Actus V

* * *

Scen. I.

En Lieutenant. Jesper Ridefoged.

Lieutenant. Hvor skal jeg faae den Karl at see,

Hr. Foged? Jeg gad dog nok gierne talt med ham.

Seer han noget vel ud?

Jesper. Ja han ser temmelig vel ud, og har en

Mund som en Ragekniv.

Lieutenant. Det vil intet sige, naar han kun er

stærk og frisk.

Jesper. Han kand sige hvad han vil, og forsvare

det. Han beviste udtrykkeligen, at Per Degn var en

Hane.

Lieutenant. Er han noget breed over Skuldrene?

Jesper. En stærk, føer Karl. Alle udi Huset ere

bange for ham, endogsaa Forældrene; thi han kand giøre

dem til Kiør, Stude, Heste og til Mennesker igien, det

er at sige, bevise udaf Bøger, at de ere det.

Lieutenant. Seer han ud til at kunde lide Ont?

Jesper. Han beviste ogsaa, at Jorden er rund.

Lieutenant. Det rager mig ikke; men seer han ud

til at være modig og have Hierte?

Jesper. Han skulde sette sit Liv til for en Bogstav,

end sige for andet. Jeg er vis paa at han faaer alle Folk

her paa Halsen; men det skytter han ikke om, han staaer

derfor ikke fra sin Mening og Lærdom.

Lieutenant. Hr. Foged! saa vidt som jeg hører,

bliver det en complet Soldat.

Jesper. Hvorledes vil Lieutenanten faae ham til

Soldat? Han er Student.

Lieutenant. Det vil intet sige; kand han skabe Folk

til Faar, Stude og Haner, saa vil jeg forsøge, om jeg

kand skabe engang en Student til Soldat.

Jesper. Jeg var tilfreds, han var det; jeg skulde

lee min Mave itu.

Lieutenant. Tie kun stille, Jesper! Naar Fogden

og Lieutenanten vil stikke Hovederne sammen, er slige

Ting ikke umuelige. Men der seer jeg een komme, mon

det er han?

Jesper. Ja det er han. Jeg vil løbe til Side, at

han ikke skal have mig mistænkt.

Scen. 2.

Lieutenanten. Montanus.

Lieutenant. Jeg gratulerer hans Ankomst her til

Byen.

Montanus. Jeg takker tienstligen.

Lieutenant. Jeg tar mig den Frihed at besøge ham,

saasom her ellers ikke ere mange lærde Folk, man kand

tale med.

Montanus. Det er mig kiært, at han haver studeret.

Naar deponerede Hr. Lieutenant med Permission?

Lieutenant. Jeg deponerede for 10 Aar siden.

Montanus. Saa er Hr. Lieutenant da en gammel

Academicus. Hvad var Hr. Lieutenants Studium, da han

var Student?

Lieutenant. Jeg læsede mesten gamle latinske

Autores, og studerede paa Naturens Ret og moralske Sager,

hvilket jeg endnu giør.

Montanus. Ey, det er Lapperie, det er ikke

academicum[1]. Lagde I ingen Vind paa Philosophiam

instrumentalem?

Lieutenant. Ney ikke synderlig.

Montanus. Saa har I da aldrig disputeret?

Lieutenant. Ney.

Montanus. Ey, er det at studere? Philosophia

instrumentalis er det eneste solide Studium; Resten

kand være smukt nok, men ikke lærd. Een, der er vel

dreven i Logica og Metaphysica, kand rede sig ud fra

alting, disputere om alle Materier, om endskiønt han er

fremmed i dem. Jeg veed ikke, hvilken jeg vilde tage

mig paa at forsvare, jeg jo skulde komme vel fra. Der

var aldrig nogen Disputatz paa Academiet, hvor jeg jo

var Opponens ved. En Philosophus instrumentalis kand

passere for en Polyhistor[2].

Lieutenant. Hvem er størst Disputator nu omstunder?

Montanus. Det er en Student, som heder Per

Iversen. Naar han har refuteret sin Modstandere, saa at han

ikke kand svare et Ord meer, siger han: Vil I nu tage

min Mening, saa vil jeg igien forsvare jer Mening. Til

alt saadant hielper besynderlig hans Philosophia

instrumentalis. Det er Skade, den Karl ikke blev Procurator;

han fik en mægtig stor Næring. Næst efter ham er jeg

den stærkeste; thi sidste Gang jeg disputerede, viskede han

mig i Øret: Iam sumus ergo pares[3]. Men jeg vil dog

altid cedere ham.

Lieutenant. Men jeg har hørt sige, at Monsieur

[1] Academicum] akademisk.

[2] Polyhistor] en, som har studeret mange forskjellige videnskaber.

[3] Iam sumus o. s. v.] nu er vi altsaa ligemænd.

kand bevise, at det er Børns Pligt at slaae deres Forældre.

Det synes mig at være u-rimeligt.

Montanus. Har jeg sagt det, er jeg og Mand for

at forsvare det.

Lieutenant. Jeg tør vedde med ham om en Ducat,

at han er ikke capabel dertil.

Montanus. Jeg vover en Ducat derimod.

Lieutenant. Top, det er sagt; lader os nu høre.

Montanus. Den, man elsker meest, slaaer man mest;

man bør ingen elske meer end sine Forældre, ergo bør

man ingen slaae meer. End udi en anden Syllogismo:

Hvad jeg har oppebaaret, bør jeg efter Evne erstatte;

jeg har i min Barndom oppebaaret Hugg af mine

Forældre, ergo bør jeg give dem Hugg igien.

Lieutenant. Nok nok! Jeg har tabt. I skal min

Troe have jer Ducat.

Montanus. Ey, det er ikke Lieutenantens Alvor;

jeg vil profecto ingen Penger have.

Lieutenant. Han skal parole tage dem, jeg svær

derpaa.

Montanus. Ja saa vil jeg tage dem, for ikke at

giøre Lieutenanten meensvoren.

Lieutenant. Men maa jeg og ikke forsøge, om jeg

ikke kand giøre ham til noget? Par exemple, jeg vil

giøre ham til Soldat.

Montanus. Ey, det er gandske let, alle Studentere

ere aandelige Soldater.

Lieutenant. Ney jeg vil ogsaa vise, at han er

en legemlig Soldat. Hvo som har taget Penge paa

Haanden, er en hvervet Soldat, I har saadant giort,

ergo ...

Montanus. Nego minorem[1].

Lieutenant. Et ego probo minorem[2] af de 2 Rixdlr.,

I fik paa Haanden.

Montanus. Distinguendum est inter nummos[3].

Lieutenant. Ingen Distinction[4]! I er Soldat.

Montanus. Distinguendum est inter tò simpliciter

& relative accipere[5].

Lieutenant. Ingen Snak! Contracten er sluttet, og

I har faaet Penge.

Montanus. Distinguendum est inter contractum verum

& apparentem[6].

Lieutenant. Kand I nægte, at I jo har faaet en

Ducat af mig.

Montanus. Distinguendum est inter rem &

modum rei[7].

Lieutenant. Kom, følg mig strax, Cammerad! nu

skal du faae Mundering.

Montanus. Der har I jere to Rigsdaler igien. I

har derforuden ingen Vidner, at jeg har taget Penger.

Scen. 3.

Jesper. Niels Corporal. Montanus. Lieutenanten.

Jesper. Jeg kand vidne, at jeg saae, Lieutenanten

gav ham Penge paa Haanden.

[1] Nego minorem] jeg benægter undersætningen.

[2] Et ego probo minorem] og jeg beviser undersætningen.

[3] Distinguendum est inter nummos] der maa skjelnes mellem penge.

[4] Distinction] skjelnen.

[5] Distinguendum est inter to simpliciter o. s. v.] der maa skjelnes mellem at modtage i almindelighed og at modtage i en bestemt hensigt.

[6] Distinguendum est inter contractum o. s. v.] der maa

skjelnes mellem en virkelig og en tilsyneladende kontrakt.

[7] Distinguendum est inter rem & modum rei] der maa skjelnes mellem sagens

væsen og dens tilfældige egenskaber.

Niels. Jeg ligesaa.

Montanus. Men hvorfor tog jeg de Penge?

Distinguendum est inter ...

Lieutenant. Ey, vi vil ingen Snak høre. Niels!

bliv du her, medens jeg henter Mundering.

Montanus. Hey Gevalt!

Niels. Tier du ikke, din Hund! saa skal jeg støde

dig Bajonetten i Livet. Er han ikke hverved, Hr.

Foged?

Jesper. Jo det er rigtig nok.

Lieutenant. Kom, flux den sorte Kiol af og en rød

paa igien.

Montanus græder, medens man ifører ham Munderingen.

Lieutenant. Ey, det lader ilde for en Soldat at

græde; du est jo langt bedre nu end tilforn. Exercerer

ham nu brav, Niels Corporal! Det er en lærd Karl;

men han er endnu raae i Exercicerne.

Niels Corporal fører ham i en rød Kiol, exercerer og prygler ham.

Scen. 4.

Lieutenanten. Niels. Montanus.

Lieutenant. Nu, Niels! kand han fatte Exercicerne?

Niels. Han skal nok lære dem; men det er en

doven Hund, han maa prygles hver Øyeblik.

Montanus grædende. Ach gunstige Herre! værer

barmhiertig mod mig; jeg er af en svag Helbred og kand

ikke udstaae saadan Medfart.

Lieutenant. Det falder noget haardt i Førstningen;

men naar din Ryg brav blir banket og barket, vil det

siden ikke giøre saa ont.

Montanus. Ach gid jeg aldrig havde studeret, saa

havde jeg ikke geraadet i denne U-lykke.

Lieutenant. Ey, det er kun en Begyndelse; naar

du har siddet en halv Snees Gange paa Træhesten eller

staaet paa Pælen først, saa agter du siden saadant for

Bagatelle.

Montanus græder igien.

Scen. 5.

Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Jeppe. Nille.

Lieutenanten. Montanus, Corporalen

Jeronimus. Er I gandske vis derpaa?

Jeppe. Ja vist; Fogden berettede mig det nys. Ach

ach, nu er min Vrede forvandlet til Medynk.

Jeronimus. Kunde vi kun faae ham i den rette

Troe igien, vilde jeg gierne kiøbe ham løs.

Lisbed kommer ind. Ach jeg elendige Menneske!

Jeronimus. Giør mig ingen Allarm, min Dotter!

du vinder intet dermed.

Lisbed. Ach min hierte Far! hvis I var saa forliebt,

som jeg er, bad I mig ikke tie.

Jeronimus. Fy fy, det er ikke smukt for en Pige

at lade sig merke med saadant. Men der synes mig at

han staaer. Hør, Rasmus Berg! hvordan er det fat?

Montanus. Ach min hierte Mons. Jeronimus! jeg er

bleven Soldat.

Jeronimus. Ja nu faaer I andet at bestille end

giøre Mennesker til Dyr og Degne til Haner.

Montanus. Ach ach, jeg begræder min forrige

Daarlighed, men alt for silde.

Jeronimus. Hør, min Ven! vil I lade jer forrige

Galskab og ikke fylde Landet op med Tvistighed og

Disputatzer, skal jeg ikke spare hvad som er i min Evne,

for at løse jer ud igien.

Montanus. Ach jeg haver ikke forskyldt bedre, som

har truet mine gamle Forældre med Hugg. Men vil I

forbarme jer over mig og arbeyde paa min Befrielse,

svær jeg jer til, at jeg herefter skal føre et andet Levnet,

tage mig nogen Handtering for og aldrig foru-rolige

nogen med Disputer meer.

Jeronimus. Bie da her saalænge, jeg vil hen og

tale med Lieutenanten. Ach min kiære Hr. Lieutenant!

I har altiid været en Ven af vor Huus. Den Person, som

er hvervet til Soldat, er forloved med min eneste Dotter,

som bær stor Kiærlighed for ham: lad ham komme løs

igien. Jeg vil gierne forære Lieutenanten 100 Rixdlr.

derfor. Jeg bekiender, at jeg glædde mig selv derover i

Førstningen, at han saaledes var bleven revset, thi hans

selsomme Opførsel havde opirret mig og alle got Folk

her i Byen mod ham; men da jeg saae ham i den Positur,

og tillige hørte ham af Hiertet begræde sin forrige

Daarlighed og love Bedring, var mit Hierte færdigt at

briste af Medynk.

Lieutenant. Hør, min kiære Monsieur Jeronimus!

hvad jeg har giort, er kun for hans eget Beste. Jeg veed,

at han er forloved med jer Dotter, og har derfor alleene

for at tiene jer Huus bragt ham i den Tilstand og

tracteret ham med saadan Haardhed, at han kunde komme til

sine Synders Bekiendelse. Men jeg vil for eders Skyld

selv give Penge til de Fattige, eftersom jeg hører, at

han er bleven forandred. Lad ham kun komme hid.

Hør, min Ven! jere Forældre have satt store Penge paa

jer, i Forhaabning at I skulde blive dem til Ære og Trøst