FJERDE STYKKE Sult · Capítulo 5 de 5
Obra Menu

FJERDE STYKKE

FJERDE STYKKE

Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk

evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var.

Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på

hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra

Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent

og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped

alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.

Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.

Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for

Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var

for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette

Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde

endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale

hende. Således forløb tre Uger.

Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det

lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg

havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte

sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var

borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.

Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og

gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den

første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også

hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller

andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det

var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke,

som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en

dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe

»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne

Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han

skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og

hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme

over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg

fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og

min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine

Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i

anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i

alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede

havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.

En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var

bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min

Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte

være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen

Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.

Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig.

Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig,

derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun

sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til,

at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred

dog ingenlunde undersøgende på hende.

»Summen er rigtig,« sagde jeg.

»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget;

jeg er sikker på det.«

Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe

20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat

gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen

Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som

Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal

et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i

mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded

det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3

5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned

på Osten og kom ingen Vej.

»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg

fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he,

har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!«

»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det

er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«

»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke

forstod nogen Ting mer.

Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle

Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte

over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med

Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte

opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var

som om noget knak over i min Pande.

For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,

bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled

længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed

mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:

»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig

ingen Fejl, såvidt jeg kan se.«

»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke

troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af

Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke

tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til

at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til

nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt

dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men

tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde

hun, uden at se på mig:

»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«

Hun gik.

Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde

næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om.

»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel

lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg

mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så

jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .«

Jeg standsed hende.

»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde

jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være

ganske rolig.«

»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?«

»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede

inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da

blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således

med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få

istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er

ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må

have sin Gang.«

Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.

Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven

alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen

Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden

jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men

kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige

Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med

Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var

frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen,

som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt

ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til

og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele.

Hvorledes skulde jeg forklare mig det?

Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der

legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige

Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs

rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted

Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå

Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre

Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig

hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine

stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af

rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små,

der kasted Tomflasken imellem sig . . . .

Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som

foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min

Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg

kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge

fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have

gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg

to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den

ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger

til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og

ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud?

Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde

gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig

lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at

skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse

Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske

havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de

slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få

høre, hvad der er påfærde.

»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på

en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og

flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til

hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i

Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«

Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade

med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil

have ham med:

»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om

du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

»Jo, du gør det!«

»Nej, jeg gør ikke det!«

Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige

Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned

til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange,

blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang,

råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til

mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig

overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende

Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til

ham:

»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«

Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang

en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst

vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine

Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være

noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med

den nu?

Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og

befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu

får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og

opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le

af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort

og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det

just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare

Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en

liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem

Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med

Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn

af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste

at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med

en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej,

sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem

Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!

Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var

virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at

sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på

det, Gud ske Lov og Tak!

Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte

med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig

også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af

egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i

arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle

med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik

ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles

udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt.

Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en

Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg

havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop

forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det

var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af

disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast,

og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed

ikke engang på Dørstokken.

Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag.

»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og

vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De

skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte

hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i

dem allesammen.

Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig

straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et

Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.

Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var

også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i

Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter

ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist

en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok

ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være

heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der

mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om

Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .

Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste

Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og

fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed

mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg

Stemmer indenfor.

Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min

Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.

Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved

Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred

med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad

sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om

hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i

sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren

efter noget.

»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til

Manden.

»Har min Kone sagt det?« spurgte han.

»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.«

Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.

Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som

kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have

noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop

så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne,

var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun

havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun

betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav

ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde

bragt den ny Rejsende med.

Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de

havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte

hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg

kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på

Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette,

gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i

Orden, og hun så ikke en Gang på mig.

Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden,

lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden

for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at

opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der

blir vel en Råd!« og taug.

Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.

»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk

i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.«

»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,«

svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.«

Men hun havde åbenbart ingen Tro på min Artikel, det kunde jeg se. Og jeg

kunde ikke give mig til at være stolt og forlade Huset, bare af en Smule

Krænkelse; jeg vidste, hvad der vented mig, hvis jeg gik min Vej.

* * *

Der forløb et Par Dage.

Jeg holdt fremdeles til nede hos Familjen, da det var for koldt i Forstuen,

hvor der ingen Ovn var; jeg sov også om Natten på Gulvet inde i Stuen. Den

fremmede Sjømand boed stadigt på mit Værelse og lod ikke til at ville

flytte så snart. Ved Middagstid kom også Værtinden ind og fortalte, at han

havde betalt hende i Forskud for en hel Måned; forresten skulde han tage

Styrmandseksamen, inden han rejste; det var derfor, han opholdt sig i Byen.

Jeg stod og hørte på dette og forstod, at mit Værelse nu var tabt for mig

for bestandigt.

Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget

skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer

min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske

fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«,

Emne fra Middelalderen. Især havde jeg altsammen udtænkt angående

Hovedpersonen, en herlig, fanatisk Skøge, der havde syndet i Templet, ikke

af Svaghed og ikke af Attrå, men af Had mod Himlen, syndet lige ved

Alterets Fod, med Alterdugen under sit Hoved, bare af dejlig Foragt for

Himlen.

Jeg blev mer og mer besat af denne Skikkelse, efterhvert som Timerne gik.

Hun stod tilsidst lys levende for mit Blik, og netop således, som jeg vilde

have hende frem. Hendes Krop skulde være mangelfuld og frastødende: høj,

meget mager og en Smule mørk, og når hun gik, vilde hendes lange Ben komme

til at skinne igennem hendes Skørter for hvert Skridt, hun tog. Hun skulde

også have store, udstående Ører. Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet,

knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var

hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som

hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var

ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i

samfulde to Timer i Træk på mit Drama.

Da jeg havde fået istand et halvt Snes Sider, måske tolv Sider, ofte med

stort Besvær, undertiden med lange Mellemrum, hvori jeg skrev forgæves og

måtte rive mine Ark itu, var jeg bleven træt, ganske stiv af Kulde og

Træthed, og jeg rejste mig og gik ud på Gaden. I den sidste Halvtime var

jeg også bleven forstyrret af Barneskrig inde fra Familjens Stue, så jeg

kunde i ethvert Tilfælde ikke have skrevet mer netop da. Jeg tog derfor en

lang Tur udad Drammensvejen og blev borte helt til Aften, idet jeg stadig

gik og grunded på, hvorledes jeg videre vilde fortsætte mit Drama. Inden

jeg kom hjem om Aftenen den Dag, havde der hændt mig følgende:

Jeg stod udenfor en Skomagerbutik nederst i Karl Johan, næsten nede ved

Jærnbanetorvet. Gud ved, hvorfor jeg var standset just udenfor denne

Skomagerbutik! Jeg så indad Vinduet, hvor jeg stod, men tænkte forresten

ikke på, at jeg mangled Sko netop da; min Tanke var langt borte, i andre

Egne af Verden. En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg

hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt:

»Godaften!«

Det var »Jomfruen«, som hilste på mig.

»Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund,

inden jeg kendte ham.

»Nå, hvordan går det?« spurgte han.

»Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«

»Hør, sig mig,« sagde han, »De er altså hos Christie endda?«

»Christie?«

»Jeg syntes, De sagde engang, at De var Bogholder hos Grosserer Christie?«

ȁ! Ja, nej, det er forbi. Det var umuligt at arbejde sammen med den Mand;

det gik istå temmelig snart af sig selv.«

»Hvorfor det, da?«

»Å, jeg kom til at skrive fejl en Dag, og så . . . .«

»Falsk?«

Falsk? Der stod »Jomfruen« og spurgte ligefrem, om jeg havde skrevet falsk.

Han spurgte endog hurtigt og meget interesseret. Jeg så på ham, følte mig

dybt krænket og svared ikke.

»Ja, ja, Herregud, det kan hænde den bedste!« sagde han, forat trøste mig.

Han troed fremdeles, at jeg havde skrevet falsk.

»Hvad er det, som ja, ja Herregud kan hænde den bedste?« spurgte jeg. »At

skrive falsk? Hør, min gode Mand, tror De virkelig, der De står, at jeg

kunde have begået en slig Nederdrægtighed? Jeg?«

»Men, kære, jeg syntes så tydeligt, De sagde . . . .«

»Nej, jeg sagde, at jeg havde skrevet fejl engang, et Årstal, en Bagatel,

om De vil vide det, en fejl Dato på et Brev, et eneste Pennestrøg galt —

det var hele min Brøde. Nej, Gudskelov, man kan da skælne Ret fra Uret

endda! Hvordan skulde det også bære afsted med mig, hvis jeg ovenikøbet gik

hen og pletted min Ære? Det er simpelthen min Æresfølelse, jeg flyder på

nu. Men den er også stærkt nok, håber jeg; den har ialfald bevaret mig til

Dato.«

Jeg kasted på Hovedet, vendte mig bort fra »Jomfruen« og så nedad Gaden.

Mit Øje faldt på en rød Kjole, som nærmed sig os, en Kvinde ved Siden af en

Mand. Havde jeg nu ikke ført netop denne Samtale med »Jomfruen«, var jeg

ikke bleven stødt af hans grove Mistanke, og havde jeg ikke gjort just

dette Kast med Hovedet, samt vendt mig lidt fornærmet bort, så vilde denne

røde Kjole måske have passeret mig, uden at jeg havde lagt Mærke til den.

Og hvad vedkom den mig i Grunden? Hvad angik den mig, selv om det var

Hoffrøken Nagels Kjole?

»Jomfruen« stod og talte og søgte at gøre sin Fejltagelse god igen; jeg

hørte slet ikke på ham, jeg stod hele Tiden og stirred på denne røde Kjole,

der nærmed sig opad Gaden. Og en Bevægelse løb mig gennem Brystet, et

glidende, fint Stik; jeg hvisked i min Tanke, hvisked uden at røre Munden:

»Ylajali!«

Nu vendte også »Jomfruen« sig om, opdaged de to, Damen og Herren, hilste på

dem og fulgte dem med Øjnene. Jeg hilste ikke, eller måske hilste jeg

ubevidst. Den røde Kjole gled opad Karl Johan og forsvandt.

»Hvem var det, som fulgte hende?« spurgte »Jomfruen«.

»Hertugen«, så De ikke det? »Hertugen« kaldet. Kendte De Damen?«

»Ja, såvidt. Kendte ikke De hende!«

»Nej,« svared jeg.

»Jeg syntes, De hilste så dybt?«

»Gjorde jeg det?«

»He, gjorde De kanske ikke det?« sagde »Jomfruen«. »Det var da

besynderligt! Det var også blot Dem, hun så på hele Tiden.«

»Hvor kender De hende fra?« spurgte jeg.

Han kendte hende egentlig ikke. Det skrev sig fra en Aften i Høst. Det var

sent, de havde været tre glade Sjæle sammen, kom just fra Grand, traf dette

Menneske gående alene ved Cammermeyer og havde talt til hende. Hun havde

først svaret afvisende; men den ene af de glade Sjæle, en Mand, som ikke

skyed hverken Ild eller Vand, havde bedt hende lige op i hendes Ansigt om

at måtte have den Civilisationens Nydelse at følge hende hjem. Han skulde

ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge

hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers

vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik,

fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og

udgav sig for Fotograf. Tilsidst havde hun måttet le ad denne glade Sjæl,

som ikke havde ladet sig forbløffe af hendes Kulde, og det endte med, at

han fulgte hende.

»Nå, ja, hvad blev det så til?« spurgte jeg, og jeg holdt mit Åndedræt

sålænge.

»Blev til? Å, kom ikke der! Det er en Dame.«

Vi taug begge et Øjebik, både »Jomfruen« og jeg.

»Nej, Fan, var dét »Hertugen«! Ser han slig ud!« sagde han derpå

tankefuldt. »Men når hun er sammen med den Mand, så vil jeg ikke svare for

hende.«

Jeg taug fremdeles. Ja, naturligvis vilde »Hertugen« trække af med hende!

Godt og vel! Hvad kom det mig ved? Jeg gav hende en god Dag, med samt

hendes Yndigheder, en god Dag gav jeg hende! Og jeg forsøgte at trøste mig

selv ved at tænke de værste Tanker om hende, gjorde mig ligefrem en Glæde

af at rode hende rigtig ned i Sølen. Det ærgred mig blot, at jeg havde

taget Hatten af for Parret, hvis jeg virkelig havde gjort det. Hvorfor

skulde jeg tage Hatten af for sådanne Mennesker? Jeg brød mig ikke længer

om hende, aldeles ikke; hun var ikke det allerringeste vakker mer, hun

havde tabt sig, fy, Fan, hvor hun var falmet! Det kunde jo gærne være, at

det blot var mig, hun havde set på; det forundred mig ikke; det var kanske

Angeren, som begyndte at slå hende. Men derfor behøved ikke jeg at falde

til Fode og hilse som en Nar, specielt når hun altså var bleven så

betænkelig falmet på det sidste. »Hertugen« kunde gærne beholde hende,

velbekomme! Der kunde komme en Dag, da jeg fik i Sinde at gå hende stolt

forbi, uden at se til den Kant, hvor hun befandt sig. Det kunde hænde, at

jeg tillod mig at gøre dette, selv om hun så stivt på mig og ovenikøbet gik

i blodrød Kjole. Det kunde godt hænde! He-he, det vilde blive en Triumf!

Kendte jeg mig selv ret, så var jeg istand til at gøre mit Drama færdigt i

Løbet af Natten, og inden otte Dage skulde jeg da have bøjet Frøkenen i

Knæ. Med samt hendes Yndigheder, he-he, med samt alle hendes Yndigheder

. . . .

»Farvel!« sagde jeg kort.

Men »Jomfruen« holdt mig tilbage. Han spurgte:

»Men hvad bestiller De da nu om Dagen?«

»Bestiller? Jeg skriver, naturligvis. Hvad andet skulde jeg bestille? Det

er jo det, jeg lever af. For Øjeblikket arbejder jeg på et stort Drama,

»Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.«

»Død og Pine!« sagde »Jomfruen« oprigtigt. »Ja, får De dét til, så . . . .«

»Har ingen store Bekymringer desangående!« svared jeg. »Om en otte Dages

Tid tænker jeg, at De skal have hørt fra mig nogen hver.«

Dermed gik jeg.

Da jeg kom hjem, henvendte jeg mig straks til min Værtinde og bad om en

Lampe. Det var mig meget om at gøre at få denne Lampe; jeg vilde ikke gå

tilsengs inat, mit Drama rased inde i mit Hoved, og jeg håbed så sikkert at

kunne skrive et godt Stykke til om Morgenen. Jeg fremførte min Begæring

meget ydmygt for Madamen, da jeg mærked, at hun gjorde en utilfreds

Grimase, fordi jeg atter kom ind i Stuen. Jeg havde altså næsten færdigt et

mærkeligt Drama, sagde jeg; der mangled mig bare et Par Scener, og jeg slog

på, at det kunde blive opført på et eller andet Teater, inden jeg selv

vidste Ordet af det. Om hun nu vilde gøre mig denne store Tjeneste, så

. . . .

Men Madamen havde ingen Lampe. Hun tænkte sig om, men husked slet ikke, at

hun havde nogen Lampe nogen Steder. Hvis jeg vilde vente til efter Klokken

tolv, så kunde jeg kanske få Køkkenlampen. Hvorfor kunde jeg ikke købe mig

et Lys?

Jeg taug. Jeg havde ikke ti Øre til et Lys, og det vidste hun nok.

Naturligvis skulde jeg strande igen! Nu sad Pigen nede hos os, hun sad

simpelthen inde i Stuen og var slet ikke i Køkkenet; Lampen der oppe var

således ikke engang tændt. Og jeg stod og overtænkte dette, men sagde intet

mer.

Pludselig siger Pigen til mig:

»Jeg syntes, De kom ud af Slottet for lidt siden? Har De været i Middag?«

Og hun lo højt ad denne Spas.

Jeg satte mig ned, tog mine Papirer frem og vilde forsøge at gøre noget her

sålænge, her, hvor jeg sad. Jeg holdt Papirerne på mine Knæ og stirred

uafbrudt ned i Gulvet, for ikke at adspredes af noget; men det nytted mig

ikke, ingenting nytted mig, jeg kom ikke af Pletten. Værtindens to Småpiger

kom ind og holdt Støj med en Kat, en underlig, syg Kat, som næsten ingen

Hår havde; når de blæste den ind i Øjnene, flød der Vand ud af dem og nedad

dens Næse. Værten og et Par andre Personer sad ved Bordet og spilled

Hundred og En. Konen alene var flittig som altid og sad og syed på noget.

Hun så godt, at jeg ikke kunde skrive noget midt i denne Forstyrrelse, men

hun brød sig ikke om mig mer; hun havde endog smilet, da Tjenestepigen

spurgte, om jeg havde været i Middag. Hele Huset var bleven fjendtlig mod

mig; det var, som om jeg blot behøved den Forsmædelse at måtte overlade mit

Værelse til en anden, forat blive behandlet ganske som en uvedkommende.

Endog denne Tjenestepige, en liden brunøjet Gadetøs med Pandehår og aldeles

fladt Bryst, gjorde Nar af mig om Aftenen, når jeg fik mine Smørogbrød. Hun

spurgte idelig, hvor jeg dog plejed at indtage mine Middage, eftersom hun

aldrig havde set mig gå og stikke mine Tænder udenfor Grand. Det var klart,

at hun vidste Besked om min elendige Tilstand og gjorde sig en Fornøjelse

af at vise mig det.

Jeg falder pludselig i Tanker om alt dette og er ikke istand til at finde

en eneste Replik til mit Drama. Jeg forsøger Gang på Gang forgæves; det

begynder at summe underligt i mit Hoved, og jeg giver mig tilsidst over.

Jeg stikker Papirerne i Lommen og ser op. Pigen sidder lige foran mig, og

jeg ser på hende, ser på denne smale Ryg og et Par lave Skuldre, som endnu

ikke var rigtig voksne engang. Hvad havde nu hun med at kaste sig over mig?

Og om jeg var kommet ud af Slottet, hvad så? Kunde det skade hende? Hun

havde i de sidste Dage leet frækt ad mig, når jeg var uheldig og snubled i

Trapperne eller hang fast i en Spiger, så jeg fik en Rift i min Frakke. Det

var heller ikke længer siden end igår, at hun havde samlet op mine Kladder

som jeg havde slængt fra mig i Forstuen, stjålet disse kasserede

Brudstykker til mit Drama og læst dem op inde i Stuen, holdt Løjer med dem

i alles Påhør, bare forat more sig over mig. Jeg havde aldrig forulempet

hende og kunde ikke huske, at jeg nogensinde havde bedt hende om en

Tjeneste. Tvertimod, jeg gjorde selv min Seng istand om Aftenen inde på

Stuegulvet, for ikke at skaffe hende noget Bryderi dermed. Hun gjorde også

Nar af mig, fordi mit Hår faldt af. Der lå Hår og flød i Vaskevandet om

Morgenen, og det gjorde hun sig lystig over. Nu var mine Sko blevne noget

dårlige, især den ene, som var bleven overkørt af Brødvognen, og hun drev

også Spas med dem. Gud velsigne Dem og Deres Sko! sagde hun; se på dem, de

er store som Hundehus! Og hun havde Ret i, at mine Sko var udtrådte; men

jeg kunde altså ikke skaffe mig nogen andre netop for Øjeblikket.

Mens jeg sidder og husker på alt dette og forundrer mig over denne åbenlyse

Ondskab hos Tjenestepigen, var Småpigerne begyndt at tirre den gamle Olding

henne i Sengen; de hopped begge to omkring ham og var fuldt optagne af

dette Arbejde. De havde fundet sig hver sit Halmstrå, som de stak ham i

Ørene med. Jeg så på dette en Stund og blanded mig ikke ind i det. Den

gamle rørte ikke en Finger, forat forsvare sig; han så blot på sine

Plageånder med rasende Øjne for hver Gang, de stak efter ham, og rysted på

Hovedet, forat befri sig, når Stråene allerede sad ham i Ørene.

Jeg blev mer og mer ophidset ved dette Syn og kunde ikke få mine Øjne bort

fra det. Faderen så op fra Kortene og lo ad de små; han gjorde også sine

Medspillere opmærksom på, hvad der foregik. Hvorfor rørte han sig ikke, den

gamle? Hvorfor slængte han ikke Børnene væk med Armen? Jeg tog et Skridt og

nærmed mig Sengen.

»Lad dem være! Lad dem være! Han er lam,« råbte Værten.

Og af Frygt for at blive vist Døren imod Natten, simpelthen bange for at

vække Mandens Mishag ved at gribe ind i dette Optrin, trådte jeg stiltiende

tilbage til min gamle Plads og forholdt mig rolig. Hvorfor skulde jeg

resikere mit Logi og mine Smørogbrød ved at stikke min Næse ind i Familjens

Kævlerier? Ingen Narrestreger for en halvdød Oldings Skyld! Og jeg stod og

følte mig dejligt hård som Flint.

De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at

Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne

og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og

kunde ikke røre Armene. Pludselig letted han sig med Overkroppen og spytted

den ene af Småpigerne ind i Ansigtet; han letted sig atter op og spytted

også efter den anden, men traf hende ikke. Jeg stod og så på, at Værten

kasted Kortene ned på Bordet, hvor han sad, og sprang hen til Sengen. Han

var rød i Ansigtet og råbte:

»Sidder du og spytter Folk lige i Øjnene, din gamle Råne!«

»Men, Herregud, han fik jo ikke Fred for dem!« råbte jeg ude af mig selv.

Men jeg stod hele Tiden og var bange for at blive udvist, og jeg råbte

aldeles ikke med synderlig Kraft; jeg skalv blot over hele Legemet af

Ophidselse.

Værten vendte sig om mod mig.

»Nej, hør på den! Hvad Fan skiller det Dem? Hold De bare Flabben på Dem

ganske igen, De, og gør som jeg siger; det vil De have bedst af.«

Men nu lød også Madamens Stemme, og hele Huset blev fuldt af Skænderi.

»Jeg mener Gud hjælpe mig De er gale og besatte allesammen!« skreg hun.

»Vil De være herinde, så får De være rolige begge to, det siger jeg Dem!

He, det er ikke nok med, at man skal holde Hus og Kost for Kræket, man skal

have Dommedag og Kommers og Satansmagt inde i Stuerne også. Men det skal

jeg ikke have mer af, har jeg tænkt! Sh! Hold Tryterne Deres sammen. Unger,

og tørk Næserne Deres også, hvis ikke, så skal jeg komme og gøre det. Jeg

har aldrig set på Magen til Mennesker! Her kommer de ind fra Gaden, uden en

Øre til Lusesalve engang, og begynder at holde Spræt midt på Katters Tide

og gøre Leven med Husens Folk. Jeg vil ikke vide af det, forstår De, og De

kan gå Deres Vej alle, som ikke hører hjemme her. Jeg vil have Fred i min

egen Lejlighed, har jeg tænkt!«

Jeg sagde intet, jeg lukked slet ikke Munden op, men satte mig nede ved

Døren igen og hørte på Larmen. Alle skråled med, endog Børnene og

Tjenestepigen, som vilde forklare, hvordan hele Striden var begyndt. Når

jeg bare var taus, så vilde det nok drive over engang; det vilde ganske

vist ikke komme til det yderste, når jeg blot ikke sagde et Ord. Og hvilket

Ord kunde jeg have at sige? Var det måske ikke Vinter ude, og led det ikke

ovenikøbet mod Natten? Var det da Tid at slå i Bordet og være Karl for sin

Hat? Bare ingen Narrestreger! Og jeg sad stille og forlod ikke Huset, undså

mig ikke for at blive siddende, skammed mig ligefrem ikke herfor, skønt jeg

næsten var bleven sagt op. Jeg stirred forhærdet hen på Væggen, hvor

Kristus hang i Oljetryk, og taug hårdnakket til alle Værtindens Udfald.

»Ja, er det mig. De vil blive af med. Madam, så skal der ikke være noget

ivejen for mit vedkommende,« sagde den ene af Kortspillerne.

Han rejste sig. Den anden Kortspiller rejste sig også.

»Nej, jeg mente ikke dig. Og ikke dig heller,« svared Værtinden de to.

»Gælder det på, så skal jeg nok vise, hvem jeg mener. Hvis det gælder på.

Har jeg tænkt! Det skal vise sig, hvem det er . . . .«

Hun talte afbrudt, gav mig disse Stød med små Mellemrum og trak det rigtigt

i Langdrag, forat gøre det tydeligere og tydeligere for mig, at det var

mig, hun mente. Stille! sagde jeg til mig selv. Bare stille! Hun havde ikke

bedt mig om at gå, ikke udtrykkelig, ikke med rene Ord. Bare ingen

Hovmodighed fra min Side, ingen utidig Stolthed! Ørene stive! . . . . Det

var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned

ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt

Enggræs. He, en ganske rigtig Bemærkning, forsvarligt tykt Enggræs . . . .

En Række af flygtige Idéforbindelser løb mig i denne Stund gennem Hovedet:

Fra det grønne Græs til et Skriftsted om, at hvert Liv var som Græs, der

antændtes, derfra til Dommedag, når alt skulde brænde op, så en liden

Afstikker ned til Jordskælvet i Lissabon, hvorpå der foresvæved mig noget

om en spansk Spyttebakke af Messing og et Penskaft af Ibenholdt, som jeg

havde set nede hos Ylajali. Ak, ja, alt var forgængeligt! Ganske som Græs,

der antændtes! Det gik ud på fire Fjæle og et Ligsvøb — Ligsvøb hos Jomfru

Andersen, tilhøjre i Porten . . . .

Og alt dette kastedes om i mit Hoved i dette fortvivlede Øjeblik, da min

Værtinde stod i Færd med at jage mig på Dør.

»Han hører ikke!« råbte hun. »Jeg siger. De skal forlade Huset, nu ved De

det! Jeg tror Gud fordømme mig, at Manden er gal, jeg! Nu går De på hellige

Flæk, og så ikke mere Snak om den Sag.«

Jeg så mod Døren, ikke forat gå, aldeles ikke forat gå; der faldt mig ind

en fræk Tanke: hvis der havde været en Nøgle i Døren, vilde jeg have vredet

den om, stængt miginde sammen med de andre, forat slippe at gå. Jeg havde

en aldeles hysterisk Gru for at komme ud på Gaden igen. Men der var ingen

Nøgle i Døren, og jeg rejste mig op; der var intet Håb mer.

Da blander pludselig min Værts Røst sig med Konens. Jeg blev forbauset

stående. Den samme Mand, som nylig havde truet mig, tager underligt nok mit

Parti. Han siger:

»Nej, det går ikke an at jage Folk ud imod Natten, ved du. Der er Straf for

det.«

Jeg vidste ikke, om der var Straf herfor, jeg kunde ikke sige det; men det

var måske så, og Konen besinded sig ganske snart, blev rolig og talte ikke

til mig mer. Hun lagde endog to Smørogbrød frem til mig til Aftens, men jeg

modtog dem ikke, bare af Taknemmelighed mod Manden modtog jeg dem ikke,

idet jeg foregav, at jeg havde fået lidt Mad ude i Byen.

Da jeg endelig begav mig ud i Forstuen, forat gå tilsengs, kom Madamen

efter mig, standsed på Dørstokken og sagde højt, mens hendes store,

frugtsommelige Mave strutted ud imod mig:

»Men det er sidste Nat, De ligger her, så De ved om det.«

»Ja, ja!« svared jeg.

Der blev vel kanske også en Råd til Husly imorgen, hvis jeg gjorde mig

rigtig Flid for det. Et eller andet Skjulested måtte jeg dog finde.

Foreløbig glæded jeg mig over, at jeg ikke behøved at gå ude inat.

* * *

Jeg sov til fem-seks Tiden om Morgenen. Det var endnu ikke lyst, da jeg

vågned, men jeg stod alligevel op med det samme; jeg havde ligget i fulde

Klæder for Kuldens Skyld og havde intet mer at klæde mig på. Da jeg havde

drukket lidt Vand og i al Stilhed fået Døren åbnet, gik jeg også straks ud,

idet jeg frygted for at træffe min Værtinde påny.

En og anden Konstabel, som havde våget Natten ud, var det eneste levende,

jeg så i Gaderne; lidt efter begyndte også et Par Mænd at slukke

Gaslygterne omkring. Jeg drev om uden Mål og Med, kom op i Kirkegaden og

tog Vejen ned til Fæstningen. Kold og endnu søvnig, mat i Knæerne og Ryggen

efter den lange Tur og meget sulten, satte jeg mig ned på en Bænk og døsed

en lang Tid. Jeg havde i tre Uger levet udelukkende af de Smørogbrød, som

min Værtinde havde givet mig Morgen og Aften; nu var det netop et Døgn,

siden jeg fik mit sidste Måltid, det begyndte at gnave mig slemt påny, og

jeg måtte have en Udvej ret snart. Med den Tanke sovned jeg atter ind på

Bænken . . . .

Jeg vågned af, at Mennesker talte i min Nærhed, og da jeg havde summet mig

lidt, så jeg, at det var lys Dag, og at alle Folk var kommet på Benene. Jeg

rejste mig og gik bort. Solen brød op over Åserne, Himlen var hvid og fin,

og i min Glæde over den skønne Morgen efter de mange mørke Uger glemte jeg

alle Sorger og syntes, at det mangen Gang havde været værre for mig. Jeg

klapped mig på mit Bryst og sang en liden Stump for mig selv. Min Stemme

lød så dårlig, rigtig medtagen lød den, og jeg rørte mig selv til Tårer ved

den. Denne pragtfulde Dag, den hvide, lysdrukne Himmel virked også altfor

stærkt på mig, og jeg stak i at græde højt.

»Hvad er det, som fejler Dem?« spurgte en Mand.

Jeg svared ikke, hasted blot bort, skjulende mit Ansigt for alle Mennesker.

Jeg kom ned til Bryggerne. En stor Bark med russisk Flag lå og lossed Kul;

jeg læste dens Navn, »Copégoro«, på Siden. Det adspreded mig en Tidlang at

iagttage, hvad der foregik ombord i dette fremmede Skib. Det måtte være

næsten udlosset, det lå allerede med IX Fod nøgne på Stilken, trods den

Ballast, det alt havde taget ind, og når Kulsjouerne stamped henover Dækket

med sine tunge Støvler, drøned det hult i hele Skibet.

Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv

stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det

mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad

her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen.

Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde

svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke. Så sprang jeg

over Munken og vilde udarbejde en Tale, Dommerens Tale til

Tempelskændersken, og jeg skrev en halv Side på denne Tale, hvorpå jeg

holdt op. Der vilde ikke lægge sig det rette Klima over mine Ord.

Travlheden omkring mig, Hejsesangene, Gangspillenes Støj og den uafbrudte

Raslen med Jærnkættingerne passed så lidet til den Luft af tæt, muggen

Middelalder, der skulde stå som en Tåge i mit Drama. Jeg pakked Papirerne

sammen og rejste mig.

Nu var jeg alligevel kommet velsignet på Glid, og jeg følte klart, at jeg

kunde udrette noget nu, hvis alt gik godt. Bare jeg havde et Sted at ty hen

til! Jeg tænkte efter det, standsed ligefrem op i Gaden og tænkte efter,

men vidste ikke af et eneste stille Sted i hele Byen, hvor jeg kunde slå

mig ned en Stund. Der blev ingen anden Udvej, jeg fik gå tilbage til

Logihuset i Vaterland. Jeg krymped mig ved det, og jeg sagde hele Tiden til

mig selv, at det gik ikke an, men jeg gled dog fremad og nærmed mig stadig

det forbudte Sted. Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det

var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg

var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var

et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik.

Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det

vilde, jeg måtte vove det! Hvad var det egentlig for en Bagatel, det drejed

sig om? For det første skulde det jo vare blot i nogle Timer, for det andet

skulde Gud forbyde, at jeg nogensinde senere tog min Tilflugt til det Hus

igen. Jeg gik ind i Gården. Endnu mens jeg gik over disse ujævne Stene på

Gårdspladsen, var jeg usikker og havde nær vendt om ved Døren. Jeg bed

Tænderne sammen. Nej, ingen utidig Stolthed! I værste Fald kunde jeg

undskylde mig med, at jeg kom for at sige Farvel, tage ordentlig Afsked og

gjøre en Aftale angående min Gjæld til Huset. Jeg åbned Døren til Forstuen.

Jeg blev stående aldeles stille indenfor. Lige foran mig, blot i to Skridts

Afstand, stod Værten selv, uden Hat og uden Frakke, og kiged ind gennem

Nøglehullet til Familjens egen Stue. Han gjorde en tyst Bevægelse med

Hånden, forat få mig til at være stille, og kiged atter indad Nøglehullet.

Han stod og lo.

»Kom hid!« sagde han hviskende.

Jeg nærmed mig på Tæerne.

»Se her!« sagde han og lo med en stille, hidsig Latter. »Kig ind! Hi-hi!

Der ligger de! Se på Gammeln! Kan De se Gammeln?«

Inde i Sengen, ret under Kristus i Oljetryk og lige mod mig, så jeg to

Skikkelser, Værtinden og den fremmede Styrmand; hendes Ben skinned hvide

mod den mørke Dyne. Og i Sengen ved den anden Væg sad hendes Fader, den

lamme Olding, og så på, ludende over sine Hænder, sammenkrøben som

sædvanligt, uden at kunne røre sig . . . .

Jeg vendte mig om mod min Vært. Han havde den største Møje med at af holde

sig fra at le højt.

»Så De Gammeln?« hvisked han. »Å, Gud, så De Gammeln? Han sidder og ser

på!« Og han lagde sig igen ind til Nøglehullet.

Jeg gik hen til Vinduet og satte mig. Dette Syn havde ubarmhjærtigen bragt

Uorden i alle mine Tanker og vendt op og ned på min rige Stemning. Nå, hvad

vedkom det mig? Når Manden selv fandt sig i det, ja, endog havde sin store

Fornøjelse af det, så var der ingen Grund for mig til at tage mig det nær.

Og hvad Oldingen angik, da var Oldingen en Olding. Han så det måske ikke

engang; kanske sad han og sov; Gud ved, om han ikke endogså var død; det

skulde ikke undre mig om han var død. Og jeg gjorde mig ingen Samvittighed

af det.

Jeg tog atter mine Papirer op og vilde vise alle uvedkommende Indtryk

tilbage. Jeg var standset midt i en Sætning i Dommerens Tale: »Så byder mig

Gud og Loven, så byder mig mine vise Mænds Råd, så byder mig og min egen

Samvittighed . . . .« Jeg så ud af Vinduet, forat tænke efter, hvad hans

Samvittighed skulde byde ham. En liden Støj trængte ud til mig fra Stuen

indenfor. Nå, det angik ikke mig, aldeles ikke; Oldingen var desuden død,

døde kanske imorges ved fire Tiden; det var mig altså inderlig knusende

ligegyldigt med den Støj; hvorfor Fan sad jeg da og gjorde mig mine Tanker

om den? Rolig nu!

»Så byder mig og min egen Samvittighed . . . .«

Men alt havde forsvoret sig imod mig. Manden stod slet ikke ganske rolig

henne ved Nøglehullet, jeg hørte nu og da hans indeklemte Latter og så, at

han rysted; ude på Gaden foregik der også noget, som adspredte mig. En

liden Gut sad og pusled for sig selv i Solen over på det andet Fortoug; han

aned Fred og ingen Fare, knytted blot endel Papirstrimler sammen og gjorde

ingen Fortræd. Pludselig springer han op og bander; han rykker baglænds ud

i Gaden og får Øje på en Mand, en voksen Mand med rødt Skjæg, som lå udaf

et åbent Vindu i anden Etage og spytted ned i hans Hoved. Den lille græd af

Vrede og bandte vanmægtigt op mod Vinduet, og Manden lo ham ned i Ansigtet;

der gik måske fem Minutter på den Måde. Jeg vendte mig bort, for ikke at se

Guttens Gråd.

»Så byder mig og min egen Samvittighed, at . . . .«

Det var mig umuligt at komme længer. Tilsidst begyndte alt at rable for

mig; jeg syntes, at endog det, jeg allerede havde skrevet, var ubrugeligt,

ja, at hele Idéen var noget farligt Tøv. Man kunde slet ikke tale om

Samvittighed i Middelalderen, Samvittigheden blev først opfundet af

Danselærer Shakespeare, følgelig var min hele Tale urigtig. Var der altså

intet godt i disse Blade? Jeg løb dem igennem påny og løste straks mine

Tvivl; jeg fandt storartede Steder, rigtig lange Stykker af stor

Mærkværdighed. Og der jog mig atter gennem mit Bryst den berusende Trang

til at tage fat igen og få mit Drama færdigt.

Jeg reiste mig og gik til Døren, uden at agte på Værtens rasende Tegn til

mig om at fare stille frem. Jeg gik bestemt og fast i Sind ud af Forstuen,

opad Trapperne til anden Etage og trådte ind i mit gamle Værelse.

Styrmanden var der jo ikke, og hvad var der så ivejen for, at jeg kunde

sidde her et Øjeblik? Jeg skulde ikke røre nogen af hans Sager, jeg skulde

slet ikke bruge hans Bord engang, men slå mig ned på en Stol ved Døren og

være glad til. Jeg folder heftigt Papirerne ud på mine Knæ.

Nu gik det i flere Minutter aldeles udmærket. Replik efter Replik opstod

fuldt færdig i mit Hoved, og jeg skrev uafbrudt. Jeg fylder den ene Side

efter den anden, sætter afsted over Stok og Sten, klynker sagte af

Henrykkelse over min gode Stemning og ved næsten ikke af mig selv. Den

eneste Lyd, jeg hører i denne Stund, er min egen glade Klynken. Der faldt

mig også ind en såre heldig Idé med en Kirkeklokke, som skulde smælde i at

ringe på et vist Punkt i mit Drama. Alt gik overvældende.

Så hører jeg Skridt i Trappen. Jeg skælver og er næsten fra mig selv,

sidder sågodtsom på Sprang, sky, vag, fuld af Angst for alle Ting og

ophidset af Sult; jeg lytter nervøst, holder Blyanten stille i Hånden og

lytter, jeg kan ikke skrive et Ord mer. Døren går op; Parret nede fra Stuen

træder ind.

Endnu førend jeg havde fået Tid til at bede om Undskyldning for, hvad jeg

havde gjort, råber Værtinden aldeles himmelfalden:

»Nej, Gud trøste og hjælpe mig, sidder han ikke her igen!«

»Undskyld!« sagde jeg, og jeg vilde sagt mer, men kom ikke længer.

Værtinden slog Døren op på vid Væg og skreg:

»Går De nu ikke ud, så Gud fordømme mig henter jeg ikke Politiet!«

Jeg rejste mig.

»Jeg vilde bare sige Farvel til Dem,« mumled jeg, »og så måtte jeg vente på

Dem. Jeg har ikke rørt nogen Ting, jeg sad her på Stolen . . . .«

»Ja, det gjorde ingenting« sagde Styrmanden. »Hvad Fan gjorde det? Lad

Manden være, han!«

Da jeg var kommet ned i Trappen, blev jeg med en Gang rasende på denne

tykke, opsvulmede Kone, der fulgte mig i Hælene, forat få mig hurtigt væk,

og jeg stod et Øjeblik stille, med Munden fuld af de værste Øgenavne, som

jeg vilde slynge mod hende. Men jeg betænkte mig i Tide og taug, taug blot

af Taknemmelighed mod den fremmede Mand, der gik bag hende og vilde kunne

høre det. Værtinden fulgte stadig efter mig og skældte ustandseligt, mens

samtidig min Vrede tiltog for hvert Skridt, jeg gik.

Vi kom ned i Gården, jeg gik rigtig langsomt, endnu overvejende, om jeg

skulde give mig af med Værtinden. Jeg var i denne Stund ganske forstyrret

af Raseri, og jeg tænkte på den værste Blodsudgydelse, et Tryk, som kunde

lægge hende død på Stedet, et Spark i Maven. Et Bybud går forbi mig i

Porten, han hilser, og jeg svarer ikke; han henvender sig til Madamen bag

mig, og jeg hører, at han spørger efter mig; men jeg vender mig ikke om.

Et Par Skridt udenfor Porten indhenter Bybudet mig, hilser påny og standser

mig. Han giver mig et Brev. Heftigt og uvilligt river jeg det op, en

Tikrone falder ud af Konvolutten, men intet Brev, ikke et Ord.

Jeg ser på Manden og spørger:

»Hvad er dette for Slags Narrestreger? Hvem er Brevet ifra?«

»Ja, det ved jeg ikke,« svarer han, »men det var en Dame, som gav mig det.«

Jeg stod stille. Bybudet gik. Da stikker jeg Pengesedlen atter ind i

Konvolutten, krøller det hele rigtig godt sammen, vender om og går hen til

Værtinden, som endnu holder Udkig efter mig fra Porten, og kaster hende

Sedlen i Ansigtet. Jeg sagde ikke noget, yttred ikke en Stavelse, jeg

iagttog blot, at hun undersøgte det sammenkrøllede Papir, inden jeg gik

. . . .

He, det kunde man kalde at opføre sig med Ære i Livet! Ikke sige noget,

ikke tiltale Pakket, men ganske rolig krølle sammen en stor Pengeseddel og

kaste den i Øjnene på sine Forfølgere. Det kunde man kalde at optræde med

Værdighed! Således skulde de have det, de Dyr! . . . .

Da jeg var kommet på Hjørnet af Tomtegaden og Jærnbanetorvet, begyndte

pludselig Gaden at svinge rundt for mine Øjne, det sused tomt i mit Hoved,

og jeg faldt ind mod en Husvæg. Jeg kunde simpelthen ikke gå længer, kunde

ikke engang rette mig op fra min skæve Stilling; således, som jeg var

falden ind mod Væggen, således blev jeg stående, og jeg følte, at jeg

begyndte at tabe Besindelsen. Min vanvittige Vrede forhøjedes blot ved

dette Anfald af Udmattelse, og jeg løfted Foden og stamped i Fortouget. Jeg

gjorde også forskellige andre Ting, forat komme til Kræfter, bed Tænderne

sammen, rynked Panden, rulled fortvivlet med Øjnene, og det begyndte at

hjælpe. Min Tanke blev klar, jeg forstod, at jeg holdt på at forgå. Jeg

satte Hænderne frem og stødte mig tilbage fra Væggen; Gaden dansed

fremdeles rundt med mig. Jeg begyndte at hikke af Raseri, og jeg stred af

min inderste Sjæl med min Elendighed, holdt rigtig tappert Stand, for ikke

at falde om; jeg agted ikke at synke sammen, jeg vilde dø stående. En

Arbejdskærre ruller langsomt forbi, og jeg ser, at der er Poteter i den

Kærre, men af Raseri, af Halsstarrighed finder jeg på at sige, at det slet

ikke var Poteter, det var Kålhoveder, og jeg bandte grusomt på, at det var

Kålhoveder. Jeg hørte godt, hvad jeg selv sagde, og jeg svor bevidst Gang

efter Gang på denne Løgn, blot forat have den desperate Tilfredsstillelse,

at jeg begik stiv Mened. Jeg berused mig i denne mageløse Synd, jeg rakte

mine tre Fingre ivejret og svor med dirrende Læber i Faderens, Sønnens og

den Helligånds Navn, at det var Kålhoveder.

Tiden gik. Jeg lod mig falde ned på et Trappetrin ved Siden af mig og

tørred Sveden af min Pande og Hals, trak Vejret til mig og tvang mig til at

være rolig. Solen gled ned, det led ud på Eftermiddagen. Jeg begyndte igen

at gruble over min Stilling; Sulten blev skammelig mod mig, og om nogle

Timer vilde det atter være Nat; det galdt at finde på en Råd, mens der

endnu var Tid. Mine Tanker begyndte igen at kredse om Logihuset som jeg var

bleven fordrevet fra; jeg vilde aldeles ikke vende tilbage dertil, men

kunde alligevel ikke lade være at tænke på det. Egentlig havde Konen været

i sin gode Ret til at kaste mig ud. Hvor kunde jeg vente at få bo hos

nogen, når jeg ikke kunde betale for mig? Hun havde ovenikøbet givet mig

Mad nu og da; endog igåraftes, da jeg havde opirret hende, havde hun budt

mig to Smørogbrød, af Godhed havde hun budt mig dem fordi hun vidste, at

jeg trængte til dem. Så jeg havde intet at beklage mig over, og jeg

begyndte mens jeg sad på Trappen at bede og tigge hende i mit stille Sind

om Tilgivelse for min Opførsel. Især angred jeg bitterlig, at jeg havde

vist mig utaknemmelig mod hende tilsidst og kastet hende en Tikrone i

Ansigtet . . . .

Tikronen! Jeg plystred en Gang med Munden. Brevet, som Budet bragte, hvor

kom det fra? Først nu i dette Øjeblik tænkte jeg klart over dette og aned

med en Gang, hvordan det hele hang sammen. Jeg blev syg af Smærte og Skam,

jeg hvisked Ylajali nogle Gange med hæs Stemme og rysted på Hovedet. Var

det ikke mig, som endog så sent som igår havde bestemt mig til at gå hende

stolt forbi, når jeg traf hende, og vise hende den største Ligegyldighed?

Og istedet derfor havde jeg blot vakt hendes Medlidenhed og aflokket hende

en Barmhjærtighedsskilling. Nej, nej, nej, der blev aldrig Ende på min

Nedværdigelse! Ikke engang overfor hende havde jeg kunnet hævde en

skikkelig Stilling; jeg sank, sank på alle Kanter, hvor jeg vendte mig hen,

sank tilknæs, sank tillivs, dukked mig under i Vanære og kom aldrig op

igen, aldrig! Det var Toppunktet! Tage ti Troner i Almisse, uden at kunne

slynge dem tilbage mod den hemmelige Giver, gramse Ører sammen med begge

Hænder, hvor de bødes frem, og beholde dem, bruge dem til Logipenge, trods

sin egen inderste Modbydelighed . . . .

Kunde jeg ikke atter skaffe tilveje disse ti Kroner på en eller anden Måde?

At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende,

nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om,

når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved

Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled

mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner. Og

jeg satte mig til at tænke svare.

Klokken kunde vel være omkring fire, om et Par Timer kunde jeg kanske

træffe Teaterchefen, hvis jeg blot havde havt mit Drama færdigt. Jeg tager

Manuskriptet op, der jeg sidder, og vil med Vold og Magt få istand de tre

fire sidste Scener; jeg tænker og sveder og læser over fra Begyndelsen, men

kommer ingen Vej. Ikke noget Pærevæv! siger jeg, ingen Stivnakkethed her!

Og jeg skriver løs på mit Drama, skriver ned alt, som falder mig ind, blot

forat blive hurtigt færdig og komme afsted. Jeg vilde indbilde mig selv, at

jeg havde et nyt stort Øjeblik, jeg løj mig fuld, bedrog mig åbenlyst og

skrev væk, som om jeg ikke behøved at søge efter Ordene. Det er godt! det

er virkelig et Fund! hvisked jeg alt imellem; skriv det bare ned!

Tilslut begynder imidlertid mine sidste Repliker at blive mig mistænkelige;

de stak så stærkt af mod Replikerne i de første Scener, desuden havde der

slet ikke lagt sig nogen Middelalder i Munkens Ord. Jeg knækker min Blyant

over mellem mine Tænder, springer op, river mit Manuskript itu, river hvert

Blad itu, kaster min Hat på Gaden og tramper på den. Jeg er fortabt!

hvisker jeg for mig selv; mine Damer og Herrer, jeg er fortabt! Og jeg

siger ikke andet end disse Ord, sålænge jeg står der og tramper på min Hat.

En Politibetjent står nogle få Skridt borte og iagttager mig; han står midt

ude i Gaden og lægger ikke Mærke til noget andet end mig. Idet jeg slår

Hovedet op, mødes vore Øjne; han havde kanske stået der i længere Tid og

bare set på mig. Jeg tager min Hat op, sætter den på og går hen til Manden.

»Ved De, hvormange Klokken er?« siger jeg.

Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne

bort fra mig imens.

»Vel fire,« svarer han.

»Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting,

hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.«

Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og

så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden. Da jeg var kommet

udenfor Royal, vendte jeg mig om og så tilbage: endnu stod han i samme

Stilling og fulgte mig med Øjnene.

He-he, således skulde man behandle Dyrene! Med den mest udvalgte

Uforskammethed! Det imponered Dyrene, det satte Skræk i Dyrene . . . . Jeg

var særdeles tilfreds med mig selv og gav mig atter til at synge en Stump.

Anspændt af Ophidselse, uden at føle nogen Smærte mer, uden endog at kende

noget Ubehag af nogen Sort, gik jeg let som en Fjær henover hele Torvet,

drejed op ved Basarerne og slog mig ned på en Bænk ved Vor Frelsers.

Kunde det ikke også være temmelig ligegyldigt, enten jeg sendte den Tikrone

tilbage eller ej? Når jeg havde fået den, så var den min, og der var

visselig ikke Nød der, hvor den kom fra. Jeg måtte jo dog tage imod den,

når den udtrykkelig blev sendt til mig; der var ingen Mening i at lade

Bybudet beholde den. Heller ikke gik det an at sende tilbage en helt anden

Tikrone, end den, jeg havde fået. Så der var intet at gøre ved det.

Jeg forsøgte at se på Færdselen omkring på Torvet foran mig og sysselsætte

min Tanke med ligegyldige Ting; men det lykkedes mig ikke, og jeg

beskæftiged mig stadig med Tikronen. Tilsidst knytted jeg Hænderne og blev

vred. Det vilde såre hende, sagde jeg, hvis jeg sendte den tilbage; hvorfor

skulde jeg da gøre det? Bestandig skulde jeg gå og holde mig for god til

alt muligt, ryste hovent på Hovedet og sige Nej Tak. Nu så jeg, hvad det

førte til; jeg stod atter på bar Gade. Selv når jeg havde den bedste

Anledning til det, beholdt jeg ikke mit gode, varme Logi; jeg blev stolt,

sprang op ved det første Ord og var Karl for min Hat, betalte Tikroner

tilhøjre og venstre og gik min Vej . . . . Jeg gik skarpt i Rette med mig

selv, fordi jeg havde forladt mit Logi og atter bragt mig i Omstændighed.

Forresten gav jeg den lysegule Fan altsammen! Jeg havde ikke bedt om den

Tikrone, og jeg havde næsten ikke havt den mellem Hænderne engang, men

givet den bort straks, betalt den ud til vild fremmede Mennesker, som jeg

aldrig vilde få se igen. Den Slags Mand var jeg, betalte altid til sidste

Hvid, når det galdt noget. Kendte jeg Ylajali ret, så angred hun heller

ikke på, at hun havde sendt mig de Penge; hvad sad jeg da og hussered for?

Det var ligefrem det mindste, hun kunde gøre, at sende mig en Tikrone nu og

da. Den stakkels Pige var jo forelsket i mig, he, kanske dødeligt forelsket

i mig endogså . . . . Og jeg sad og blæred mig dygtigt for mig selv ved

denne Tanke. Der var ingen Tvivl om, at hun var forelsket i mig, den

stakkels Pige! . . . .

Klokken blev fem. Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse

og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem,

holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased

rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget. Mens jeg sidder således og ser

ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en

Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er

Kagekonen ved Elefantapoteket.

Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo,

det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det

samme Sted! Jeg plystrer et Par Gange og knipser i Fingrene, rejser mig op

fra Bænken og begynder at gå henimod Apoteket. Ikke noget Nonsens! Jeg gav

Fan, enten det var Syndens Penge eller gode norske Høkerpenge af Sølv fra

Kongsberg! Jeg vilde ikke være latterlig, man kunde dø af formeget Hovmod

. . . .

Jeg går frem til Hjørnet, tager Sigte på Konen og stiller mig op foran

hende. Jeg smiler, nikker kendt og indretter mine Ord, som om det var en

Selvfølge, at jeg vilde komme tilbage engang.

»Goddag!« siger jeg. »De kender mig kanske ikke igen?«

»Nej,« svarer hun langsomt og ser på mig.

Jeg smiler endda mer, som om det var bare hendes kostelige Spøg, at hun

ikke kendte mig, og siger:

»Husker De ikke, at jeg gav Dem en hel Del Kroner engang? Jeg sagde ikke

noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer

jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det

unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden

Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.«

»Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig

om . . . .«

Jeg vilde forebygge, at hun skulde begynde at takke mig for Pengene, og jeg

siger derfor hurtigt, idet jeg allerede søger med mine Øjne omkring på

Bordet efter Madvarer:

»Ja, nu kommer jeg, forat få Kagerne.«

Det forstår hun ikke.

»Kagerne,« gentager jeg, »nu kommer jeg, forat få dem. Ialfald endel,

første Forsyning. Jeg trænger ikke alt idag.«

»Kommer De, forat få dem?« spørger hun.

»Jagu kommer jeg, forat få dem, ja!« svarer jeg og ler højt, som om det

burde have været indlysende for hende allerede straks, at jeg kom, forat få

dem. Jeg tager også nede på Bordet en Kage, et Slags Franskbrød, som jeg

begynder at spise på.

Da Konen ser dette, letter hun sig op i Kælderhullet, gør uvilkårlig en

Bevægelse, som forat beskytte sine Varer, og hun lader mig forstå, at hun

ikke havde ventet mig tilbage, forat berøve hende dem.

Ikke det? siger jeg. Jaså, ikke det? Hun var mig virkelig en kostelig Kone!

Havde hun nogensinde oplevet, at nogen havde givet hende til Forvaring en

Slump Kroner, uden at vedkommende havde krævet dem tilbage? Nej, ser De

der! Troed hun kanske, at det var stjålne Penge, siden jeg havde slængt dem

til hende på den Måde? Nå, det troed hun dog ikke; det var endda godt,

virkelig godt! Det var om jeg så måtte sige snilt af hende, at hun dog

holdt mig for en ærlig Mand. Ha-ha! Jo, hun var virkelig god!

Men hvorfor gav jeg hende da Pengene? Konen blev forbittret og råbte højt

derom.

Jeg forklared, hvorfor jeg havde givet hende Pengene, forklared det dæmpet

og eftertrykkeligt: Det var min Vane at gå frem på den Måde, fordi jeg

troed alle Mennesker så godt. Bestandig når nogen bød mig en Kontrakt, et

Bevis, så rysted jeg på Hovedet og sagde Nej Tak. Det skulde Gud vide, at

jeg gjorde!

Men Konen forstod det fremdeles ikke.

Jeg greb til andre Midler, talte skarpt og frabad mig mig Vrøvl. Havde det

aldrig hændt, at nogen anden havde betalt hende i Forskud på lignende Måde?

spurgte jeg. Jeg mente naturligvis Folk, som havde god Råd, for Eksempel

nogen af Konsulerne? Aldrig? Ja, det kunde ikke jeg undgælde for, at det

var en hende fremmed Omgangsmåde. Det var Skik og Brug i Udlandet. Hun

havde kanske aldrig været udenfor Landets Grændser? Nej, ser De der! Da

kunde hun slet ikke tale med i denne Sag . . . . Og jeg tog efter flere

Kager på Bordet.

Hun knurred vredt, vægred sig hårdnakket for at udlevere noget av, hvad hun

havde på Bordet, rykked endog et Stykke Kage ud af min Hånd og lagde det

tilbage på sin Plads. Jeg blev vred, slog i Bordet og trued med Politiet.

Jeg skulde være nådig mod hende, sagde jeg; hvis jeg tog alt, hvad mit var,

Så vilde jeg ruinere hele hendes Butik, for det var en farlig Masse Penge,

jeg havde leveret hende i sin Tid. Men jeg vilde ikke tage så meget, jeg

vilde i Virkeligheden kun have halv Valutta. Og jeg skulde ovenikøbet ikke

komme igen mer. Det måtte Gud bevare mig for, eftersom hun var af den Slags

Mennesker . . . .

Endelig lagde hun frem endel Kager til en ublu Pris, fire fem Stykker,

som hun taksered til det højeste, hun kunde finde på, og bad mig tage

dem og gå min Vej. Jeg kaevled fremdeles med hende, påstod, at hun snød

mig for mindst en Krone af Pengene og desuden udsuged mig ved sine

blodige Priser. Ved De, at der er Straf for slige Kæltringstreger?

sagde jeg. Gud bevare Dem, De kunde komme på Slaveriet for Levetiden,

gamle Asen! Hun slængte endnu en Kage hen til mig og bad mig næsten

tænderskærende om at gå.

Og jeg forlod hende.

He, Mage til uefterretlig Kagekone skulde man aldrig have set! Hele Tiden,

mens jeg gik hen ad Torvet og åd på mine Kager, talte jeg højt om Konen og

hendes Uforskammethed, gentog for mig selv, hvad vi begge havde sagt til

hinanden, og syntes, at jeg havde været hende langt overlegen. Jeg åd af

Kagerne i alle Folks Påsyn og talte om dette.

Og Kagerne forsvandt en efter en; det forslog intet, hvor meget jeg tog

tillivs, jeg var lige bundløst hungrig. Herregud dog, at det ikke vilde

forslå! Jeg var så grådig, at jeg endog nær havde forgrebet mig på den

sidste Kage, Som jeg lige fra Begyndelsen havde bestemt mig til at spare,

gæmme til den lille nede i Vognmandsgaden, Gutten, som havde leget med

Papirstrimlerne. Jeg husked ham stadigt, kunde ikke få mig til at glemme

hans Mine, da han sprang op og bandte. Han havde vendt sig ona mod mit

Vindu, da Manden spytted ned på ham, og han havde ligefrem set efter, om

også jeg skulde le deraf. Gud ved, om jeg nu traf ham, når jeg kom derned!

Jeg anstrængte mig stærkt, forat komme hurtigt ned i Vognmandsgaden,

passered det Sted, hvor jeg havde revet mit Drama istykker, og hvor endnu

endel Papir lå tilbage, omgik Politibetjenten, som jeg nys havde forbauset

så ved min Opførsel, og stod tilsidst ved Trappen, hvor Gutten havde

siddet.

Han var der ikke. Gaden var næsten tom. Det tog til at mørkne, og jeg kunde

ikke blive Gutten var; han var måske gået ind. Jeg lagde Kagen forsigtigt

ned, rejste den på Kant mod Døren, banked hårdt på og sprang min Vej med

det samme. Han finder den nok! sagde jeg til mig selv; det første, han gør,

når han kommer ud, det er at finde den! Og mine Øjne blev våde af Glæde,

over, at den lille vilde finde Kagen.

Jeg kom ned til Jærnbanebryggen igen.

Nu sulted jeg ikke mer, blot den søde Mad, jeg havde nydt, begyndte at

volde mig ondt. I mit Hoved støjed også påny de vildeste Tanker: Hvad om

jeg i Hemmelighed overskar Trossen til et af disse Skibe? Hvad om jeg

pludselig gav mig til at råbe på Brand? Jeg går længer ud på Bryggen,

finder mig en Kasse at sidde på, folder Hænderne og føler, at mit Hoved

blir mer og mer fortumlet. Og jeg rører mig ikke, gør slet intet, forat

holde mig oppe mer.

Jeg sidder der og stirrer på »Copégoro«, Barken med det russiske Flag. Jeg

skimter en Mand ved Rækken; Bagbords røde Lanterne lyser ned på hans Hoved,

og jeg rejser mig op og taler over til ham. Jeg havde ingen Hensigt med at

tale, som jeg gjorde, jeg vented heller ikke at få noget Svar. Jeg sagde:

»Sejler De iaften, Kaptejn?«

»Ja, om en liden Stund,« svarer Manden. Han talte Svensk.

»Hm. De skulde ikke mangle en Mand?« Jeg var i dette Øjeblik lige glad,

enten jeg fik et Afslag eller ej, det var mig ligegyldigt, hvilket Svar

Manden vilde give mig. Jeg stod og vented så på ham.

»Å, nej,« svared han. »Det skulde da være en Jungmand.«

En Jungmand! Jeg gjorde et Ryk på mig, sneg mine Briller af og stak dem i

Lommen, trådte op på Landgangen og skræved ombord.

»Jeg er ikke befaren,« sagde jeg, »men jeg kan gøre det. De sætter mig til.

Hvor går Turen?«

»Vi er ballastet til Leeds efter Kul for Cadix.«

»Godt!« sagde jeg og tvang mig ind på Manden. »Jeg er lige glad, hvor det

bærer hen. Jeg skal gøre mit Arbejde.«

Han stod en Stund og så på mig og tænkte sig om.

»Har du ikke faret før?« spurgte han.

»Nej. Men som jeg siger Dem, sæt mig til et Arbejde, og jeg skal gøre det.

Jeg er vant til noget af hvert.«

Han tænkte sig atter om. Jeg havde allerede sat mig levende i Hovedet, at

jeg vilde tage med, og jeg begyndte at ængstes for at blive jaget iland

igen.

»Hvad mener De så, Kaptejn?« spurgte jeg endelig. »Jeg kan virkelig gøre,

hvad det skal være. Hvad siger jeg! Jeg måtte være en dårlig Mand, om jeg

ikke gjorde mer, end netop det, jeg var sat til. Jeg kan tage to Vagter i

Træk, om det gælder. Det har jeg godt af, og jeg holder nok ud med det.«

»Ja, ja, vi kan forsøge det,« sagde han. »Går det ikke, så kan vi jo

skilles i England.«

»Naturligvis!« svared jeg i min Glæde. Og jeg gentog endnu engang, at vi

kunde skilles i England, hvis det ikke gik.

Så satte han mig til Arbejde . . . .

Ude i Fjorden retted jeg mig op engang, våd af Feber og Mathed, så indad

mod Land og sagde Farvel for denne Gang til Byen, til Kristiania, hvor

Vinduerne lyste så blankt fra alle Hjem.

1/1
Menu

Fazer anotação