TREDJE STYKKE

En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.

Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod
steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller
fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver
Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end
før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så
meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg
havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem
påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig
flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene
at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få
arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde
hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.

Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår
i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og
Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne
bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem.
Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind
i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde
Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.

Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge
min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både
Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og
beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som
kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde
Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for
Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine
Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op
til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt
Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.

»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . .
og han skrev videre.

Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig
Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte
mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid
stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye
knuste Håb.

»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet.

»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.

»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve,
sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig
omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved
Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og
peger på en Stol.

Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når
jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.

»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er
vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«

Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender
sit Ansigt mod mig.

Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede
i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på
mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule
urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst
kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde
slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt
og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få
Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham,
hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om
ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det
slemt nok alligevel . . . .

Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte
efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden
lidt frem og siger:

»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give
Indtryk af at tage det let.

»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad
Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller
finde på noget andet, som Folk forstår bedre?«

Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret,
og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham
længer, svarer jeg:

»Jo, da, det kan jeg nok.«

Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort
med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren.

»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De
kan jo skrive for det.«

Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged
mig derfor lidt, og jeg svared:

»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!«

»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit
Skrivebord.

Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham
taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig
ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var
helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til
at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen
og tog fat på min Skrivning påny.

I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var
tændt, hændte der mig regelmæssig følgende:

Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder
at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt
Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger
mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig
har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og
falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring
i Håndtaget.

Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme
Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går
nedad Gaden, bort fra mig.

Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige
Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i
Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun
trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt
antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg
havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget,
et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine
trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke
engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten
var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden
igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i
flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke
sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og
jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg
lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og
blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under
Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om
Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der
trængte ind til mig udenfra.

Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at
holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et
Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par
Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter
henvende mig til »Kommandøren«.

Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra
Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere
alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og
spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet,
uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav
mig til at gå i Retning af Slottet.

Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage
nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med
Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i
Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.
Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en
kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg
ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og
Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at
fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond
Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til
Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt
i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min
Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges
Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den
op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en
Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig
meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.

Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende
hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage
nedad Karl Johan.

Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred
Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den
store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår
og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort,
sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede
ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra
hede Dunster steg op.

Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der
dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys,
den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft,
der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte
Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og
jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at
være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at
tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en
Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden
Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste
mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl
ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene
og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse
nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når
de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere,
Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets
Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en
Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en
Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige
ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad
Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred,
opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred
sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv
Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.

Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet
jeg kom på Siden af hende.

»Godaften!« sagde jeg.

»Godaften!« Hun standsed.

Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en
ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun
da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med
hjem?

Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde
mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde:

»Så gik vi da!«

Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed
jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:

»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej.

I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i
alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og
kaldte mig en Tørfisk.

»Godnat!« sagde jeg.

»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«

»Nej.«

»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!«

Og jeg gik.

Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny.

»De kan være med mig alligevel,« sagde hun.

Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde
Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde
heller ikke Råd til slige Opofrelser.

»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.«

»Men jeg går ikke med på den Måde.«

»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.

»Nej,« svared jeg.

Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne
aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.

»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav
mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret
efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på
Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet
om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af?
Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt,
jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt
hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den.
Godnat! Gå hen og synd ikke mer!

Dermed gik jeg.

Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig
selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde
måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet!
Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det,
når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet
fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og
retskaffen!

Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad
det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået
min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden,
nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden
Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten.
Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer.

Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i
Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende
Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St.
Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak
Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det
vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen
af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der
skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet,
glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så
stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast.
Punktum.

Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra
Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine
Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette,
kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet
Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham
ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en
Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at
holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid,
Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå
stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig
atter Porten og gik op på mit Rum.

Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke.
Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme
mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde
gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.

* * *

Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og
tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg
havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til
Finalen.

Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på
Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed,
nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.

Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage,
skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren,
banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen
Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed,
jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det
selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter
en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed
mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en
Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til
at skrive igen.

Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord,
som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da
standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke
kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse
sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende
Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod
tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.

Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens
Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg
var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig
ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.

Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig
tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem
mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med,
løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden.
Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved,
jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af
denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg
rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så
hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg
døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak
jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at
røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et
splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning
kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.

Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af
Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt,
Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud,
som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne
fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så
så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!

Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min
Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter
blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt;
jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde
nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge,
når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg
var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til
det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at
jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog
jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på
min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad
Trapperne.

Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde
begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen
Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at
jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og
Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig,
og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På
ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i
Butiken.

En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i
forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og
ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et
Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.

»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget
stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til
at få Lyset.

Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var
første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.

»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd
med Konen.

Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og
går.

Nu er Betjenten og jeg alene.

Han siger:

»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et
til mig.

Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over
Læberne.

»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger
simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at
tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, —
han giver atter tilbage på fem Kroner.

»Værsågod!« siger han.

Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt
fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder
blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og
jeg samler mekanisk Pengene op.

Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg
gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et
vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og
nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.

Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig
så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på
Disken:

»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«

»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud
til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«

Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom
fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle
det selv.

»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.

Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg
sagde Godnat, og at Betjenten svared.

Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op
og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor
af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give
dem tilbage.

»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.

»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«

Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.

Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og
talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel
herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og
jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.

Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt,
om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg
horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som
bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.

»En Bif!« siger jeg.

»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.

Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav
mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså
godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med
lidt nysgærrige Øjne.

Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket
alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald
. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig
frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik
bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden
havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker,
det var ingen Aftale . . . .

»Kommer Bifen snart, tror De?«

»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.

Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,
begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik
tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske
næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på
Skuldrene.

»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De
ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«

»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med
en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg
får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg
siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en
Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .

Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store
Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i
Kødet som en Menneskeæder.

Jomfruen kom igen hen til mig.

»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned
mod mig.

Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene
ned.

»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå
. . . . dersom De vil . . . .«

»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«

Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes
Hoved. Hvilket underligt Menneske!

Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede
Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset,
frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min
Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.

Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den
længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi,
stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og
gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der
vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet,
med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte
mig igen.

Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter,
hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse
og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen,
virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til
en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største
Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i
lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.

»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst
forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«

»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk
. . . .«

Og jeg går.

Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik
Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte
og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.

Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten
og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på
lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame
fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt
op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.

Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i
dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine
Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi
hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da
standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede
for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i
Ansigtet og hilser:

»Godaften, Frøken!«

»Godaften!« svarer hun.

Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg
kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning
forresten.

Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .

Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det
var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske
vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her.

Da vender hun Ansigtet bort og siger:

»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .«

Hun holdt inde.

Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at
Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i
Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled
en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas
Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet,
he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun
vel ikke?

Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde
jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt
hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var
bleven så sent.

Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn
Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og
så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra
hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag
hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig,
trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et
fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod
Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede
indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden
nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med
min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit
Hjærte slå.

»Hvor De er rar!« sagde jeg.

Ja, hvordan det, egentlig?

Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en
Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det
faldt hende ind . . . .

Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe
til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om
at lægge mig før tolv?

Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før
Klokken tolv om Natten.

Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke
havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . .

»Ylajali!« råbte jeg.

»Hvadbehager?«

»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!«

Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som
det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i,
at hun gærne vilde være lidt ude?

Nej, slet ikke! svared jeg.

Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte.

Havde hun ikke en Søster?

Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var
rejst til Hamborg.

Nylig?

Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?

Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.

Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden
tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte
Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.

»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.

Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min
Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var
dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en
liden Stund; jeg løj, jeg svared:

»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har
De set Menageriet på Tivoli?«

»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«

Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så
mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør
med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket
i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .

»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt
mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par
tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel
vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at
se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de
hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr,
som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi,
ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?

Ja, det havde jeg vist Ret i.

Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var
noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens
forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten,
Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . .
Det ubevidstes Poesi . . . .

Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store
Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så
nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i
Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i
at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i
Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte
idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig
plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske
ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare
ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede
Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun
hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny
Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke
Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . .

Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg
sagde:

»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem
midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg
mener det.«

Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun:

»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.

»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.

»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun
gik lidt hurtigere til.

Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads.
Da gik hun langsommere igen.

»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres
Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort,
så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.«

Pause. Jeg gik og vented.

»De har set mig før,« svarer hun.

»Ylajali!« siger jeg igen.

»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld
dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.

»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.«

»Det var stygt af Dem!«

Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.

Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste
Vinduer i Numer 2.

»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!«

Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og
stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden?

»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt,
og hun ser ned på sin Skosnude.

»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!«

»Ja, men bare et lidet Stykke.«

Og vi vendte om.

Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller
stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg
var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af
Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit
Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og
mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg
glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige
Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle
Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet
Kneb.

»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var
Deres Søster.«

»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser
på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.

»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to
Damer, som gik foran mig.«

»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn.
»Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret
af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til
Straf.«

Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste
ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig
engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og
jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også,
desværre!

Hvorfor troed hun det?

Jo, jeg havde leet så.

Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang.

Men ikke nu længer?

Å, jo, nu også. Det var herligt at være til!

Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik
atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg
lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.

»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed.

»Ja, jeg må vel det,« svared jeg.

Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud,
der var da ikke noget galt i det. Vel?

»Nej,« sagde jeg.

Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor
kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod
jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot
halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden,
dukked mig uvilkårlig ned og sagde:

»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«

Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten
et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad.

»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt.

»Hvornår?«

»Jeg ved ikke.«

Pause.

»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde
jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da
se, hvem jeg har talt med.«

Pause.

»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?«

»Ja, kære, får jeg Lov til det!«

»Klokken otte.«

»Godt.«

Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat
få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så
nær.

»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen.

»Nej . . . .«

Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi
stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op,
slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang,
hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst
bølged, hun pusted voldsomt.

Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet,
hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . .

Portdøren faldt i.

* * *

Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde
Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.

Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens
Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse
havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg
bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg
endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg
var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.

Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske
kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under
Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en
Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en
Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik
ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret.

»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid
. . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?«

»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min
Kæreste?«

»Død og Pine!« sagde han.

»Ja, det blev afgjort igår.«

Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat
blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik.

»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså
nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe
siden. Men nu skal De få dem med det første.«

»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig
tilbage de Kroner.

Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på
Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun
nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte
Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét
spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig
forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets
Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb
Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde
tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på
den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som
skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige
Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . .

Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere
og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.

Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet?
Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at
huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær.
Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede!

Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred.
Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg
havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og
Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige
Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!

Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til
Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det
var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til
det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg
bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende
uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.

Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme
Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg
rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig
Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var
ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave
Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det
efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter!
Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste
hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs
. . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret
mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder.

Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at
kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske
af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det
var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine
Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting,
sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en
vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i
fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive
min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i
Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen
Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter,
iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at
studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i
dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.

Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer
samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom!
sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den
første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled
afsted.

Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i
Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var
ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom.

»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i
Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe
denne Mand.

Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til
tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks,
syv forfærdelige Slag indenfor.

En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i
Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på
mig.

Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en
Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .

Pigen ryster på Hovedet.

»Bor ingen Kierulf her,« siger hun.

Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun
gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til
at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om,
den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad
Trapperne igen.

»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken.

»Var han ikke der?«

»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«

Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han
troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han
slog stærkt på.

»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken.

»Kierulf, Uldhandler Kierulf.«

Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han
ikke plejed at gå med en lys Frakke?

»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en
Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt,
spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham.

»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?«

»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.«

»Har han ikke rødt Hår?«

Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den
Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig
taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget
Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det
vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår.

»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde
en Knortekæp?«

Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:

»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden
Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.«

Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte
ham igen . . . .

Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene.

Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt
Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til,
at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en
Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme
det!

Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb
sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og
gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem
Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under
for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og
lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas
Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro
vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak
den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til
Tomtegaden. Kusken holder an.

Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg
går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder
mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et
Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den
anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori
der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og
Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der
hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind.

Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at
skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i
Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem:
Beværtning & Logi for Rejsende.

Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken,
som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt
og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som
havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til,
og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke,
visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg
husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.

Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung
og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde
Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte
mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget
forundret. Jeg faldt i Tanker.

Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked
og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe
længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været
for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg
engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var
kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst
det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden,
en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over
den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv
af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud
af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have
dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro
igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den
samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . .

Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg
væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette
slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig
Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg
hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig.
Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.

Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste
jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en
Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen,
tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige
Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren,
Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja,
jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet
en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde
aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg
forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik.

Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg
halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast
ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg
møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper
hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor
hinanden, alene.

»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.«

Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev
rasende og sagde:

»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.«

Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde
slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.

»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster
heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer
til Sagen.

Men den stakkels Mand aner ingen Ting.

Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve
iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det
hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen
skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min
Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør
alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter
Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere,
og siger tilslut:

»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«

»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op;
det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved
forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig
falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det
bød min bundærlige Natur imod . . . .

»Hvor gjorde De af dem da?«

Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den
Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .

Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig
om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:

»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«

»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg
vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu
står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund,
gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor
vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«

Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.

Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd
af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg
øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på
den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min
usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den
dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for
disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af
hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert
Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i
Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud
til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer
for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!

Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en
Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg
vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have
hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt
Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang!
. . . .

Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske
vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule
i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg
folded Hænderne og valgte min Stilling.

Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele
Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden
Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt,
fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir
stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og
glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et
vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af
Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i
Brand, en rygende yderste Dag.

Og jeg så og hørte intet mer . . . .

* * *

Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig;
Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen
klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med
Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke
igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse
over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg
hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også
temmelig kvalm.

Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned
på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder
havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg
kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.

Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt,
stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved
mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og
spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd
ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet
tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være
anderledes end den var.

Så gik jeg ud.

Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel
Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende
Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i
mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et
Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt,
lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles
stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod
tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . .

Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på
Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var
jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden
randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var
netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg
stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.

Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører
det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt,
mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi
og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde
jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt
hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det
gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom
krølled sig sammen inde i Skoen.

Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen
og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre
. . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der
var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . .

Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker,
som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det
ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig
skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen
revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det
var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt
at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske
hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det.
Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han
er! . . . .

Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min
ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned
på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort
til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af
Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at
tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene
stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring
mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig
forbi; ellers iagttog jeg intet.

Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder
mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden,
hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet
næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted
tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til
den første Slagter, jeg traf.

»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et
Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at
bære i Munden.«

Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage,
og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så
forbauset på mig.

»Ingenting at takke for,« sagde han.

»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«

Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.

Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og
standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at
se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at
gnave i mig af Benet.

Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte
ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik
beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at
bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet,
sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel
ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre
atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed
og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer,
kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted
atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.

Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det
voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder
tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske
kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end
forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had,
henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn
hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du
Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg
bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig,
jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har
stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte
din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig
dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig,
jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig,
jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger
mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt
ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede
Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de
fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin
Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du
alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit
Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig,
du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde,
råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde,
om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på
Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil
spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din
Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage
alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den
tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg
siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig
Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg
siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig
Ryggen og går min Vej . . . .

Stille,

Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu
hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket
og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og
hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en
Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger
bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de
lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne
pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de
elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler
med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets
Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i
Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske
Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget
hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at
foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, —
en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde
med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en
nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele
Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden.

Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i
Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det
beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til
Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld
gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer
og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk
af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde
synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser.

Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun
hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med
Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen
på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog
til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter
kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for
Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt
havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg
havde båret på den, uden at vide af det selv.

Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.

Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?

Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret;
det korte dingler lidt.

»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?«

»Nej,« svarer jeg.

Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt
det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.

»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«

»Eller til Væblungsnæs?«

»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«

»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel
ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden
Smule!«

Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet
Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje
med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor
jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes
ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig
atter hen til ham, ser på ham og siger:

»Nådler.«

Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg
siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg
så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en
liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til
Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med
mig.

Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde
Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i
Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en
Evighed siden den Dag.

Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg
på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger
at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem
og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt
til Ansigt med »Kommandøren«.

Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen,
forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække
Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde
væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit
Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.

»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned
sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:

»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af
endda.«

»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?«

»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.«

Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg
harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en
Gang i Næsen; han står og ser på mig.

»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.

»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag,
men . . . . . .

»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!«
siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.

Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder
mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung;
men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere
Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme
gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.

Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af
mig dette . . . . det var også altfor meget . . . .

»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men
nu kommer det, hører jeg.«

Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked
ikke engang.

»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst;
»De kan jo skrive for det, ved jeg.«

Så gik han.

Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke
havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham,
men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde
idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget,
tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog
Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte,
min Stemme var bleven for svag.

Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg
har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg
gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle
hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den
på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde
sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.

En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven
ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer
11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover,
gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for
Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.

* * *

Tirsdag.

Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv
og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg
Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel
. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg
fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den
gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede
Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg
mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer
2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele
Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom
nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at
lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende.

Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i
Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev
otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind,
at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt,
jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting.

Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op
til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det
havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented
igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde
med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at
tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.

»Hm!« sagde det bag mig.

Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men
jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.

»Godaften!« siger det så.

Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så
forundret over at se hende komme denne Vej.

»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.

»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og
desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte
forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«

»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.«

»Jaså!« sagde jeg.

Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og
ser på os.

»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser.

»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.«

»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.«

Pause.

Så siger jeg, bare for at sige noget:

»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.«

»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske
alene hjemme.«

Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde
set dem før.

»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele
Tiden, dersom De vil . . . .«

Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk.
Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende
igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på
Svaret.

»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem
ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.

Vi gik op.

Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg
behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi
kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et
Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:

»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig
gøre det mer.«

»Hvad skal De aldrig gøre mer?«

»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig
kysse Dem mer.«

»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter
hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet.
Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.

»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun.

Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang
omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang
fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny,
snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe.
Jeg rejste mig yderlig flau.

»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.«

»Ja, det var det!« svared jeg.

Og vi begyndte påny at springe omkring.

»Jeg synes, De halter?«

»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«

»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange
Plager De har.«

»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.«

»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!«
Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!«
sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden;
her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med
tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen
Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min
Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om
jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig
tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere
Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så
beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De
var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De
mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken!
Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!«

Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig
varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse!

»Hvorfor siger De ingenting?«

»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir
inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er
ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . .
Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som
Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men
. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . .
Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De?
Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .«

»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på
det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_
Går, men . . . .«

»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De
om det? En sådan glidende Lyd . . . .«

»Ylajali?«

»Ja.«

»Er det fremmede Sprog?«

»Hm, Nej, det er ikke det heller.«

»Ja, det er ikke stygt . . . .«

Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige
ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at
passiare påny.

»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt
bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke
. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl
Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og
drikke Vin med mig. Nej, Tak!«

»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med
alligevel da?« sagde jeg.

»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg
tænkte ikke på det engang.«

»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig
og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget,
meget fattig.«

Hun så på mig.

»Er De det?« sagde hun.

»Ja, jeg er det, desværre.«

Pause.

»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse
med Hovedet.

Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun
henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og
lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit
Ansigt.

»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da
jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .
således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .«

»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De
kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«

»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?«

»Nej, det tror jeg ikke.«

»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.

»Kan jeg det?« sagde hun bare.

Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor
skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd.
Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra
mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort
mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte
blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis
jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine
Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget
nedslagen tilmode.

»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med
en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort
fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne,
som om heller ikke hun holdt ud at blive set på.

»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog
Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra
Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den
levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette
Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . .

Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os
talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind
til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både
hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.

Jeg kyssed hende.

Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo
ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed
hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted
hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde
Vidundere bag Linnedet.

»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre
Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de
nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt
. . . . lidt . . . .«

Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig
lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder
hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser
flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser
Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer
med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . .

Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin
venstre Hånd over Skulderen og siger:

»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!«

»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger
i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun
besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter
til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne
Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå
på mine Skuldre.

»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?«

»Ved ikke!«

»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige
det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som
er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig,
hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er
frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal
nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«

»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.«

»Er De gal? Så, begynd nu!«

»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!«

»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er
for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!«

Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for
at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om
mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende,
vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side.
Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato.

Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde
intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed;
jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften.

Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de
blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg
havde gjort, og strammed mig op:

»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget
længer; nu er jeg bjærget . . . .«

Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun
sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«

Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende
op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en
Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i
hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår
faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til
en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis
det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . .

Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod,
ganske lidt forresten, og så forbauset ud.

»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun.

»Hvad jeg vil?!«

He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke
bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og
Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke
slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået
med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . .

Og jeg gik på.

»Nej . . . . nej, men . . . .?«

Jo, mente jeg, det var Meningen det!

»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan
jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.«

Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde:

»Det mener De ikke!«

»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De
var altså ikke fuld dengang?«

»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .«

»Ja, så meget værre var det.«

»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?«

»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!«

Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv
en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter
fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste,
at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille
nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . .

Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte
imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så
det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk.

»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på
Brystet. Kære, snille . . . .«

Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg
blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig
Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg
kunde faldt ned og knælet for hende.

»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . .
jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .«

Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage
på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden
meget ilde tilmode.

Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen.

»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde.

Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat
klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun
var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om
hun viste mig Døren, sagde jeg:

»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå.

Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?

Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.

Det var besynderligt!

Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser.
He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . .

Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min
Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke
kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented.

»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.

Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige
noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive
til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå
hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for
mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord,
som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste
Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig
ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar
mig yderst tankeløst ad.

Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde
gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere
sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun
også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå
og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var
ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde
tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig
på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet
den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med
Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . .

»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte
hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.

Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige
Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og
alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig
ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred
sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at
jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad
skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja,
jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også
sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente
var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig
om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører
af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således
hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han
er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . .

Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo
længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!«
et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged
hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig
mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad
jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte:

»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på
Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg
siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke
engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor
lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke
ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som
om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank,
gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo
ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er
ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få
Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt,
jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem,
blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De
blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog,
hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg
vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige
ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne,
at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg
bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det
Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet.
Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det
være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således!
Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade
mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg
begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke
sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe
siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i
ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg
burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det
er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver!
Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg
har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med
mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det.
Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort
fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .«

Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro
på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det
blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde
Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg
kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et
Middel til at få en Ende på det.

Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun
sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde
kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt
begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på
Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut.

Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde
blot:

»Hvor De er dejlig nu!«

Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til
Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.