FJERDE STYKKE

Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk
evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var.
Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på
hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra
Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent
og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped
alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for
Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var
for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette
Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde
endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale
hende. Således forløb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det
lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg
havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte
sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var
borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.

Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og
gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den
første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også
hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller
andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det
var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke,
som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en
dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe
»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne
Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han
skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og
hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme
over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg
fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og
min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine
Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i
anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i
alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede
havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var
bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min
Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte
være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen
Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig.
Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig,
derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun
sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til,
at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred
dog ingenlunde undersøgende på hende.

»Summen er rigtig,« sagde jeg.

»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget;
jeg er sikker på det.«

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe
20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat
gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen
Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som
Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal
et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i
mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded
det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3
5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned
på Osten og kom ingen Vej.

»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg
fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he,
har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!«

»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det
er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«

»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke
forstod nogen Ting mer.

Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle
Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte
over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med
Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte
opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var
som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,
bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled
længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed
mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig
ingen Fejl, såvidt jeg kan se.«

»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke
troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af
Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke
tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til
at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til
nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt
dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men
tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde
hun, uden at se på mig:

»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«

Hun gik.

Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde
næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om.

»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel
lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg
mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så
jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .«

Jeg standsed hende.

»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde
jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være
ganske rolig.«

»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?«

»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede
inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da
blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således
med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få
istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er
ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må
have sin Gang.«

Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven
alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen
Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden
jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men
kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige
Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med
Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var
frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen,
som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt
ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til
og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele.
Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der
legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige
Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs
rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted
Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå
Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre
Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig
hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine
stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af
rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små,
der kasted Tomflasken imellem sig . . . .

Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som
foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min
Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg
kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge
fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have
gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg
to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den
ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger
til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og
ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud?
Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde
gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig
lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at
skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse
Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske
havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de
slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få
høre, hvad der er påfærde.

»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på
en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og
flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til
hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i
Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade
med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil
have ham med:

»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om
du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

»Jo, du gør det!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige
Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned
til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange,
blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang,
råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til
mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig
overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende
Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til
ham:

»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«

Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang
en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst
vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine
Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være
noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med
den nu?

Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og
befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu
får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og
opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le
af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort
og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det
just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare
Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en
liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem
Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med
Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn
af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste
at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med
en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej,
sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem
Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var
virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at
sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på
det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte
med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig
også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af
egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i
arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle
med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik
ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles
udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt.

Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en
Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg
havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop
forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det
var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af
disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast,
og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed
ikke engang på Dørstokken.

Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag.

»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og
vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De
skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte
hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i
dem allesammen.

Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig
straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et
Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.

Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var
også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i
Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter
ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist
en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok
ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være
heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der
mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om
Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .

Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste
Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og
fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed
mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg
Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min
Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.
Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved
Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred
med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad
sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om
hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i
sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren
efter noget.

»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til
Manden.

»Har min Kone sagt det?« spurgte han.

»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.«

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.

Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som
kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have
noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop
så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne,
var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun
havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun
betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav
ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde
bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de
havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte
hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg
kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på
Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette,
gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i
Orden, og hun så ikke en Gang på mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden,
lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden
for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at
opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der
blir vel en Råd!« og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk
i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.«

»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,«
svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.«

Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg
kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule
Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.

* * *

Der forløb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen,
hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den
fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville
flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han
havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage
Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen.
Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig
for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget
skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer
min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske
fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«,
Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående
Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke
af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved
Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for
Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik.
Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde
have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj,
meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme
til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde
også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet,
knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var
hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som
hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var
ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i
samfulde to Timer i Træk på mit Drama.

Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med
stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og
måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og
Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var
jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg
kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en
lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig
gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden
jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved
Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne
Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten
ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre
Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg
hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt:

»Godaften!«

Det var »Jomfruen«, som hilste på mig.

»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund,
inden jeg kendte ham.

»Nå, hvordan går det?« spurgte han.

»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«

»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?«

»Christie?«

»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«

»Å! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;
det gik istå temmelig snart af sig selv.«

»Hvorfor det, da?«

»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .«

»Falsk?«

Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk.
Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig
dybt krænket og svared ikke.

»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig.
Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At
skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg
kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?«

»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .«

»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel,
om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt —
det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret
endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik
hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på
nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til
Dato.«

Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden.
Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en
Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg
ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just
dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne
røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den.
Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var
Hoffrøken Nagels Kjole?

»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg
hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole,
der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et
glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden:

»Ylajali!«

Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på
dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg
ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«.

»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?«

»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!«

»Nej,« svared jeg.

»Jeg syntes, De hilste så dybt?«

»Gjorde jeg det?«

»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da
besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.«

»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var
sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette
Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde
først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke
skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om
at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde
ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge
hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers
vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik,
fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og
udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl,
som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at
han fulgte hende.

»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt
sålænge.

»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.«

Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg.

»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå
tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for
hende.«

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende!
Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt
hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig
selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde
af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde
taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor
skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer
om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun
havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at
det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske
Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde
til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så
betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende,
velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt
forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at
jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik
i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf!
Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i
Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i
Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder
. . . .

»Farvel!« sagde jeg kort.

Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte:

»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«

»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det
er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama,
»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.«

»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .«

»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages
Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.«

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en
Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå
tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at
kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring
meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds
Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et
mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog
på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv
vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så
. . . .

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at
hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken
tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig
et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok.
Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad
simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var
således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet
mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?«
Og hun lo højt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her
sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred
uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig
ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger
kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen
Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad
dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled
Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget.
Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men
hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen
spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod
mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit
Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.
Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles
fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun
spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun
aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart,
at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse
af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde
en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det
begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over.
Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og
jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu
ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?
Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun
havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i
Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det
var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder
som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede
Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem
i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet
hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en
Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på
Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også
Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om
Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget
dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev
også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de
er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men
jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.

Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse
Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding
henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af
dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i
Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den
gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine
Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på
Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort
fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine
Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den
gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og
nærmed mig Sengen.

»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten.

Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at
vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende
tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg
resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens
Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og
følte mig dejligt hård som Flint.

De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at
Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne
og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og
kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted
den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted
også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten
kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han
var rød i Ansigtet og råbte:

»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!«

»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv.
Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte
aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af
Ophidselse.

Værten vendte sig om mod mig.

»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem
ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.«

Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi.

»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun.
»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem!
He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal
have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal
jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger,
og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg
har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en
Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide
og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De
kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min
egen Lejlighed, har jeg tænkt!«

Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved
Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og
Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når
jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske
vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket
Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke
ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin
Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså
mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg
næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor
Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald.

»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget
ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også.

»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to.
»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på.
Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .«

Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt
i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var
mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke
bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen
Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det
var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned
ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt
Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . .
En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet:
Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der
antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden
Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget
om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg
havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs,
der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru
Andersen, tilhøjre i Porten . . . .

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min
Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør.

»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De
det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige
Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.«

Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind
en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet
den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde
en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen
Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer.

Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset
stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit
Parti. Han siger:

»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for
det.«

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det
var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke
til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg
modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,
idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen
efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store,
frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.«

»Ja, ja!« svared jeg.

Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig
rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.
Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat.

* * *

Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg
vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde
Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde
drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud,
idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny.

En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende,
jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke
Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og
tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen
efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed
en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som
min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn,
siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og
jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på
Bænken . . . .

Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig
lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg
rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin,
og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg
alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg
klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme
lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved
den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor
stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt.

»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul;
jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at
iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være
næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den
Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket
med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv
stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det
mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad
her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde
svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg
over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til
Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg
holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord.
Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte
Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen
Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne
sammen og rejste mig.

Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg
kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen
til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter,
men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå
mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til
Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til
mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig
det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det
var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg
var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var
et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det
vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed
sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet
skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus
igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på
Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed
Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg
undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og
gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen.

Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts
Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem
Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med
Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet.
Han stod og lo.

»Kom hid!« sagde han hviskende.

Jeg nærmed mig på Tæerne.

»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi!
Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?«

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to
Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide
mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den
lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som
sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . .

Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde
sig fra at le højt.

»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser
på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt
Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad
vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store
Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær.
Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke
engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det
skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed
af det.

Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk
tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig
Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen
Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans
Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen
indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død,
døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende
ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker
om den? Rolig nu!

»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«

Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig
henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at
han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En
liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han
aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde
ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud
i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf
et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af
Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet;
der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se
Guttens Gråd.

»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .«

Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for
mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt,
ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om
Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af
Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså
intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine
Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor
Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang
til at tage fat igen og få mit Drama færdigt.

Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til
mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,
opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse.
Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde
sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde
slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og
være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod
fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side
efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af
Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den
eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt
mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at
ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.

Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv,
sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og
ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og
lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen
træder ind.

Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg
havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden:

»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!«

»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.

Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg:

»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!«

Jeg rejste mig.

»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på
Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .«

»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad
Manden være, han!«

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne
tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk,
og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som
jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot
af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne
høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens
samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg
skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret
af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde
lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i
Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag
mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser
mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en
Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

Jeg ser på Manden og spørger:

»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?«

»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.«

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i
Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til
Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende
Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg
iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik
. . . .

He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget,
ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og
kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med
Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . .

Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte
pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved,
og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde
ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var
falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg
begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved
dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg
gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne
sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at
hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg
satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed
fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af
min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke
at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En
Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den
Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet
ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var
Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang
efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,
at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte
mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og
den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og
tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at
være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen
at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle
Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der
endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var
bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men
kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været
i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos
nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig
Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt
mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at
jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg
begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind
om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde
vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i
Ansigtet . . . .

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor
kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned
med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam,
jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var
det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende
stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?
Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende
en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min
Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en
skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen,
sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op
igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne
slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge
Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods
sin egen inderste Modbydelighed . . . .

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde?
At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende,
nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om,
når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved
Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled
mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og
jeg satte mig til at tænke svare.

Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske
træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager
Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre
fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men
kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her!
Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot
forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at
jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og
skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det
er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige;
de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der
slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant
over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert
Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt!
hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg
siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat.

En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt
ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår
Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og
bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden.

»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne
bort fra mig imens.

»Vel fire,« svarer han.

»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting,
hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.«

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og
så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet
udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme
Stilling og fulgte mig med Øjnene.

He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte
Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg
var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump.
Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende
noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet,
drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone
tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var
visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den,
når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade
Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden
Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det.

Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte
min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg
beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev
vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor
skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til
alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det
førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste
Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt,
sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner
tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig
selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den
Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men
givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg
aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste
Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller
ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?
Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og
da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket
i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved
denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den
stakkels Pige! . . . .

Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse
og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem,
holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased
rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser
ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en
Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er
Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo,
det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det
samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op
fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav
Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra
Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod
. . . .

Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran
hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en
Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang.

»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?«

»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun
ikke kendte mig, og siger:

»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke
noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer
jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det
unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden
Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.«

»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig
om . . . .«

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg
siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på
Bordet efter Madvarer:

»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.«

Det forstår hun ikke.

»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel,
første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.«

»Kommer De, forat få dem?« spørger hun.

»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det
burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få
dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg
begynder at spise på.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en
Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun
ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone!
Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en
Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De
der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem
til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt,
virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog
holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt
derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet
og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg
troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et
Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at
jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det
aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde?
spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel
nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det
var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun
havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da
kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere
Kager på Bordet.

Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun
havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det
tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet.
Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var,
Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge,
jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg
vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke
komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags
Mennesker . . . .

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker,
som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage
dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød
mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine
blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger?
sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden,
gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten
tænderskærende om at gå.

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden,
mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og
hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til
hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af
Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog
tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde
forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den
sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,
gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med
Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme
hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit
Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om
også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned!
Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,
passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu
endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset
så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde
siddet.

Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde
ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt
ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med
det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør,
når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde,
over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at
volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om
jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg
pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen,
finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved
blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat
holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg
skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved,
og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at
tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde:

»Sejler De iaften, Kaptejn?«

»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk.

»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad,
enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar
Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.

»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.«

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i
Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord.

»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til.
Hvor går Turen?«

»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«

»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det
bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.«

Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om.

»Har du ikke faret før?« spurgte han.

»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det.
Jeg er vant til noget af hvert.«

Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at
jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland
igen.

»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre,
hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg
ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i
Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«

»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo
skilles i England.«

»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi
kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

Så satte han mig til Arbejde . . . .

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad
mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor
Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.