacob. Vil Monsøren da ikke tage mig med sig?

Montanus. Hvad skulde du bestille der?

Jacob. Jeg vilde see mig lidt om i Verden.

Montanus. Jeg vilde ønske, at du var 6 à 7 Aar

yngre, saa skulde jeg sette dig i Latin-Skole, at du ogsaa

kunde blive Student.

Jacob. Ney det var ikke got.

Montanus. Hvi saa?

Jacob. Jo saa vilde vore Forældre komme reent

til at betle.

Montanus. Hør, hvilke Ord der kand ligge i den

Knegt.

Jacob. Ja jeg er fuld af Indfald. Havde jeg

studeret, var jeg bleven en Fandens Skielm.

Montanus. Mig er sagt, at du har et got Hovet.

Men hvad vilde du ellers bestille i Kjøbenhavn?

Jacob. Jeg vilde saa gierne see det runde Taarn

og Klosteret, hvor man giør Lærred.

Montanus. Ha ha ha! Ney der bestilles andet paa

Klosteret end at giøre Lærred. Men har min Svigerfar

ellers saa mange Midler, som der siges?

Jacob. Ja vist, Jeronimus er en riig Gubbe, han

eyer snart den tredie Deel af Byen.

Montanus. Men har du hørt, om han agter at give

nogen Udstyr med sin Datter?

Jacob. Ja jeg troer nok, at han styrer hende

vel ud, besynderlig om han faaer høre Monsøren præke

her engang udi Byen.

Montanus. Det bliver intet af; jeg gjør mig ikke

saa gemeen at præke her paa Landet. Jeg er ellers kun

for at disputere.

Jacob. Jeg meente, at det var meer at kunde

præke.

Montanus. Veedst du vel hvad det er at

disputere?

Jacob. Ja vist, jeg disputerer hver Dag her i Huset

med Pigerne; men jeg vinder intet derved.

Montanus. Ja saadan Slags Disputatzer har vi

nok af.

Jacob. Hvad er det da, Monsøren disputerer om?

Montanus. Jeg disputerer om vigtige og lærde

Sager, for Exempel, om Englene ere skabte for Menneskene;

om Jorden er rund eller oval; om Maane, Soel og

Stjerner, deres Størrelse og Distance fra Jorden, og andet

dislige.

Jacob. Ney derom disputerer jeg ikke; thi det er

noget, som gaaer mig ikke an, thi naar jeg kun kand

faae Folkene til at arbeyde, maa de gierne sige for mig,

at Jorden er ottekantet.

Montanus. O Animal brutum![1] Men hør, Jacob!

mon der ellers nogen har ladt min Kiæreste vide, at jeg

er hiemkommen?

Jacob. Ney jeg troer det ikke.

Montanus. Saa er det best, at du springer hen til

Hr. Jeronimus, for at lade dem saadant vide.

Jacob. Ja det kand nok skee; men skal jeg ikke

sige det til Lisbed først?

Montanus. Lisbed, hvem er det?

Jacob. Veedst du ikke det, Broer! at din

Fæstemøe heder Lisbed?

Montanus. Har din Slyngel nu glemt alt hvad jeg

nyeligen har lært dig?

Jacob. Du maa kalde mig Slyngel saa meget som

du vil, saa er jeg dog din Broer.

Montanus. Hvis du ikke holder din Mund, skal

jeg profecto slaae dig med Bogen i Panden.

Jacob. Det var ikke smukt at kaste Bibelen efter

Folk.

Montanus. Det er ingen Bibel.

Jacob. Jeg kiender saa mare nok Bibelen. Den

Bog er jo stor nok til at være Bibelen. Jeg kand nok

see, at det er hverken Evangeli-Bog eller Catechismus.

Men hvad det er eller ikke, saa lader det ilde at kaste

Bøger efter sin Broer.

Montanus. Hold Munden, Slyngel!

Jacob. Saadan Slyngel, som jeg er, fortiener dog

[1] Animal brutum] dumme fæ!

med mine Hænder til mine Forældre de Penge, som du

setter til.

Montanus. Hvis du ikke tier, skal jeg lemlæste dig.

Kaster Bogen paa ham.

Jacob. Au au au!

Scen. 3.

Jeppe. Nille. Montanus. Jacob.

Jeppe. Hvad er her for Allarm?

Jacob. Ach min Broer Rasmus slaaer mig.

Nille. Hvad vil det sige? Han slaaer dig vel ikke

uden Aarsag.

Montanus. Ney Moer! det er sandt; han kommer

hid og bruger en Mund mod mig, som jeg kunde være

hans Jevnlige.

Nille. Hvilken Pokkers Skielm! Skal du ikke bedre

vide at respectere saadan lærd Mand? Veedst du ikke,

at han er en Ære for vort hele Huus? Min hierte Hr.

Søn! I skal ikke regne ham det til; det er en

uforstandig Tølpel.

Montanus. Jeg sidder her og speculerer paa vigtige

Sager, som denne importunissimus og audacissimus

Juvenis[1] kommer og hindrer mig udi. Det er intet

Børne-Leeg at have med disse Transcendentalibus[2] at

bestille. Jeg vilde ikke, det skulde have skeet for to Mark.

Jeppe. Ach vær ikke vreed, min hierte Søn! det

skal aldrig skee oftere. Jeg er saa bange, Hr. Søn har

[1] Importunissimus o. s. v.] uforskammede og næsvise yngling.

[2] Transcendentalia] begreber, der gaar ud over den sandselige

erkjendelses grænser.

forivret sig; de lærde Folk taaler ikke mange Stød. Jeg

veed, Per Degn ivrede sig engang, han kunde ikke

forvinde det i 3 Dage igien.

Montanus. Per Degn, er han lærd?

Jeppe. Ja vist; saalænge jeg kand mindes, har vi

ikke haft nogen Degn her i Byen, der har synget saa vel

som han.

Montanus. Derfor kand han være meget u-lærd.

Jeppe. Han præker ogsaa meget skiønt.

Montanus. Derfor kand han ogsaa være u-lærd.

Nille. Ach ney, Hr. Søn! hvorledes kand den være

u-lærd, der præker vel?

Montanus. Jo vist, Moerlille! alle u-lærde Folk

præker vel; thi saasom de ikke kand sammenskrive noget

af deres egne Hoveder, saa bruge de laante Prækner, og

lære udenad brave Mænds Skrifter, som de undertiden

ikke forstaaer selv. Da derimod en lærd Mand ikke vil

benytte sig af saadant, men vil sammenskrive af sit eget

Hoved. Troe mig, at det er en almindelig Feyl her i

Landet, at man dømmer Studenteres Lærdom alt for

meget af deres Prækener. Men lad de Karle disputere som

jeg; det er en Prøvesteen paa Lærdom. Jeg kand

disputere paa got Latin om hvilken Materie det skal være:

Vil een sige, at dette Bord er en Lysestage, saa vil jeg

forsvare det; vil een sige, at Kiød eller Brød er Straae,

vil jeg og forsvare det; det har jeg giort mangen ærlig

Gang. Hør, Farlille! vil I troe det, at den, som drikker

vel, er lyksalig?

Jeppe. Jeg troer snarere, at han er u-lyksalig; thi

man kand drikke baade Forstand og Penge bort.

Montanus. Jeg vil bevise, at han er lyksalig. Qvicunqve

bene bibit, bene dormit ... Ney det er sandt, I

forstaaer ikke Latin; jeg maa sige det paa Dansk. Hvo som

drikker vel, sover gierne vel; er det ikke sandt?

Jeppe. Det er sandt nok; naar jeg har en halv

Ruus, sover jeg som en Hest.

Montanus. Hvo som sover vel, synder ikke; er det

ogsaa ikke sandt?

Jeppe. Ja det er sandt nok; saalænge man sover,

synder man ikke.

Montanus. Den, som synder ikke, er lyksalig.

Jeppe. Det er og sandt.

Montanus. Ergo[1] den, som drikker vel, er lyksalig.

Moerlille! jeg vil giøre jer til en Steen.

Nille. Ja Snak, det er end mere konstigt.

Montanus. Nu skal I faae det at høre: En Steen

kand ikke flyve.

Nille. Ney det er vist nok, undtagen man kaster den.

Montanus. I kand ikke flyve.

Nille. Det er og sandt.

Montanus. Ergo er Moerlille en Steen.

Nille græder.

Montanus. Hvorfor græder Moerlille?

Nille. Ach jeg er saa bange, at jeg blir til Steen;

mine Been begynder alt at blive kolde.

Montanus. Giv jer tilfreds, Moerlille! jeg skal strax

giøre jer til Menneske igien. En Steen kand ikke tænke

eller tale.

Nille. Det er sandt. Jeg veed ikke, om hun kand

tænke; men tale kand hun ikke.

Montanus. Moerlille kand tale.

[1] Ergo] altsaa.

Nille. Ja Gud skee Lov, som en stakkels

Bonde-Kone kand jeg tale.

Montanus. Got. Ergo er Moerlille ingen Steen.

Nille. Ach det giorde got; nu kommer jeg mig igien.

Der vil min Troe stærke Hoveder til at studere; jeg veed

ikke, hvor deres Hierne kand holde det ud. Jacob! du

skal herefter gaae din Broer til Haande; du har ikke

andet at bestille. Fornemmer dine Forældre, at du giør

ham nogen Fortræd, da skal du faae saa mange Hugg,

som dit Liv kand taale.

Montanus. Moerlille! jeg vilde gierne vænne ham

af med den Vane at sige du til mig; det er dog ikke

anstændigt for en Bonde-Dreng at dutte en lærd Mand.

Jeg vilde gierne, at han kaldte mig Monsieur.

Jeppe. Hør du vel, Jacob! naar du taler til din

Broer herefter, skal du sige Monsør.

Montanus. Jeg vilde gierne, Degnen blev budden

hid i Dag, at jeg kunde forsøge hvad han duer til.

Jeppe. Ja nok, det skal skee.

Montanus. Jeg vil imidlertid hen at besøge min

Kjæreste.

Nille. Men jeg er bange, vi faaer Regn; Jacob

kand bære Kappen efter jer.

Montanus. Jacob!

Jacob. Ja Maansør!

Montanus. Kom og bær Kappen efter mig; jeg vil

lidt ud i Byen.

Jacob gaaer efter ham med Kappen.

Scen. 4.

Jeppe. Nille.

Jeppe. Har vi ikke Glæde for den Søn, Nille?

Nille. Jo vist, der er ingen Skilling unyttig spildt

paa ham.

Jeppe. Nu skal vi i Dag faae at høre hvad Degnen

duer til. Men jeg er bange, at han ikke kommer, om

han hører, at Rasmus Berg er her; vi har ikke fornøden at

lade ham det vide. Vi vil ogsaa bede Ridefogeden hid; han

er nok saa god at komme, thi han finder Smag i vort Øll.

Nille. Det er saa farligt, Mand! at tractere

Ridefogden; det Slags Folk maa ikke vide vor Tilstand.

Jeppe. Ja saamænd maa han saa. Det er hver

Mand her i Byen bekiendt, at vi ere formuende Folk;

naar vi svarer vore Skatter og Landgilde, da kand

Ridefogeden ikke rykke et Haar af vort Hoved.

Nille. Ach hierte Mand! mon det skulde være for

silde at lade Jacob ogsaa studere? Tænk engang, om

han kunde blive saadan lærd Kaal som hans Broer,

hvilken Glæde vilde det være for deres gamle Forældre!

Jeppe. Ney Kone! det er nok med den ene; vi

maa jo have een hiemme, som kand gaae os til Haande

og giøre vort Arbeyde.

Nille. Ach ved saadant Arbeyde kand ikke fortienes

meer end af Haanden i Munden. Rasmus Berg, som

har studeret, kand ved sin Hierne udrette mere vor Huus

til Nytte i en Time end den anden i et Aar.

Jeppe. Det maa ikke hielpe, Moerlille! vor Ager

maa dyrkes, og vor Avling fortsettes; vi kand aldeles

ikke undvære Jacob. See der kommer han tilbage.

Scen. 5.

Jacob. Jeppe. Nille.

Jacob. Ha ha ha ha ha ha! Min Broer maa vel

være en meget lærd Mand, men ogsaa en stor Taasse.

Nille. Din vanartige Skielm; kalder du din Broer

en Taasse?

Jacob. Jeg veed ikke hvad jeg skal kalde saadant,

Moerlille! Det regner, saa det helder ned, og han lar

mig gaae med Kappen paa Armen efter sig.

Jeppe. Kunde du da ikke have været saa artig at

have sagt: Maansør! det regner; vil ikke Maansør tage

Kappen paa?

Jacob. Mig synes, det var meget underligt, Fallille!

at jeg skulde sige til den Person, som Forældre har

kostet saa mange Penge paa at lære Viisdom og Artighed,

naar der falder saadan Regn paa ham, at han blir vaad

indtil Skiorten: Det regner, Monsør! vil han ikke tage

Kappen paa? Han havde jo ikke fornøden min Varsel,

Regnen kunde jo nok vare ham derom.

Jeppe. Gik du da og bar Kappen den hele Vey

paa Armen ?

Jacob. Ney mare gjorde jeg ikke; jeg svøbte mig

smukt i Kappen, og derfor er mine Klæder gandske tørre.

Det forstod jeg bedre, endskjønt jeg ikke har sat saa

mange Penge til paa at lære Viisdom. Jeg begreb strax

det, endskiønt jeg kiender ikke en latine Bogstav.

Jeppe. Din Broer har gaaet i Tanker, som

grundlærde Folk gierne pleyer.

Jacob. Ha ha, Drolen splide saadan Lærdom.

Jeppe. Tie stille, din Slyngel! eller du skal faae

Skam paa din Mund. Hvad vil det sige, om din Broer

gaaer saaledes i Tanker iblant, naar han i mange andre

Ting kand lade see sin Viisdom og Frugten af sine

Studeringer?

Jacob. Frugten af sine Studeringer? Jeg skal

fortælle videre, hvor det gik til paa vor Reyse. Da vi kom

til Jeronimuses Port, gik han lige til den Side, som

Port-Hunden stod, som havde calfatret hans lærde Been, hvis

jeg ikke havde trækket ham til den anden Side; thi

Port-Hunde seer ingen Personer an, de skiær alle Folk over

een Kam, som de ikke kiender, og bider i Fleng hvilke

Been de faaer fat paa, enten de ere latinske eller græske.

Da vi kom ind i Gaarden, gaaer Maansør Rasmus Berg

ind i Stolden i Tanker, og raabte: Hey, er Jeronimus

hiemme? Men Kiøerne vendte alle Rumpen til ham, og

ingen vilde svare et Ord. Jeg er vis paa, om nogen af

dem havde kundet tale, de vilde have sagt: Hvilken

forbandet Taasse maa denne Kaal ikke være!

Nille. Ach min hierte Mand! taaler du, at han

bruger saadan Mund ?

Jeppe. Jacob! du skal faae en U-lykke, dersom du

taler saaledes meer.

Jacob. Fallille burte heller takke mig, som hialp

ham til Rette og bragte ham af Stolden ind i Stuen.

Vil nu Fallille kun eftertænke, hvor det vilde gaa til, om

saadan Kaal skulde giøre en lang Reyse alleene; thi jeg

er vis paa at om jeg ikke havde været med ham, havde

han endnu staaet i Stolden og kaaget Kiøerne i Rumpen

af lutter Lærdom.

Jeppe. Ey, saa skal du og faae en U-lykke paa

din kaade Mund.

Jacob løber, Jeppe efter ham.

Nille. Hvilken forbandet Skielm! Jeg har haft

Bud efter Fogden og Degnen, at min Søn kand have

nogen at disputere med, naar han kommer tilbage.

* * *