Erasmus Montanus

Actus I * * *

Scen. I. Jeppe alleene, med et Brev i Haanden.

Det er Skade, at Degnen ikke er i Byen; thi der er

saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaaer.

Taarene staaer mig tit i Øynene, naar jeg eftertænker, at

en stakkels Bonde-Søn er bleven saa boglærd, besynderlig

saasom vi ikke ere af de Høylærdes Bønder. Jeg har

hørt af Folk, som forstaaer sig paa Lærdom, at han kand

disputere med hvilken Præst det skal være. Ach kunde

jeg og min Hustrue have den Glæde at høre ham præke,

før vi døe, her paa Bierget, da vilde vi ikke fortryde

paa alle de Skillinger, vi har sat paa ham. Jeg kand

nok merke paa Per Degn, at han skiøtter ikke meget om

at min Søn kommer hid. Det kommer mig for, ligesom

han er bange for Rasmus Berg. Det er skrækkeligt med

de lærde Folk, de bær saadan Avind til hverandre, og

den ene kand ikke lide, at den anden er ogsaa lærd.

Den gode Mand gjør skiønne Prækner her i Byen, og

kand tale om Misundelse, saa Taarene maa staae een udi

Øynene; men mig synes, at han selv ikke er gandske fri

for den Feyl. Jeg kand ikke vide, hvoraf saadant kommer;

om een siger, at min Naboe forstaaer Avlingen bedre

end jeg, skulde jeg legge det paa Hjertet? Skulde jeg

hade min Naboe for det? Ney sommænd giør Jeppe

Berg ikke. Men der er min Troe Per Degn.

Scen. 2. Jeppe. Per Degn.

Jeppe. Velkommen hiem igien, Per!

Per. Tak, Jeppe Berg!

Jeppe. Ach min hierte Per! gid I kunde forklare

mig noget Latin, som staaer i min Søns sidste Brev.

Per. Hvad Snak! mener I, at jeg forstaaer ikke

Latin saavel som jer Søn? Jeg er en gammel Academicus

jeg, Jeppe Berg!

Jeppe. Det veed jeg nok; men jeg meente, om I

forstod den nye Latin, thi det Sprog forandres vel ogsaa

saavel som det Siællandske. Thi i min Ungdom talede

man ikke saa her paa Bierget som nu; det, som man nu

kalder Laqvey, kaldte man da Dreng; det, som man nu

kalder Matrasse, kaldte man da Bislaaperske; en Frøken

heedte da Statsmøe, en Musicant Spillemand, og en

Sikketerer Skriver. Derfor mener jeg, Latinen og kand være

forandret siden den Tiid, I var i Kiøbenhavn. Vil I

være saa god at forklare mig dette? Jeg kand nok læse

Bogstaverne, men fatter ikke Meningen.

Per. Ier Søn skriver, at han studerer nu sin

Logicam, Rhetoricam og Metaphysicam.

Jeppe. Hvad vil det sige Logicam?

Per. Det er hans Prækestoel.

Jeppe. Det er mig kiært; gid han kunde blive

Præst.

Per. Men Degn først.

Jeppe. Hvad er den anden Post?

Per. Den heder Rhetorica, det er paa Dansk

Ritualen; men den tredie Post maa være forskreven, eller

det maa være Fransk, thi var det Latin, saa forstod jeg

det nok. Jeg er capabel, Jeppe Berg! at regne op den

hele Aurora: Ala det er en Vinge, Ancilla en Pige,

Brabra et Skjæg, Coena en Nat-Potte, Cerevisia Øll,

Campana en Klokker, Cella en Kielder, Lagena en

Flaske, Lana en Ulv, Ancilla en Pige, Janua en Dør,

Cerevisia Smør.

Jeppe. I maa have en forbandet Ihukommelse, Per!

Per. Ja jeg havde ikke tænkt, at jeg skulde have

blevet saalænge i et fattigt Degne-Kald. Jeg kunde nok

have været noget andet for længe siden, dersom jeg vilde

have bundet mig ved en Pige; men jeg vil heller hjelpe

mig, som jeg kand, førend man skal kunde sige paa mig,

at jeg har faaet Brød for Kone.

Jeppe. Men, kiære Per; her er endnu noget andet

Latin, som jeg ikke forstaaer. See her denne Linie.

Per. Die Veneris Hafnia domum profecturus

sum[1]. Det er noget høyttravend; dog forstaaer jeg det

heel vel, men det kunde bryde Hovedet paa en anden.

Det er paa Dansk: Der er kommen profecto[2] en Hob

Russer til Kiøbenhavn.

Jeppe. Hvad mon Russen nu vil bestille her igien?

Per. Det er ikke Moscoviter, Jeppe Berg! det er

unge Studentere, som man kalder Russer.

Jeppe. Nu, nu veed jeg. Der er vist stor Allarm

i de Dage, naar de faaer Salt og Brød, og blir Studentere.

Per. Naar venter I ham hiem?

[1] Paa Fredag reiser jeg hjem fra Kjøbenhavn.

[2] I sandhed.

Jeppe. I Dag eller i Morgen. Kiære Per! tøv lidt

her; jeg vil springe ind til Nille, hun skal give os en

Drik Øll her ud.

Per. Jeg vil nok heller have et Glas Brændeviin;

thi det er for tiligt at drikke Øll.

Scen. 3 Per alleene.

Jeg skiøtter ikke meget om, sandt at sige, at Rasmus

Berg kommer hiem, ikke fordi jeg er bange for hans

Lærdom, thi jeg var allerede gammel Student, da han

endda gik i Skole, og fik, med Permission, paa sin Rumpe.

Der var andre Karle, som deponerede i min Tiid, end

nu omstunder. Jeg deponerede fra Slagelse Skole med

Per Monsen, Rasmus Jespersen, Christen Klim, Mads

Hansen, som vi i Skolen kaldte Mads Pandekage, Poul

Iversen, som vi kaldte Poul Finkeljokom; alle Karle, som

havde Been i Panden og Skiæg paa Hagen, og som var

capabel at disputere i hvilken Materie det skulde være.

Jeg er kun bleven Degn, men er fornøyed, naar jeg har

mit daglige Brød, og forstaaer mit Embede. Jeg har

forbedret meget udi Indkomsterne, og har det, som ingen

af mine Formænd havde, saa mine Efterkommere ikke

skal bande mig i min Grav. Folk tænker, at der er

ingen Observationer ved at være Degn; jo jo, Degne-Kald

er min Troe et vanskeligt Embede, naar man skal have

det paa den Fod, at det skal føde sin Mand. For min

Tiid holdt Folk her i Byen alle Liig-Sange lige gode;

men jeg har bragt det paa den Fod, at jeg kand sige

til en Bonde: Hvilken Psalme vil du have? den koster

saa meget, den anden saa meget; iligemaade naar der

skal kastes Jord paa den Døde: Vil du have fiint Sand

eller slet og ret Jord? Der er ogsaa adskillige andre

Observationer, som min Formand Christoffer Degn ikke

vidste af at sige; men han havde ikke studeret. Jeg kand

ikke begribe, hvorledes den Karl blev Degn; men han

var og Degn derefter. Latinen hielper meget et Menneske

udi alle Forretninger. Jeg vilde ikke miste det Latin,

jeg kand, ikke for hundrede Rixdaler; thi det har baadet

mig i mit Embede over 100 Rixdaler, ja hundrede til.

Scen. 4. Nille. Jeppe. Per.

Nille. Singot, Per!

Per. Tak, Moerlille! Jeg drikker hellers ikke

Brændeviin, uden naar jeg har ont i Maven; men jeg har

gemeenlig en slet Mave.

Nille. Veed I vel, Per! at min Søn kommer hiem

i Dag eller Morgen? Der faaer I en Mand, som I kand

tale med; thi den Karl er ikke ilde skaaren for

Tungebaandet, saasom jeg har hørt.

Per. Ja jeg troer nok, han kand tale en Hob

Kloster-Latin.

Nille. Kloster-Latin? Det er jo det beste Latin,

ligesom Kloster-Lærred er det beste Lærred.

Per. Ha ha ha ha!

Jeppe. Hvoraf leer I, Per?

Per. Af intet, Jeppe Berg! God Taar paa en frisk!

Jer Skaal, Moer lille! Ha ha ha! det er sandt nok, som

1 siger; Klosterlærred er got Lærred, men ...

Nille. Giøres det Lærred ikke paa Klosteret,

hvorfor kaldes det da Klosterlærred?

Per. Jo det er ret nok, ha ha ha! Men I kand

vel give mig noget at bide paa til Brændevinen?

Nille. Her ligger et Stykke Brød og Ost skaaren,

om I vil ikke forsmaae.

Per. Tak, Moer lille! Veed I hvad Brød heder

paa Latin?

Nille. Ney mare veed jeg ikke.

Per æder og snakker tillige. Det heder Panis,

genetivus Pani, dativus Pano, vocativus Panus, ablativus Pano.

Jeppe. Hillemænt, Per! det Sprog er vidtløftig.

Hvad heder Grov-Brød?

Per. Det heder Panis gravis,[1] og fiin Brød Panis

finis.[2]

Jeppe. Det er jo halv Dansk.

Per. Ja det er vist. Der ere mangfoldige latinske

Ord, som har deres Oprindelse af Dansken; thi jeg skal

sige os noget: Her var en gammel Rector i Kjøbenhavns

Skole, ved Navn Saxo Grammatica, som forbedrede

Latinen her i Landet, og gjorde en latinsk Grammatica,

hvorudover han fik det Navn, Saxo Grammatica. Den

samme Saxo har bødet meget paa det latinske Sprog

med Danske Ord; thi for hans Tiid var Latinen saa fattig,

at man ikke kunde skrive en ret Mening, som Folk kunde

forstaae.

Jeppe. Men hvad vil det Ord Grammatica sige?

Per. Det samme som Donat. Naar man binder

den ind i Tyrkisk Bind, saa kaldes den Donat; men

naar man binder den ind i hviid Pergement, saa kaldes

den Grammatica, og declineres ligesom ala.

Nille. Ach jeg veed aldrig, hvor alt dette kand

[1] gravis] tung.

[2] finis] ende, grænse.

ligge i Hovedet paa Folk; mit Hoved svimler, naar jeg

kun hør tale derom.

Jeppe. Derfor ere lærde Folk heller ikke gierne

rigtige i Hovedet.

Nille. Ey, hvilken Snak! saa mener du, at vor Søn

Rasmus Berg er ikke rigtig?

Jeppe. Mig synes alleene, Moerlille! det er noget

underligt, at han skriver latinske Breve til mig.

Per. Deri har min troe Jeppe Ret; thi det er noget

naragtigt. Det var jo ligesom jeg vilde tale Græsk med

Ridefogeden, for at lade see, at jeg forstod det Sprog.

Jeppe. Forstaaer I ogsaa Græsk, Per?

Per. Ach jeg har kundet for tyve Aar siden staae

paa een Fod og læse det hele Litanie paa Græsk. Jeg

kand endnu komme ihu, at det sidste Ord heder Amen.

Jeppe. Ach Per! det vil blive artigt, naar min

Søn kommer tilbage, at vi kand sette jer to sammen.

Per. Vil han disputere med mig, skal han finde

Karl for sin Hat, og vil han synge i Kap med mig, saa

kommer han tilkort. Jeg har synget i Kap med 10 Degne,

som alle have maat give sig tabt, thi jeg har taget Troen

fra dem alle 10. Det har været mig tilbuddet for 10

Aar siden at være Cantor udi vor Frue Skole; men jeg

har ikke vildet. Thi hvorfor skulde jeg gjøre det, Jeppe?

Hvorfor skulde jeg forlade min Menighed, som elsker og

ærer mig, og som jeg elsker og ærer igjen? Jeg lever

paa et Sted, hvor jeg har mit daglige Brød, og hvor jeg

er respetered af alle Folk, thi Amtmanden selv kommer

aldrig hid, jeg blir jo strax hentet for at fordrive Tiden

med ham og synge for ham. Forgangen Aar ved disse

Tider gav han mig 2 Mark, fordi jeg sang ut, re, mi,

fa, sol. Han svor paa at han havde større Behag deri

end i den største vocal Musikve, han havde hørt i

Kiøbenhavn. Vil I give mig end et Glas Brændeviin, Jeppe!

skal jeg synge det samme for jer.

Jeppe. Gierne. Skiænk nok et Glas Brændeviin,

Nille!

Per. Jeg synger ikke for enhver; men I er min

gode Ven, Jeppe! som jeg tienner med Fornøyelse.

Begynder at skraale, først langsom. Ut, re, mi, fa, sol, la,

si, ut; nu tilbage: Ut, si, fa, sol, fa, mi, re, ut. Nu

skal I høre paa en anden Maade, hvor høyt jeg kand

gaae: Ut, re, mi, fa, sol, fa, si, ut, re, mi, fa, sol

fa, si, ut, re.

Jeppe. Hillemænt, det sidste gik fiint. Vore smaa

Grise kand ikke gaae høyere med Røsten.

Per. Nu vil jeg synge hastigt: Ut, re, mi, re ...

Ney det var ikke ret. Ut, re, mi, do, re, mi, ut ...

Ney det kom ogsaa galt; det er forbandet tungt, Jeppe!

at synge saa hastig. Men der kommer Monsieur Jeronimus.

Scen. 5. Jeronimus. Magdelone. Lisbed. Degnen. Jeppe. Nille.

Jeronimus. God Morgen, Svoger! Har I nogen

Tidende fra jer Søn?

Jeppe. Jo jeg troer, han kommer i Dag eller i

Morgen.

Lisbed. Ach er det mueligt? Nu er min Drøm

fuldkommen.

Jeronimus. Hvad drømte du da?

Lisbed. Jeg drømte, at jeg laae hos ham i Nat.

Magdelone. Der er dog noget ved Drømme. Drømme

ere ikke at foragte.

Jeronimus. Det er sandt nok; men dersom I gode

Piger tænkte ikke saa meget paa Mandfolk om Dagen,

drømte I ikke saa tit om dem om Natten. Du drømte

vel ligesaa stærkt om mig i de Dage, vi vare forlovede

sammen, Magdelone?

Magdelone. Det er min Troe sandt; men nu har

jeg min Troe ikke i nogle Aar drømt om dig.

Jeronimus. Det kommer deraf, at Kiærligheden er

ikke saa heed nu, som den var tilforn.

Lisbed. Men er det mueligt, at Rasmus Berg

kommer hiem i Morgen?

Jeronimus. Ey, min Dotter! du skulde ikke lade dig

merke med at være saa forliebt.

Lisbed. Ach er det vist, at han kommer hiem i

Morgen?

Jeronimus. Ja ja, du hører jo, at han kommer til

den Tiid.

Lisbed. Hvor langt har vi til i Morgen, hierte Far?

Jeronimus. Hvilken forbandet Snak! Disse

forliebte Folk er ligesom de var galne.

Lisbed. Ja jeg tæller min Troe hver Time.

Jeronimus. Du skulde ogsaa spørge, hvor lang en

Time er, saa kunde man tænke, du var reent gall. Hold

inde med saadan Sladder, og lad os Forældre snakke

sammen. Hør, min kiære Jeppe Berg! holder I det

raadeligt, at disse 2 unge Mennesker komme sammen, førend

han faaer Brød?

Jeppe. Det er ligesom Jer synes. Jeg kand nok

underholde dem; men det var dog bedre, at han fik Brød

først.

Jeronimus. Jeg holder det aldeles ikke raadeligt,

at de komme sammen før.

Lisbed græder og hyler.

Jeronimus. Ey fy, skiem dig for en U-lykke. Det

er en Spot for en Pige at stille sig saadan an.

Lisbed grædende. Faaer han snart Brød da?

Jeppe. Det er ingen Tvil paa, han faaer jo snart

Brød; thi saa vidt som jeg har hørt, er han saa lærd

at han kand læse hvilken Bog det skal være. Han skrev

mig et latinsk Brev til nyelig.

Nille. Og det kand mare staae, det veed Degnen.

Lisbed. Var det saa vel skreven?

Per. Ja vel nok for saadan ung Person. Han kand

blive god, Mameselle! Der vil ellers meget til. Jeg

tænkte ogsaa, at jeg var lærd, da jeg var paa hans Alder;

men ...

Jeppe. Ja I lærde Folk roser aldrig hinanden.

Per. Ey Snak! skulde jeg bære Avind til ham?

Da han endnu ikke var fød, havde jeg allerede staaet 3

Gange Skole-Ret, og da han sad i 4de Lectien, havde

jeg været 8te Aar Degn.

Jeppe. Een kand have bedre Hoved end en anden.

Een kand lære saa meget i eet Aar som andre udi ti.

Per. Da tør Per Degn nok sette sit Hoved mod

hvem det skal være.

Jeronimus. Ja ja, hver kand være god for sig.

Lad os nu gaae hiem, Børn! Far vel, Jeppe! Jeg gik

her forbi, og saa vilde jeg tale med jer paa Veyen.

Lisbed. Ach vaer mig dog ad, saa snart han

kommer.

Scen. 6 Jeppe. Nille. Per. Jacob.

Jeppe. Hvad vil du, Jacob?

Jacob. Far! veed I Nyt? Rasmus Berg er

kommen hiem.

Jeppe. Hillemænt, er det mueligt? Hvorledes seer

han ud?

Jacob. Ach han seer meget lærd ud. Rasmus

Nielsen, som kiører for ham, svær paa at han giorde ikke

andet den hele Vey end disputered paa Græsk og

Elamitisk med sig selv, og det undertiden med saadan Iver,

at han slog Rasmus Nielsen 3 til 4re Gange bag i

Nakken med knyttet Næver, og raabte derhos altiid: Probe

Majoren, Probe Majoren.[1] Jeg kand tænke, han har

haft en Disput med en Major, før han reyste. Undertiden

sad han stille og stirrede paa Maanen og Stiernerne, og

det med saadan grundig Mine, at han faldt 3 Gange af

Vognen, og havde nær brudt Halsen itu af lutter Lærdom,

saa at Rasmus Nielsen loe deraf, og sagde ved sig selv:

Rasmus Berg er vel en klog Mand paa Himmelen, men

en Nar paa Jorden.

Jeppe. Ach kom, lad os gaae ud at tage imod ham.

Kiære Per! kom I med os. Det kand hende sig, at han

har glemt Dansk, og kand ikke tale andet end Latin, saa

kand I være Tolk.

Per. Skam der giør; jeg har andet at bestille.

[1] Probe Majoren ɔ: proba majorem] bevis oversætningen.