Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og

går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til

Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.

Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en

Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner

mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål

ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op.

Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det

vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og

undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en

heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe

dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived

mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd

med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.

Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:

Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .

Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider

mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det

er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_,

så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,

hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig

være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal

vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget

fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været

lidt forsent ude . . . .

Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,

genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,

besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på

sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.

»Ikke tilstede, Di.«

»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte

jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra

Stiftsgården.«

»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«

»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.

Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i

Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og

trådte ind i Redaktørens Privatkontor.

»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«

Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og

sagde:

»Jeg beder Dem undskylde . . . .«

»Sæt Dem ned,« gentog han.

Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var

mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid

med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.

»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem

vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være

lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og

han vendte sig igjen ind til Bordet.

Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid

var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første

Gang.

Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for

Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde

måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke,

at han sad i Arbejde?

»Var det ellers noget?« spurgte han.

»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind

igen?«

»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«

Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes

mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte

tildøde. Og jeg gik.

Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg

at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden

Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde

jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det

virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i

Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den

Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg

endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på

ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch!

Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!

Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene

Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og

rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt

op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede

over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg

slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage

mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg

lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter

flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;

endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.

Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak

store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det

ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?

Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde

Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt

og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig

Hulken uden en Tåre.

Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen

forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et

Træ på den anden Side af Gaden.

En Politikonstabel kommer henimod mig.

»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.

»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«

»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti

her en hal’ Time?«

»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og

gik.

Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det

et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme

begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og

du skulde sukket som en Hest.

Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.

Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående,

og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du

bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det?

Det er også sådant dejligt Vejr.

Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions

Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med

Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til

at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,

det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi

på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så

meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets

Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og

tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig.

Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden,

Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen

og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så

hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en

Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed

jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«

Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned

med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.

»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at

få Guds Navn med.

»Han er gået ud,« svared hun.

Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt,

jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu

stod jeg der.

»Var det noget især?« spurgte Pigen.

»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds

Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«

Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre

hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende

med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen

Ting.

Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?

Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde

jeg måske lægge ned et Bud eller noget?

Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var

så bra efter Middagen. —

Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer?

Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd

med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på

en Time forsent, Nådens Tid var omme!

På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det

begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint

til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og

sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt

derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var

trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.

Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg

straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren

svulmed blå på mine Håndled.

Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en

Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden

ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?

Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt

mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar.

Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde

forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg

kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en

mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at

dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg

vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde

jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde

igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .

Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til

Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og

begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager

Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går

hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en

kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.

Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til

Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om

ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod

hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min

Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg

var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .

Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.

Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang;

Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand

kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller

sig foran Disken.

»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal

løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«

»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?«

»Ja.«

»Nej, det kan jeg ikke.«

»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg

har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det

faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«

»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg

havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte:

»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«

»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget

bedre på den anden Side.«

»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for

det noget Sted.«

»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte,

at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«

»Ja, nej, det nytter ikke.«

»Fem og tyve Øre?« sagde jeg.

»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«

Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.

Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det

godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste

Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det

Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer

jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald

af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet

mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det

begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med

Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået

Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de

sidste Timer, jeg leved.

Og atter vandred jeg ud i Byen.

Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med

Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af

Sult. Og Tiden gik.

Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus;

det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i

fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.

Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden

Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have

noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene.

Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.

Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og

desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde

jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg

gik hjem?

Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det

begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg

skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet

lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om

jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt;

det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg

gik videre.

I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt

længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og

betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på

Gaden.

»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud

hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.

Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg

virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager,

naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men

Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.

Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene

var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som

hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg

følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe

os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage

til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til

Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden

og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en

Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet

mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog

Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop

— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . .

Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min

Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk,

der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min

Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i

Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende

hver Gang det gjorde meget ondt.

Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i

Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just

forbi og bemærker smilende:

»De bør gå og begære Dem anholdt.«

Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet.

Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis

Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han

havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen.

Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme,

sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne!

Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg

var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke

at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i

en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var

andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge

dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå

ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler

Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . .

Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af

Rørelse. Bare ikke blive anholdt!

Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind

uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå

sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt

så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde

måske genere ham; jeg fik spørge om en hel.

Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans

Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger.

Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at

henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde

betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel

. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .

Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde.

Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og

sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.

Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke.

Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,

da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre

Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde

jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage,

før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil?

»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et

fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«

»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg

er meget sulten nu.«

Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg

havde grebet fat i Låsen.

»Farvel!« sagde jeg.

Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt

kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene

Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når

jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,

lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled

jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede

Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd

. . . .

Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt.

En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på

Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste

Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så

lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i

Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.

»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten.

»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.

»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt,

hvad?«

»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er

bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«

»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne

Garnpakker.

»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele

Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg

nød noget.«

I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer,

en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?

»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.«

»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han

utålmodig.

»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.«

»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad

mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«

Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund

for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det!

Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så

mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken

ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,

overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig

bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det

nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.

Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det

komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,

hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .

Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet

Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved

jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige

Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken

var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten

stængtes. Hvor jeg havde været bange!

Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At

det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg

fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg

skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted!

Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.

Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt

Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en

Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste,

at Stalden var lukket.

Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst,

glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et

Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,

og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg

kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg

kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen

Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.

Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg

plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg

var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen

fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling

for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig

kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg

atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik

på.

Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke

Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne

hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg

gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at

komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg

næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske

Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til

Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.

Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved

sin Pult og skriver.

»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham

utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg

kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.

Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade

på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.

Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug

for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske

til Plage . . . . nogle Knapper.

Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine

Øjne helt ned til min Hånd.

Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han

selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .

For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper?

Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så

vilde jeg høre ind.

Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et

Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel

havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min

Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?

Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde

jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?

»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har

sagt Dem det før.«

»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få

afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke,

ganske som De selv synes.«

»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med

Hånden.

Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg

Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og

lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre!

Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han

slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan

ikke forstå det!

Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i

Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge

Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.

»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg

genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort

hernede?«

»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«

»Ja. Hvad har du været der med?«

Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med

Knapperne.

»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«

»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.

»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.

Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte

måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.

»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«

»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg

tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«

Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og

svared:

»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og

. . . .«

»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i

Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder!

Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«

Og han puffed mig ind.